Det kan fanme være træls KUN at være bonusmoderen

VI har haft vores problemer med at etablere en sammenbragt familie og INTET er lyserødt...

MEN, jeg er med årene blevet oprigtigt og inderligt glad for min bonusdatter... Det gør umådeligt ondt når det en sjælden gang lige dukker op til overfalde at hun jo faktisk i realiteten "besøger" hendes far mere end hun besøger mig og min søn.. Når jeg et eller andet sted FØLER at jeg glæder mig lige så meget til gensynet som hendes far gør.. Men jeg vil vove og påstå at jeg kender min plads som værende KUN bonusmor.. Men samtidig - føles altid mere rigtig når hun er der og FERIERNE er bare de bedste når vi har helt op til 14dage sammen i streg..

(INFO hun er der hveranden weekend)

MEN, nu skete der så det at den lille truntetøs skulle på operationsbordet og begge bio forældre deltog selvfølgelig og var på hospitalet.. MEN, hvor var det lige DER svært at være MIG.. Mine følelser rasede rund, for jeg havde sådan lyst til også at være der for hende, for når hun er hos os er hun jo også lidt min pige..

Jeg er når jeg ser bort fra de "impulsive" følelser godt klar over at hun jo nok ikke havde brug for mig og havde alt det bedste i hendes mor og far sammen om hende på hospitalet.. Mens det var mit behov for at krammet hende og sige det nok skulle gå og holde hendes lille hånd mens hun gled væk.. Men jeg oplever jo hendes kun hjemme hos os, hvor vi er en lille familie på 4 som blot mangler det 4.led det meste af tiden.. Og når hun er faldet eller lignende så er det jo min helt naturlige rolle at sidde der og holde hende i hånden, give en krammer, sige det nok skal gå og evt give plaster på.. Det er et eller andet sted super svært at når det så virkelig gælder og er alvorligt, så er det ikke her jeg skal steppe op og være min rolle ansvarlig.. Eller jo det er det, det er bare ikke den rolle som ligger naturligtt for mig - men istedet at jeg skal være min passive rolle ansvarlig og netop gøre ingenting..

Nogen gange kan det virkelig være træls og hårdt KUN at være bonusmor, når man er ligeså glad for bonusbarnet som man er for ens eget - eller i hvert fald så tæt på som det kan lade sig gøre..

Andre der føler og oplever det..??

Hej med dig

Jeg kender ikke de følelser du beskriver, da jeg ikke er bonusmor.

Men jeg får sådan en lyst til at skrive, at selvom jeg godt kan forstå at det er hårdt for dig nogle gange at være lidt i "udkanten" af hendes liv, så er hun godt nok en heldig lille pige. Den kærlighed du skriver om, den er jeg sikker på at hun kan mærke. Og det vil være med til at forme hende og hendes syn på familie - også selvom biomor og -far er nærmere i nogle situationer.

Skulle jeg nogensinde - 7/9/13 - selv blive skilt - så vil jeg håbe at mine unger havner hos en bonusmor som dig

Jeg kender præcis til det du skriver! 

Bonus er min lille guldklump og jeg vil gøre alt for hende! 

Det så svært når man hele tiden bliver bekræftet i at man jo 'bare' er bonusmor... 

Men jeg får dog alligevel lov til at have hjemmehygge dage med hende, med til samtaler i børnehaven, tager med hende til lægen, ovs. Vi har hende 6 dage om ugen plus alt det løse! 

Ih hvor jeg kender det godt... Her er jeg bonusmor på 14 år.. Det har været usigeligt hårdt til tider, men mest givende... Her får jeg lov til at udtrykke min kærlighed og hun værdsætter at jeg er her i hendes liv.. Ja ja engang imellem er hun teenager og jeg kan rende hende noget så langsomt, men når det gælder, så ved jeg, at hun ved, at min kærlighed er stor for hende og omvendt... Hun er 16...

Men jeg er sikker på, at din bonusdatter kan mærke at du har en masse kærlighed til hende og med tiden vil hendes kærlighed også gælde dig, måske den allerede gør... 

Vis min mand og jeg går fra hinanden håber jeg mine får så en skøn bonus mor som dig <3

Wow... Jeg kender intet til at være bonusmor, men måtte bare skrive. Jeg håber aldrig at blive skilt og ens største skræk er at manden finder en heks, der hader besøg og ferier og som ikke får barnet til at føle sig elsket. Du lyder som en fantastisk bonusmor og jeg håber at forældrene også giver dig lov til at vise det. bare bliv ved med at være der og prøv at være med når der sker vigtige ting i hendes liv.

Bliver squ helt rørt af at læse dit indlæg! Tak fordi du lige mindede mig om, at der findes fantastiske bonusmødre. 

Håber min søn får en bonusmor som dig

jeg kender den følelse alt for godt.

jeg er papmor på fuldtid til en dejlig pige på 5år, og hun er altså vores lille prinsesse her hjemme.

hun bor hos os og det er mig der tager "morrollen" til dagligt her hjemme. jeg står for børnehave og alt det der nu høre med til at være forældre.

og vi har et godt forhold til hendes rigtige mor som hun ser hver anden weekend, og sådan skal det også bare være.

der hvor jeg synes det kan være sværeste er nok hvis vi alle tre voksne er i samme rum, for så bliver automatisk sat lidt ud på et side spor, det er jo ikke ondt ment og det er jo også helt normalt for hende at hendes mor og far er de bedste i verden.

jeg er bare så velsignet at hun får lov til at være en del af mit liv 

Fejl47 skriver:

VI har haft vores problemer med at etablere en sammenbragt familie og INTET er lyserødt...

MEN, jeg er med årene blevet oprigtigt og inderligt glad for min bonusdatter... Det gør umådeligt ondt når det en sjælden gang lige dukker op til overfalde at hun jo faktisk i realiteten "besøger" hendes far mere end hun besøger mig og min søn.. Når jeg et eller andet sted FØLER at jeg glæder mig lige så meget til gensynet som hendes far gør.. Men jeg vil vove og påstå at jeg kender min plads som værende KUN bonusmor.. Men samtidig - føles altid mere rigtig når hun er der og FERIERNE er bare de bedste når vi har helt op til 14dage sammen i streg..

(INFO hun er der hveranden weekend)

MEN, nu skete der så det at den lille truntetøs skulle på operationsbordet og begge bio forældre deltog selvfølgelig og var på hospitalet.. MEN, hvor var det lige DER svært at være MIG.. Mine følelser rasede rund, for jeg havde sådan lyst til også at være der for hende, for når hun er hos os er hun jo også lidt min pige..

Jeg er når jeg ser bort fra de "impulsive" følelser godt klar over at hun jo nok ikke havde brug for mig og havde alt det bedste i hendes mor og far sammen om hende på hospitalet.. Mens det var mit behov for at krammet hende og sige det nok skulle gå og holde hendes lille hånd mens hun gled væk.. Men jeg oplever jo hendes kun hjemme hos os, hvor vi er en lille familie på 4 som blot mangler det 4.led det meste af tiden.. Og når hun er faldet eller lignende så er det jo min helt naturlige rolle at sidde der og holde hende i hånden, give en krammer, sige det nok skal gå og evt give plaster på.. Det er et eller andet sted super svært at når det så virkelig gælder og er alvorligt, så er det ikke her jeg skal steppe op og være min rolle ansvarlig.. Eller jo det er det, det er bare ikke den rolle som ligger naturligtt for mig - men istedet at jeg skal være min passive rolle ansvarlig og netop gøre ingenting..

Nogen gange kan det virkelig være træls og hårdt KUN at være bonusmor, når man er ligeså glad for bonusbarnet som man er for ens eget - eller i hvert fald så tæt på som det kan lade sig gøre..

Andre der føler og oplever det..??

 

Du får lige en krammer herfra! Det er en heldig lille pige,der har dig som bonusmor :-)