Det kan fanme være træls KUN at være bonusmoderen

Fejl47 skriver:

VI har haft vores problemer med at etablere en sammenbragt familie og INTET er lyserødt...

MEN, jeg er med årene blevet oprigtigt og inderligt glad for min bonusdatter... Det gør umådeligt ondt når det en sjælden gang lige dukker op til overfalde at hun jo faktisk i realiteten "besøger" hendes far mere end hun besøger mig og min søn.. Når jeg et eller andet sted FØLER at jeg glæder mig lige så meget til gensynet som hendes far gør.. Men jeg vil vove og påstå at jeg kender min plads som værende KUN bonusmor.. Men samtidig - føles altid mere rigtig når hun er der og FERIERNE er bare de bedste når vi har helt op til 14dage sammen i streg..

(INFO hun er der hveranden weekend)

MEN, nu skete der så det at den lille truntetøs skulle på operationsbordet og begge bio forældre deltog selvfølgelig og var på hospitalet.. MEN, hvor var det lige DER svært at være MIG.. Mine følelser rasede rund, for jeg havde sådan lyst til også at være der for hende, for når hun er hos os er hun jo også lidt min pige..

Jeg er når jeg ser bort fra de "impulsive" følelser godt klar over at hun jo nok ikke havde brug for mig og havde alt det bedste i hendes mor og far sammen om hende på hospitalet.. Mens det var mit behov for at krammet hende og sige det nok skulle gå og holde hendes lille hånd mens hun gled væk.. Men jeg oplever jo hendes kun hjemme hos os, hvor vi er en lille familie på 4 som blot mangler det 4.led det meste af tiden.. Og når hun er faldet eller lignende så er det jo min helt naturlige rolle at sidde der og holde hende i hånden, give en krammer, sige det nok skal gå og evt give plaster på.. Det er et eller andet sted super svært at når det så virkelig gælder og er alvorligt, så er det ikke her jeg skal steppe op og være min rolle ansvarlig.. Eller jo det er det, det er bare ikke den rolle som ligger naturligtt for mig - men istedet at jeg skal være min passive rolle ansvarlig og netop gøre ingenting..

Nogen gange kan det virkelig være træls og hårdt KUN at være bonusmor, når man er ligeså glad for bonusbarnet som man er for ens eget - eller i hvert fald så tæt på som det kan lade sig gøre..

Andre der føler og oplever det..??

 

Jeg er ikke selv bonusmor, men kunne ikke forlade denne tråd uden at sige HOLD K*** du lyder som en fantastisk bonusmor!!! 

Jeg takker af hjertet for alle jeres svar.. Faktisk sidder jeg her med tåre i øjnene fordi jeg selv bliver berørt af jeres kommentar..

Englesang skriver:

Jeg kender præcis til det du skriver! 

Bonus er min lille guldklump og jeg vil gøre alt for hende! 

Det så svært når man hele tiden bliver bekræftet i at man jo 'bare' er bonusmor... 

Men jeg får dog alligevel lov til at have hjemmehygge dage med hende, med til samtaler i børnehaven, tager med hende til lægen, ovs. Vi har hende 6 dage om ugen plus alt det løse! 

Det er det nemlig og det med at man ikke kender følelsen hvis ikke man selv har prøvet det - det passer super godt på bonusmoder rolle på godt og ondt..

Mathias Villads skriver:

Ih hvor jeg kender det godt... Her er jeg bonusmor på 14 år.. Det har været usigeligt hårdt til tider, men mest givende... Her får jeg lov til at udtrykke min kærlighed og hun værdsætter at jeg er her i hendes liv.. Ja ja engang imellem er hun teenager og jeg kan rende hende noget så langsomt, men når det gælder, så ved jeg, at hun ved, at min kærlighed er stor for hende og omvendt... Hun er 16...

Men jeg er sikker på, at din bonusdatter kan mærke at du har en masse kærlighed til hende og med tiden vil hendes kærlighed også gælde dig, måske den allerede gør... 

 

 Jeg elsker hende, men jeg frygter også hendes teeanagetid - haha!! Det kommer til at gøre så ondt når hun og ikke kun situationen kommer til at sige fra - for det kommer naturligvis til at sket.. Det kommer jo også til at komme til at ske med min egen søn, og det kommer da også til at være hårdt.. Men jeg tror hendes slag vil komme til at gøre ekstra ondt, netop fordi hun jo (desværre, hvis man må sige det) ikke er min..

nico3 skriver:

jeg kender den følelse alt for godt.

jeg er papmor på fuldtid til en dejlig pige på 5år, og hun er altså vores lille prinsesse her hjemme.

hun bor hos os og det er mig der tager "morrollen" til dagligt her hjemme. jeg står for børnehave og alt det der nu høre med til at være forældre.

og vi har et godt forhold til hendes rigtige mor som hun ser hver anden weekend, og sådan skal det også bare være.

der hvor jeg synes det kan være sværeste er nok hvis vi alle tre voksne er i samme rum, for så bliver automatisk sat lidt ud på et side spor, det er jo ikke ondt ment og det er jo også helt normalt for hende at hendes mor og far er de bedste i verden.

jeg er bare så velsignet at hun får lov til at være en del af mit liv 

Ja lige præcis spot on, det er alle sværest når man skal holde sig selv i skindet og kun være BONUSmoderen når både mor og far er tilstede.. Men jeg kan også set at det må være endnu svære for dig, end mig.. Jeg er jo desværre kun bonusmor hveranden weekend og du er det alle de øvrige dage..

Jeg misunder dig for at have hendes så meget, da det må være langt mere naturligt familielivsmæssigt - men kan godt se at når sårendelig biomor er tilstede så er det ekstra hårdt at '"degarderes" fra ens daglige rolle.. For ja for børnene er det selvfølgelig naturligt at elske sine bioforældres mest og nej der er intet ondt i det fra deres side - det er netop kun naturligt..

Jeg synes det er enormt svært at være både mor og bonus mor.. 

For hvor ville jeg bare gerne at mine bonus drenge var VORES og ikke hans drenge. 

Men for pokker, det trækker tænder ud at skulle samarbejde(som faktisk går rigtig fint) men der er jo et helt andet sæt regler og normer som er hos deres mor, end der er hos os. Bare det at sidde pænt ved et bord og spise, det øver vi til hudløshed. Tid med iPad er forskelligt hvad man må hos os og mor.. 

Men for pokker, hvor jeg bare føler mig som mere end bonus mor, så den mindste på knap 3 år er syg, og vil blive hjemme hos mig, og vi nusser rundt en hel dag.. 

Det er sgu ofte et stor virvar af vasketøj, madpakker, uendelige mængde der skal handles ind, praktiske ting... 

Men hvor er jeg glad og stolt når det hele bare lykkes og jeg kan mærke at børnene trives..