Jeg synes det er vigtigt, at man selv har lært den nye partner ordentlig at kende først. Og dertil sætte børnene og samarbejdet med faderen først. Hvordan ville han have det med, at børnene mødte den nye fyr nu? Har han selv fået lov til at slikke sår efter skilsmissen, før han skal forholde sig til, at en ny mand er en del af børnenes liv? Det hensyn synes jeg man skal tage til hinanden, når der også er børn og samarbejde involveret. Selvfølgelig skal man ikke tage hensyn, hvis han stadig efter 1.5 år nægter eller sådan, men en måned efter, der ville jeg vægte det meget højt. Oh det er jo i sidste ende for børnenes skyld.
Dertil tænker jeg, at børn kan virke til at trives fint i en skilsmisse til at starte med, men hvor det faktisk handler om, at det ikke et gået helt op for dem endnu, at det altså er permanent. Selvom man har forklaret dem det. Rigtig mange børn reagerer først flere måneder efter, når de opdager at det er rigtigt at far og mor ikke skal bo sammen længere.
Af den årsag ville jeg vente. Mine børn mødte min kæreste relativt hurtigt efter (i dag bor vi sammen), og set tilbage have jeg nok ventet længere. Det var faktisk også meningen, men det er en længere forklaring. Jeg synes, set tilbage, at det ikke var særlig velovervejet af mig, selvom han blev introduceret som ven den første tid. Jeg var forelsket og dum, lad være at gentage min fejl.
Ikke fordi der sket noget dårligt. De blev hurtigt glade for ham. Men de reagerede først på skilsmissen 4-6 måneder efter vi gik fra hinanden, og det havde været bedre om den reaktion havde fået lov at udspille sig først.
Anmeld
Citér
