Mama-M28 skriver:
Det er klart- det kan man ikke. Uha. Der er så mange faktorer der spiller ind, og der er ikke en eneste familie der er ens, og jeg er sikker på at for nogen går det bedre, end for andre. Det spiller også ind hvilken start man fik og hvor god man som mand og kvinde har været til at snakke sammen og lave rammer og regler for alle sine børn.
Jeg knytter lige en ekstra kommentar:
Det der med at elske, synes jeg er et meget stort ord. De der elsker deres mands børn lige så meget som deres egne: fint og skønt for jer.
Men det er altså ikke et krav. Det er ikke nødvendigt. Det er ikke noget man skal. Følelser kommer, når de kommer. Og er ikke en forudsætning for, at en sammenbragt familie kan fungere. Er sikker på bonusbørn heller ikke elsker deres bonusforældre på samme måde og ligeså højt som deres bio.
Jeg husker de gange min mand har sagt at han elsker min datter, ligeså højt som de andre. Sikke noget vås. Jeg blev irriteret. Hvorfor i alverden tror man, at man skal sige det? Han kigger da på ingen måde på samme kærlige måde på hende, som hans egne. Han har da ikke lyst til at tage kun hende med et sted hen.
Det er ikke nødvendigt at elske nogen på samme måde. Hvis man kun holder af, er det også ok. Det er også ok hvis man kun accepterer og respekterer. Jeg ved i hvert fald, at jeg med stolthed i stemmen kan sige, at ingen - slet ingen, kan måle sig med den kærlighed jeg har for de 3 som jeg har bårer, født, passet på- og som kalder mig for MOR. 
Slet ingen. Og det er jeg stolt af. Det er jeg på ingen måde flov over, det er sådan det er, og det ændrer sig aldrig.
Det er dem jeg bekymrer mig for, savner, tænker på, smiler ad, er stolt af, irriterer mig på, får lyst til at kyle ud af vinduet 
eller sende på kostskoler osv...
