Skruk - samtale med kæresten

Hej,

Jeg er mor til en 3årig, hvor jeg ikke længere er sammen med faren fordi han fandt en anden og mere spændende model.. Min 3årige søn er nøje planlagt og mere en afgørelse fremfor en lyst.. Jeg var ikke skruk og heller var faren - men samtalen gik på bliver alle det og bliver man nogensinde KLAR eller bliver man først klar når man sidder med den lille ny i armene..?? Så afgørelse var iværksæt - INGEN fortryder man har fået børn, men man risikere at fortryde hvis man ikke fik dem..

Jeg er sammen med en ny kæreste og pludselig er jeg SUPER SKRUK - men nu ved jeg selvfølgelig også hvad det betyder og hvor STOR en gave et barn er..

MEN, jeg ønsker for alt i verden ikke at stå med endnu et delebarn - hvordan forberede man sig som kærester??

Hvilke spørgsmål skal afklares inden man iværksætter projekt baby??

Hvad er vigtig at få afdiskuteret??

Hvad skal / bør man være enige om??

Jeg er helt på barbund med en samtale jeg føler er NØDVENDIG nu for at stoppe mit ellers tankemyller.. Men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal starte den og hvordan jeg skal gribe den an.. Jeg har brug for helt præcise forslag og gerne helt ud i div detaljer spørgsmål..

Håber i vil hjælpe..

Jeg ville tage en snak om, hvordan i vil, at hverdagen skal fungere.

Hvem skal gøre hvad hvornår?

Og så om, hvilke regler, som er vigtige for jer.

Hvad er god bordskik for små børn? Hvad vil I lægge vægt på? Hvad er vigtigt for hver af jer?

Og ting som kosthold mm:

Skal der ændres i kostholdet? Hvad er et ok kosthold for barnet?

ud over det ville jeg vel tænke at en snak om, hvordan i hver især ser fremtiden for sig, vil være en god ide. Hvis i intuitivt går i hver sin retning, kan det jo blive vanskeligt, hvis I ikke får jer samkørt. Hvor mange børn ser I for jer? Hvor kunne i tænke jer at bo? osv.

Lykke til med det hele.

Mit bedste råd er at lære hinanden rigtig godt at kende først inden man får børn. Og sørg for at nyde hinanden og det at være kærester uden at være forældre sammen inden. Det er bare en stor opgave at få barn, så det er vigtigt man har knyttet nogle stærke bånd inden, så man kan stå sammen når det er hårdt. Det kan være I allerede har det - jeg ved ikke hvor længe I har været sammen. Desuden synes jeg det er vigtigt at ønsket om et barn er ligeså stort for ham som det er for dig. Det var måske ikke så konkret som det du eftersøgte, men det er de ting jeg synes er vigtige, hvis man skal øge chancen for at man holder sammen efter barnet er kommet. Jeg ønsker dig held og lykke.

Ciss skriver:

Jeg ville tage en snak om, hvordan i vil, at hverdagen skal fungere.

Hvem skal gøre hvad hvornår?

Og så om, hvilke regler, som er vigtige for jer.

Hvad er god bordskik for små børn? Hvad vil I lægge vægt på? Hvad er vigtigt for hver af jer?

Og ting som kosthold mm:

Skal der ændres i kostholdet? Hvad er et ok kosthold for barnet?

ud over det ville jeg vel tænke at en snak om, hvordan i hver især ser fremtiden for sig, vil være en god ide. Hvis i intuitivt går i hver sin retning, kan det jo blive vanskeligt, hvis I ikke får jer samkørt. Hvor mange børn ser I for jer? Hvor kunne i tænke jer at bo? osv.

Lykke til med det hele.

Kosthold???

Mit bedste råd er at lære hinanden rigtig godt at kende først inden man får børn. Og sørg for at nyde hinanden og det at være kærester uden at være forældre sammen inden. Det er bare en stor opgave at få barn, så det er vigtigt man har knyttet nogle stærke bånd inden, så man kan stå sammen når det er hårdt. Det kan være I allerede har det - jeg ved ikke hvor længe I har været sammen. Desuden synes jeg det er vigtigt at ønsket om et barn er ligeså stort for ham som det er for dig. Det var måske ikke så konkret som det du eftersøgte, men det er de ting jeg synes er vigtige, hvis man skal øge chancen for at man holder sammen efter barnet er kommet. Jeg ønsker dig held og lykke.

Enig i det meste - men nu er det ikke det samme når der allerede er et barn i forvejen.. Selvfølgelig skal man lære hinanden godt at kende, men 1 et langt forhold er ikke ens betydende med at det holder.. 2, så når man på et tidspunk en alder hvor man ikke kan blive ved med at vente..  Vi h ar dog været kærester i 2½år

Jeg havde faktisk den samtale helt i starten af mit forhold med min kæreste. Men det var hovedsageligt fordi der er en rimelig stor aldersforskel på os, og så har han 3 børn fra tidligere forhold samt jeg har min datter. Det var derfor meget vigtigt for mig at få på det rene at jeg VED jeg skal have flere børn. Jeg er ikke færdig med at være gravid og føde børn. Jeg skal minimum have 1 mere. Derfor var der vigtigt for mig at få forventnings afstemt inden jeg investerede en masse tid og følelser i et forhold. Han var/er heldigvis totalt med på idéen om at lave en fælles unge, når vi på et tidspunkt er flyttet sammen. 

Derudover så skal man være enig om grundværdierne og opdragelse. 
Snak om hvilken til gang I hver især har til nogle af de forskellige aspekter af opdragelse. Vil I opdrage efter frihed under ansvar og learning by doing? Eller mere forældrestyret? Eller børnestyret? Hvad skal der være plads til i en familie og hvad må man ofre?

Tror jeg. Som sagt startede min kæreste og jeg den samtale helt i starten, inden vi sådan rigtig kom sammen, og har egentlig sådan taget den løbende som forskellige emner kom op.

Fejl47 skriver:

Kosthold???

 

Ikke alle tænker på samme måde omkring det med mad og små børn. Man kan undgå en del konflikter omkring det ved at tage snakken på forhånd. F eks hvornår er det ok at barnet smager sukkerholdig mad? Skal man tilpasse fællesmaden til børnene, eller skal man lave mildere/børnevenlige retter til børnene og stærk mad, som man plejer, til de voksne? Skal alle middage være sunde nu ?( f eks kender jeg et par, som i alle år før børnene kom plejede at spise købepizza i sofaen som fredagsmiddag. Da der så var kommet en lille størrelse i huset, tog moren det som en selvfølge, at alle middage foregik ved bordet, og at det var sund, fornuftig (helst hjemmelavet) mad også om fredagen. Faren var ikke indstillet på at opgive sin nemme fredagspizza i sofaen, selv om der var kommet børn i huset. Det gav mange skænderier og sure miner) osv. Det er selvfølgelig detaljer, men det er ofte den slags man tager som en selvfølge, og hvis den anden part også tager det som en selvfølge, og der er mange nok detaljer man er uenige om, så er det den slags som kan give nogle helt vanvittige konflikter, når begge to er lidt usikre på sig selv og har søvnunderskud og egentlig bare vil, at ting skal være, som de selv føler er ret (sådan som man er vant til fra sin egen barndom?).

MummiT skriver:

Jeg havde faktisk den samtale helt i starten af mit forhold med min kæreste. Men det var hovedsageligt fordi der er en rimelig stor aldersforskel på os, og så har han 3 børn fra tidligere forhold samt jeg har min datter. Det var derfor meget vigtigt for mig at få på det rene at jeg VED jeg skal have flere børn. Jeg er ikke færdig med at være gravid og føde børn. Jeg skal minimum have 1 mere. Derfor var der vigtigt for mig at få forventnings afstemt inden jeg investerede en masse tid og følelser i et forhold. Han var/er heldigvis totalt med på idéen om at lave en fælles unge, når vi på et tidspunkt er flyttet sammen. 

Derudover så skal man være enig om grundværdierne og opdragelse. 
Snak om hvilken til gang I hver især har til nogle af de forskellige aspekter af opdragelse. Vil I opdrage efter frihed under ansvar og learning by doing? Eller mere forældrestyret? Eller børnestyret? Hvad skal der være plads til i en familie og hvad må man ofre?

Tror jeg. Som sagt startede min kæreste og jeg den samtale helt i starten, inden vi sådan rigtig kom sammen, og har egentlig sådan taget den løbende som forskellige emner kom op.

Problemet her er at kæresten er gået fra at ønske et barn og derved have et på fuld til  - til nu her 2½år efter at være i TVIVL!!!

Han frygter vi ikke kan blive enige om opdragelse, og er for forskellige.. Men hvordan afstemmer man helt konkret?? Det er her jeg føler vi bør starte - vi har trods alt børn i huset i forvejen..

Ciss skriver:

Ikke alle tænker på samme måde omkring det med mad og små børn. Man kan undgå en del konflikter omkring det ved at tage snakken på forhånd. F eks hvornår er det ok at barnet smager sukkerholdig mad? Skal man tilpasse fællesmaden til børnene, eller skal man lave mildere/børnevenlige retter til børnene og stærk mad, som man plejer, til de voksne? Skal alle middage være sunde nu ?( f eks kender jeg et par, som i alle år før børnene kom plejede at spise købepizza i sofaen som fredagsmiddag. Da der så var kommet en lille størrelse i huset, tog moren det som en selvfølge, at alle middage foregik ved bordet, og at det var sund, fornuftig (helst hjemmelavet) mad også om fredagen. Faren var ikke indstillet på at opgive sin nemme fredagspizza i sofaen, selv om der var kommet børn i huset. Det gav mange skænderier og sure miner) osv. Det er selvfølgelig detaljer, men det er ofte den slags man tager som en selvfølge, og hvis den anden part også tager det som en selvfølge, og der er mange nok detaljer man er uenige om, så er det den slags som kan give nogle helt vanvittige konflikter, når begge to er lidt usikre på sig selv og har søvnunderskud og egentlig bare vil, at ting skal være, som de selv føler er ret (sådan som man er vant til fra sin egen barndom?).

Også her er jeg enige at man er forudindtaget på mange ting..

Men vi har jo børn i vores liv.. Min søn var halvanden da vi flyttede sammen og hans datter (min bonusdatter) var 4år - så alt det med ikke at spise i sofaen er afdiskuteret..

Faktisk skal vi jo allerede nu være enige - så det er derfor det er SÅ svært for mig at finde ud af hvor er det vi skal sætte os ned og blive enige (gå på kompromis) Vi er jo ikke ego kærester, hvis liv der pludselig ændres.. Det er mere at vi har hver vores barn vi har haft dominerende holdninger til - og hvordan finder vi ud af om vi kan give slip og være enige nok til at have lige meget at skulle have sagt overfor et fællesbarn..

Jeg tænker lidt om i ikke har et fælles regelsæt der gælder begge børn? det vil jo også gælde fællesbarnet.

Men ellers er det jo noget med at snakke om de til man er uenige om, og komme frem til nogle kompromiser, har vi gjort her, og er enige om hvordan et barn skal opfostres, det vi evt. er uenige om, løser vi hen af vejen