At være ven med sit barn - er man det..

Hvis min tre årige en dag kom og sagde, mor er du min ven? 

Så kunne jeg aldrig drømme om at sige "nej jeg er ikke din ven, jeg er din mor" det tror jeg hverken en på tre, syv eller ni år forstår. 

Så jeg ville helt klart sige, ja jeg er din ven, og din mor. 

Min mand er af anden holdning, og det skal han bestemt have lov til. 

Hvis min tre årige en dag kom og sagde, mor er du min ven? 

Så kunne jeg aldrig drømme om at sige "nej jeg er ikke din ven, jeg er din mor" det tror jeg hverken en på tre, syv eller ni år forstår. 

Så jeg ville helt klart sige, ja jeg er din ven, og din mor. 

Min mand er af anden holdning, og det skal han bestemt have lov til. 

Jeg ville heller ikke sige til mit barn "nej jeg er ikke din ven" til en 3-årig. Det giver ikke mening for en 3-årig

Men jeg ville nok sige, "ja, jeg er din mor og vi kan godt lege venner - kom nu går vi ned og leger med tog" :-) 

For en 3-årig har ikke de kognitive ever til at forstå sammenhænge og orddefinitioner og dermed skelne mellem komplicerede ting som venner og forældre. Derfor ville jeg blot tage et ord som "lege" med, fordi det forstår de. At leg er ikke virkelighed :-)

For jeg føler lidt, at hvis jeg medgiver, at vi er venner og bliver ved med dette i barndommen, jamen så kan jeg ikke trumfe når hun bliver ældre og sige "det skal du, fordi jeg er din mor." For venner kan ikke bestemme over andre - så er man ikke venner i min optik. Også er der inkonsistens mellem virkeligheden og barnets opfattelse af mig. Og det er utrygt (mener jeg) :-)

Nogen ting skal ikke diskuteres med børn. Og der anbefaler, blandt andet Jesper Juul (børnepsykolog), at man til tider siger "Jeg er din mor, derfor skal du". For at fratage (mindre børn) et ansvar og sørge for, at de ikke bliver fortvivlede/føler at det er En grønseovwrskridende behandling at der bliver sagt nej til alle de gode argumenter de har for eks en is til aftensmad :-) 

Men igen - jeg siger ikke at, det er så forkert eller at man er en dårlig forældre, hvis andre at være venner med deres børn. Jeg vil bare ikke selv opdrage sådan :-)

Jeg ønsker at give et billede af mig selv som en forældre, der altid er forældre og altid tager ansvar og der er tillid og viden om, at jeg er den voksen. Og det billede mener jeg ikke hører til begrebet ven. En ven deler ansvar for situationer, en ven skal man også gøre glad. Mine børn skal ikke gøre mig glade. Jeg er glad for dem altid - fordi de er dem - de skal ikke få dårlig samvittighed og tage stilling til mine følelser. Og det skal man med venner. 

Det er i hvertfald det man lærer i børnehaven, når man socialiserer børn. At venner passer man på og er søde ved og man deler ansvaret for at "legen" er god for alle.

Og DET skal mine børn ikke med mig :-) jeg skal altid være god mod dem, men de må gerne være sure på mig, fordi jeg træffer beslutninger, som en voksen forstår - men et barn ikke gør. De skal ikke trøste mig! De skal trøste deres venner - deres jævnaldrende venner :-) 

Men igen - det afhænger af hvordan man opfatter venskab, og tror og mener, at børn gør :-)

Det er da noget mærkeligt noget at skændes om. 

I mine øjne overdriver du helt vildt. 

Min mor er min bedste veninde, men hun er også min mor. Hun kender mig bedst og kan give mig de bedste råd ud fra det. Især når jeg selv står i en situation hvor jeg følelsesmæssigt er påvirket, så er hun den, der står ved mig og rådgiver mig. 

Hun er også min mor og ingen kan tage hendes plads nogensinde. Det er kun et plus at jeg også betragter hende som ven. 

Jeg er huset "mor". I det hus er mange værelser. Ét værelse er "forsørger", et andet er "opdrager", et tredje er "hende, der slukker for fjernsynet, når de har brug for at lege og tegne". Der er selvfølgelig også "kok" og "kys og trøst". Der er kæmpe haller med "kærlighed" og "ven". 

Men jeg definerer mig som MOR og bestemt ikke som VEN. Det ville helt klart reducere min rolle til en brøkdel af, hvad min relation til mine børn er. 

Jeg ville også have kunnet skændes om samme emne. 

Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår jer der bruger "jeg er bedste ven med min mor i dag" som et argument. Der er vel himmelvid forskel på at være ven med sit lille barn og så sit voksne barn? Kunne slet ikke forestille mig at være på samme måde over for min datter som jeg er over for mine veninder 

Synes det er lidt mærkeligt at diskutere, det er da bare dejligt han elsker sin datter og har det god med hende. 

Min datter er min lille veninde, hun er kun 2 år og siger vi er kærester 

Man kan vel både være mor og ven for sit barn.

Jeg synes ikke det er noget underligt noget at skændes om. 

I min verden er man ikke ven med sit barn. Man er forældre, og det er vel egentligt noget meget større?

Min mor er min mor og ikke veninde. Jeg har aldrig forstået at man kan være veninde med sin mor. Negligere man så ikke mor-rollen lidt?  Måske er det en kvinde ting? Det er ikke så tit man hører om mænd der siger at deres mor er deres veninde eller far er deres ven. 

Jeg synes da godt man kan "kalde det/sige" at man er en ven for sit barn, MEN jeg mener at det er forkert der hvor man går ind og hellere vil være ven end forælder. 

Når man ikke vil sige nej/sætte grænser osv fordi man er bange for at miste sin "vennestatus"... 

Dette er så nok lidt mere aktuelt for en præ-/teenager end et lille barn...

Fejl47 skriver:

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Jeg synes det er en underlig skelnen og tænker at I har en konflikt om absolut ingenting. I opfatter ordet forskelligt og det burde være rimeligt nemt at tale den diskussion i jorden.

Jeg synes faktisk det blev en spændende belysning og det er jo tydeligt hvor forskellige vi alle er..

Jeg holder stadig på at jeg ikke er ven med mit barn - jeg er mor og det er muligt at der i det forhold forefindes en venskabelig gren til bestemte situationer.. Så jeg er stadig uenig med min kæreste (som blev sur over at jeg mente man ikke kan være venner med sit barn - og hvorfor det irriteret fløj ud af ham at jeg ikke skulle trække hans datter væk fra ham med min holdning.. Det ved jeg ikke hvor kommer fra for det gør jeg da heller ikke - jeg har som skrevet aldrig sagt til mit eller hans barn at vi ikke er venner hvis/når det er sagt.. Men blot fordi jeg ikke retter på barnet (det mener jeg ikke jeg skal pga deres forståelse og syn på venskab) Men derfor mener jeg stadig ikke at forældre og børn er eller bør være venner.. Men noget helt andet som er meget mere..

Jeg ELSKER min mor og hun er absolut en af de mest betydningsfulde kvinder i mit liv som jeg kan tale og lave mange ting sammen med - men hun er ikke min veninde - hun er min mor.. Min far er slet ikke min ven, og vi laver intet venskabeligt sammen - han er min far.. Så jeg mener blot at forældreskab fagner rigtig bredt.. Men kan ikke uanset hvor godt et forhold man har putte det forhold i venskabskassen..

Nok er jeg stemplet med en diagnose, som vanskelig gør mange ting for mig - som bla her hvor jeg finder det himmelvælvende forkert at tro man kan være ven med sit barn og at men ikke gør sit barn en tjeneste tvært imod ved at gøre forsøg på det.. Men jeg er klog nok til at vide at det er definetionsspørgsmål og kan derfor godt lade andre være i deres tro og formaner ingen.. Jeg beholder bare min fordi jeg mener det er det klogest valg..

Men jeg er et nysgerrigt menneske og måske et her kom med den gyldne sætning som gjorde at jeg forstod hvad min kæreste mente når han mener han er ven med hans datter.. Når du min tanke omdet er så langt fra hans.. Men det skete så ikke.. Men jeg synes det var ret spændende at se hvordan vi alle kan ligge så milevidt fra hinanden..