At være ven med sit barn - er man det..

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Jeg er først og fremmest mine børns mor, men ja jeg må nok indrømme jeg også er deres ven. Min mor var aldrig min ven, hun var min mor, hun var den der havde ansvaret for mig, elskede mig og betalte mit tøj. Men så stoppede den også der. Hun var ikke min ven, jeg kunne ikke komme til hende med problemer og spørgsmål uden at blive dømt og irettesat på voksen mor maner. Jeg vil altid være mine børns mor, beskytter, ven, elske dem ubetinget og de vil altid kunne komme til mig uanset om de har brug for en mor- eller en ven. Sådan er min kærlighed til dem indrettet. 

Fejl47 skriver:

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Helt ærligt så synes jeg det er en åndssvag diskussion i har jer. Hvorfor er det vigtigt om i er venner eller ej med jeres 3-årige datter? Jeg kunne forstå det hvis hun var 12 og din mand lod være at opdrage hende pga venskabet men det er jo ikke tilfældet. 

Og skal i endelig have diskussionen er i jo nødt til først at diskutere hvad venskab indbefatter - og ser din mand det anderledes når det er venskab med sit barn. Måske er i helt enige trods alt fordi i definerer det ens men kalder det forskelligt.

Så længe din mand er en god far det forstår at sætte grænser og krav men samtidig understøtte, så ser jeg ikke et problem i at han også betragter sig som ven med jeres datter.

jenny4 skriver:

Helt ærligt så synes jeg det er en åndssvag diskussion i har jer. Hvorfor er det vigtigt om i er venner eller ej med jeres 3-årige datter? Jeg kunne forstå det hvis hun var 12 og din mand lod være at opdrage hende pga venskabet men det er jo ikke tilfældet. 

Og skal i endelig have diskussionen er i jo nødt til først at diskutere hvad venskab indbefatter - og ser din mand det anderledes når det er venskab med sit barn. Måske er i helt enige trods alt fordi i definerer det ens men kalder det forskelligt.

Så længe din mand er en god far det forstår at sætte grænser og krav men samtidig understøtte, så ser jeg ikke et problem i at han også betragter sig som ven med jeres datter.

 

Tror du har misforstået indlægget.. Jeg skrev NÆRMEST.. �� Sagen er at vi bor sammen og har hver vores barn og som jeg skrev forhåbentlig hver vores opfattelse af betegnelsen.. ��

Fejl47 skriver:

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Jeg forstår godt din mand må jeg indrømme. Jeg er helt sikkert først og fremmest MOR, og det vil jeg for evigt være om hun er 3 år eller 30. Men min mor er min bedste veninde samtidig med at hun er min mor. Vi er ligeværdige kvinder bum. Sådan mener jeg det skal være. Selvfølgelig er det anderledes når man stadig er barn, så er det naturligvis de voksne som er autoriteten. Men min datter på knap 3 år, håber jeg da også at jeg med årene vil få et venskabeligt forhold til også udover at være mor. Det mener jeg godt kan harmonere. Der er selvsagt ting man ikke taler med sin mor om, kunne aldrig drømme om at fortælle min mor om mit sexliv fx. der bruger jeg mine veninder.

Fejl47 skriver:

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Det er svært Hvordan man ser det. Som du selv er inde på kan det være i taler forbi hinanden.

Jeg vil så sige at min mor er min bedste ven. Og det har hun alle dage været. Min mor forstår at der kan være situationer som er så private og komplicerede at jeg ikke kunne finde på at snakke med en anden veninde om da jeg ville frygte at et skænderi ville udløse rygter. Omvendt har det også været ting som ikke er meningen mor skal høre. Hun har været fantastisk til at skille det ad. Jeg er så lykkelig over at have et så fantastisk forhold til min mor. 

Konklusion. Din kæreste kan sagtens være ven med sin datter. og efter min mening giver det dem et super stærkt bånd til hinanden.

... Jeg må indrømme at hvis min mand en dag kom og sagde at ham og vores drenge er venner.. Så ville det virkelig ikke sætte mit pis i kog og lave et skænderi ud af det..! 

Jeg syntes bare det er dejligt!!!  

Jeg mener heller ikke, at forældre og børn skal være venner som sådan. Der er en naturlig skævvridning i det, og den bliver mere udvisket som barnet bliver voksen - men selv der, er de ikke venner jeg deler enormt meget med min mor og far. Rigtig personlige ting - men de er ikke mine venner. Jeg er vokset op med, at det er "usundt" at være venner med sine forældre. Det skyldes, at min mor er specialpædagog med fokus på børns psykiske trivsel, så jeg har læst om emnet (forældrerelationer og børn) og har dannet mig min egen opfattelse. Og den afhængighed eller uafhængighed af en mor som ven, er ikke noget jeg ønsker.

Jeg kan huske, at TV2 havde en psykolog inde og fortælle om programmet "mig og min mor", og hvordan det var usunde forhold. Og at hun heller ikke mente, at det var godt. Især fordi mennesker har brug for forskellige ting i deres liv for at overleve (og overleve forældrenes død)

DISCLAIMER: Jeg vil lige understrege, at jeg IKKE mener, at dem der så har et venindeforhold til deres mor er usunde eller mærkelige. Har nogle veninder, hvor deres mor er deres bedste veninde!! Og de er dejlige, glade og sjove kvinder

 det er udtalelser som"jeg kan ikke leve uden min mor hun er min bedste ven og mor", som jeg bliver lidt kold ned af ryggen af at høre. Jeg ELSKER min mor! Kommer til at gå ned og græde mit hjerte ud, hvis/når hun er væk. Men jeg ved også, at jeg kan komme videre, og det er naturligt, hvis hun forsvinder før mig.  For jeg har mine venner og derfor mister jeg heller ikke min faste støtte som voksen

Men tror også, at det handler om, hvordan man opfatter ordet ven. Og der falder min mor ikke i kategorien. Og det vil jeg heller ikke selv med mine børn. :-)

 Men jeg vil ikke selv opdrage mine børn til et venskabelige forhold til mig. Jeg er deres mor, deres støtte og deres ryg. Altid!

Fejl47 skriver:

Tror du har misforstået indlægget.. Jeg skrev NÆRMEST.. �� Sagen er at vi bor sammen og har hver vores barn og som jeg skrev forhåbentlig hver vores opfattelse af betegnelsen.. ��

Hvorfor er det vigtigt? Det er jo en meget teoretisk diskussion, som netop afhænger af individuelle definitioner af venskab og forældreroller. Ingen af jer har ret, og I har begge to ret. Hvorfor dissekere velfungerende relationer på den måde? På mig virker det som spild af ord, energi og tydeligvis også temperamenter - og det er jo netop bare ord. 

Fejl47 skriver:

Min kæreste er af den opfattelse at han er både far men også ven med hans datter.. 

Jeg er af den opfattelse at man ikke er VEN med sit barn.. Jeg er MOR til min søn og at være mor er samtidig at være en fortrolig i barnets liv som bla.. jeg fatter slet ikke min kærestes opfattelse og håber et eller andet sted at ham og jeg taler forbi hinanden fordi jeg vitterlig synes det er way off at ville være ven med sit barn.. 

For mig er venner ligeværdige der findes sammen igen knytter et bånd.. Forældre og børn kan måske have nogle venskabslignende stunder men jeg synes at det er uhyre vigtigt at skille det ad.. Børn skal ikke leve op til noget overfor forældre som de måske skal med venner - hvor forældre i stor grad skal leve op til noget i form af at være en ansvarlig voksen og forældre.. 

Jeg er helt klar over at jeg og min søns far er min søns bedste venner i hans 3årige sind.. Men det ER vi jo ikke vi er en anden og måske for nogle meget vigtigere rolle familie.. Venner vælger man selv.. Venner kommer og går - familie består.. 

Det endte nærmest i skænderi fordi han afsluttende sagde at JEG var mærkelig og jeg skulle lade være med at trække hans datter fra ham ved at sige at de ikke er venner.. Det gør jeg jo heller ikke- jeg siger jo ikke til børnene at vi ikke er venner.. De skal nok blive gamle nok på et tidspunkt til at vide at vi er noget andet ganske særligt forældre og børn imellem.. 

Hvad tænker i?? Måske nogen kan hjælpe mig til at forstå min nu fornærmede kæreste.. ��

Med årene kommer børnene jo også til at skulle leve op til noget over for forældrene, og det kan endda komme til et punkt, hvor barnet er den ansvarlige voksne, der tager hånd om sin gamle mor eller far. Ligesom et venskab udvikler sig, så to oprindeligt ligeværdige individer kan nå et punkt, hvor de ikke i praksis agerer ligeværdigt. Det kunne være ved den enes kroniske sygdom, sociale deroute, manglende evne til at give noget igen. I et godt og solidt venskab kan rollerne tippe permanent, og præcis det samme kan ske - og sker ofte - for forældre og børn. 

Jeg ved ikke, om jeg ville opfatte mig selv som mine børns ven et vice versa, men dine definitioner af forældre/barn-forhold vs. venskaber er jeg ikke enig i. Nogle opgiver deres familie - eller mister den - og får en ny og varig "familie" i deres venner. Min bedste veninde ER familie for os, og det kan vel lige så vel gå den anden vej, så grænserne er udflydende.