det er så anstrengende

Mathias Villads skriver:

Nu læser vi det nok forskelligt, for jeg læser at bonus som har prøvet og prøvet, men står nu magtesløs og søger råd... Så hun vil jo netop gerne ændre situationen.. Men det jo ikke hendes ansvar, men fars.. Og han må komme på banen sammen med biomor...

TS søger råd til at håndtere situationen som den er nu, hvor hun er angst for barnets måde at afreagere på hendes børn... Og så er der jo ikke noget, der hedder at han var der først, så skal vi tage mest hensyn til ham... Det var da noget mærkelig noget.. De skal tage hensyn fordi han har noget at slås med, som skal løses... Og De skal da Heller ikke straffes for at starte egen familie... Hvorfor skal de bebrejdes at de har fået flere børn? Måske problemerne er startet efter børnene er kommet, og måske ville de være kommet alligevel.. Det ved man ikke.. 

Nu handler det for mig netop ikke om at bebrejde, men om at TS skal forstå, at det ikke blot er en lille dreng på 9 år, der skal ændre adfærd, men hele familien og Navnlig TS der skal ændre sin tilgang! Og det mener jeg faktisk det er. Jeg forstår godt at det er hårdt, men det skal jo gøres? Man HAR ikke noget valg med sine børn. Og TS's mand er far til drengen. Og så synes jeg faktisk at man bør se på hvordan ens familie fungerer osv før man vælger at sætte flere søskende i verden - DET synes jeg er ansvarligt - helt oprigtigt! 

Mathias Villads skriver:

Vi er faktisk enige langt hen ad vejen... Og det tror jeg også TS måske er, når hun har taget det skrevne til sig... Eller det håber jeg da.. For ingen tvivl om, at de som familie er nød til at ændre adfærd... Og det skal de have redskaber til...

Der hvor jeg reageret er, når man angriber TS og mener at de ih og åh så slemme.. For jeg læser faktisk en bonus som gerne vil barnet, men ikke hans væremåde... Og som er angst på sine børns vejne og det skal man da ikke bebrejde hende... Det er jo en reel følelse og en afmagt, som hun står med.. 

Fuldstændig enig, tænker måske bare ikke det var så mange der angreb eller også havde jeg de positive briller på 

mig tænker som du at ts lige skal synke, men håber så virkelig at hun og hele familien vil indse det er en familieopgave og ikke kun handler om en dreng der er "forkert"

Anonymor skriver:

Jamen så må du jo i givet fald sammen med din kæreste/mand tage en snak om, om det så er jer to, der skal være sammen. Hensynet til børn skal altid veje størst, og hvis i ikke er i stand til at nå til en form for enighed omkring at rumme denne her stakkels dreng, så ville det bedste nok være at gå fra hinanden. Det er temmelig drastisk at bryde en hel familie op! Men jeg prøver at sætte det på spidsen for dig, således at du forhåbentlig i stedet vil være åben for at arbejde med jer som familie, og ikke ham som problem.

Du spørger, om han kan mentalundersøges. Det skal han da ikke. Hans adfærd er da en klokkeklar reaktion på de ting, der sker omkring ham. Det siger du jo faktisk selv, når du fortæller, at han kan være rigtig dejlig at være sammen med i mange situationer. Så er det jo tydeligvis ikke en generel problemstilling, men er situationsspecifik.

Jeg er snart færdiguddannet psykologi, og har en del erfaring med PPR-regi (pædagogisk psykologisk rådgivning), og jeg kan fortælle dig, at man her har stort fokus på at arbejde systemisk og med barnets kontekst. Systemisk vil sige at arbejde med det system, der omgiver barnet: Forældre, søskende, skole, venner osv. Og det samme gælder at arbejde med konteksten. Hvordan kan man arbejde med systemet omkring barnet og de kontekster, som barnet indgår i, som bedst muligt fremelsker de positive kvaliteter og egenskaber i barnet? Man er klar over, at et problem yderst sjældent blot reciderer i barnet selv, men i langt de fleste tilfælde i overvejende grad er et produkt af de sociale sammenhænge, barnet indgår i, og i de forskellige kontekster.

For mig at se, både personligt og fagligt, lyder det virkelig ikke til, at i formår at favne en situation, der er sindssygt svær for den her stakkels dreng. At tage ansvar for situationen og vide, at det der sker ikke er i orden, er også ensbetydende med at kaste et blik indad! For hvis du vedvarende fokuserer på, at  han er problemet, at  han skal mentalundersøges, ja så kan jeg næsten garantere dig for, at i ikke finder nogen varig løsning. Overhovedet.

Nej, det er ikke normalt at et barn i den alder, er så udadreagerende og truende. Men! At det ikke er normalt, betyder ikke, at der er noget galt med barnet. Nej her er det, for mig at se, meget meget tydeligt, at der er noget galt med systemet omkring barnet. Det her stakkels barn, som er enebarn, kommer i den her kontekst, hvor far har en anden kvinde, der er nogle andre børn, der hele tiden er sammen, og der er sågar et nyt barn på vej. Den her dreng, vil jo bare sin far. Men han har jo ingen chance for at vide, hvordan man agerer i en søskendekontekst, og han er vant til at have sin mor uden konkurrence. Så når han ikke har lært de sociale spilleregler på en ordentlig måde, så bliver præmissen at agere ud fra meget hurtigt, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Så kan det godt ske i tænker, at han da får lige så meget opmærksomhed som de andre, når han er der. Men forstå det ud fra hans kontekst: Han er vant til at få AL opmærksomheden. Så er det faktisk helt forståeligt, at det er en voldsom og svær oplevelse ind i mellem at stå i en kontekst, hvor opmærksomheden skal deles. Det er IKKE hans skyld! Hans reaktion er helt og aldeles naturlig, og bliver helt naturligt kun værre, når hans behov ikke imødekommes, og når han ikke lærer de sociale spilleregler på en ordentlig måde.

Og det kan han ikke, når han møder modstand. Det kan godt ske du siger, at du ikke viser ham den modstand, du føler. Men børn er nu en gang ikke dum. Vi har her at gøre med en lille dreng, som du frygter, og som du føler bør mentalundersøges. Naturligvis kan han mærke den modstand. Og naturligvis reagerer han på den.

Tilmed er der ingen fast struktur og rammer, fordi han selv får lov at bestemme, hvorvidt han skal blive hos jer eller ej. Det er jeres ansvar at holde fast i, at han naturligvis skal blive, fordi i elsker ham og vil ham! Ellers vil han føle sig uønsket. Og er moderen problemet, så tager i selvfølgelig en snak med hende om samværsordningen og vigtigheden af struktur. Hjælper det ikke, går i i statsamtet og får fastlagt en fast aftale, som alle parter skal holde, og får en samtale med en børnesagkyndig, som kan hjælpe jer med at få indblik i, hvorfor denne struktur og samarbejdet er så evigt vigtigt.

Så kan det godt ske, at moderen stadig vil modarbejde. Det sker jo. Men det er stadig jeres opgave at fortælle denne dreng, at i virkelig ønsker, at han bliver. Det er jeres ansvar, at han føler sig elsket og velkommen og værdsat. Det er jeres ansvar at finde et kompromis mellem de gængse regler i jeres hjem, og de behov han har.

Og det kan snildt være, i har behov for et professionelt blik på det her. Det tror jeg, at i har. Men så skal det være med den hensigt, at i ønsker redskaber til som familie, at indrette jer og handle på en måde, der kan rumme denne dreng, så alle de positive sider - som han tydeligvis har - kan fremelskes. Fokus skal ikke være, hvordan i ændrer ham, hvordan i løser det problem, han har. For han har nok problemer. Men de er tydeligvis - baseret på det ikke er en generel ting - en reaktion, og de løser sig ikke, hvis ikke i er parate til at se indad og arbejde med jer selv som familie.

Virkelig godt skrevet!

Anonymor skriver:

Jamen så må du jo i givet fald sammen med din kæreste/mand tage en snak om, om det så er jer to, der skal være sammen. Hensynet til børn skal altid veje størst, og hvis i ikke er i stand til at nå til en form for enighed omkring at rumme denne her stakkels dreng, så ville det bedste nok være at gå fra hinanden. Det er temmelig drastisk at bryde en hel familie op! Men jeg prøver at sætte det på spidsen for dig, således at du forhåbentlig i stedet vil være åben for at arbejde med jer som familie, og ikke ham som problem.

Du spørger, om han kan mentalundersøges. Det skal han da ikke. Hans adfærd er da en klokkeklar reaktion på de ting, der sker omkring ham. Det siger du jo faktisk selv, når du fortæller, at han kan være rigtig dejlig at være sammen med i mange situationer. Så er det jo tydeligvis ikke en generel problemstilling, men er situationsspecifik.

Jeg er snart færdiguddannet psykologi, og har en del erfaring med PPR-regi (pædagogisk psykologisk rådgivning), og jeg kan fortælle dig, at man her har stort fokus på at arbejde systemisk og med barnets kontekst. Systemisk vil sige at arbejde med det system, der omgiver barnet: Forældre, søskende, skole, venner osv. Og det samme gælder at arbejde med konteksten. Hvordan kan man arbejde med systemet omkring barnet og de kontekster, som barnet indgår i, som bedst muligt fremelsker de positive kvaliteter og egenskaber i barnet? Man er klar over, at et problem yderst sjældent blot reciderer i barnet selv, men i langt de fleste tilfælde i overvejende grad er et produkt af de sociale sammenhænge, barnet indgår i, og i de forskellige kontekster.

For mig at se, både personligt og fagligt, lyder det virkelig ikke til, at i formår at favne en situation, der er sindssygt svær for den her stakkels dreng. At tage ansvar for situationen og vide, at det der sker ikke er i orden, er også ensbetydende med at kaste et blik indad! For hvis du vedvarende fokuserer på, at  han er problemet, at  han skal mentalundersøges, ja så kan jeg næsten garantere dig for, at i ikke finder nogen varig løsning. Overhovedet.

Nej, det er ikke normalt at et barn i den alder, er så udadreagerende og truende. Men! At det ikke er normalt, betyder ikke, at der er noget galt med barnet. Nej her er det, for mig at se, meget meget tydeligt, at der er noget galt med systemet omkring barnet. Det her stakkels barn, som er enebarn, kommer i den her kontekst, hvor far har en anden kvinde, der er nogle andre børn, der hele tiden er sammen, og der er sågar et nyt barn på vej. Den her dreng, vil jo bare sin far. Men han har jo ingen chance for at vide, hvordan man agerer i en søskendekontekst, og han er vant til at have sin mor uden konkurrence. Så når han ikke har lært de sociale spilleregler på en ordentlig måde, så bliver præmissen at agere ud fra meget hurtigt, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

Så kan det godt ske i tænker, at han da får lige så meget opmærksomhed som de andre, når han er der. Men forstå det ud fra hans kontekst: Han er vant til at få AL opmærksomheden. Så er det faktisk helt forståeligt, at det er en voldsom og svær oplevelse ind i mellem at stå i en kontekst, hvor opmærksomheden skal deles. Det er IKKE hans skyld! Hans reaktion er helt og aldeles naturlig, og bliver helt naturligt kun værre, når hans behov ikke imødekommes, og når han ikke lærer de sociale spilleregler på en ordentlig måde.

Og det kan han ikke, når han møder modstand. Det kan godt ske du siger, at du ikke viser ham den modstand, du føler. Men børn er nu en gang ikke dum. Vi har her at gøre med en lille dreng, som du frygter, og som du føler bør mentalundersøges. Naturligvis kan han mærke den modstand. Og naturligvis reagerer han på den.

Tilmed er der ingen fast struktur og rammer, fordi han selv får lov at bestemme, hvorvidt han skal blive hos jer eller ej. Det er jeres ansvar at holde fast i, at han naturligvis skal blive, fordi i elsker ham og vil ham! Ellers vil han føle sig uønsket. Og er moderen problemet, så tager i selvfølgelig en snak med hende om samværsordningen og vigtigheden af struktur. Hjælper det ikke, går i i statsamtet og får fastlagt en fast aftale, som alle parter skal holde, og får en samtale med en børnesagkyndig, som kan hjælpe jer med at få indblik i, hvorfor denne struktur og samarbejdet er så evigt vigtigt.

Så kan det godt ske, at moderen stadig vil modarbejde. Det sker jo. Men det er stadig jeres opgave at fortælle denne dreng, at i virkelig ønsker, at han bliver. Det er jeres ansvar, at han føler sig elsket og velkommen og værdsat. Det er jeres ansvar at finde et kompromis mellem de gængse regler i jeres hjem, og de behov han har.

Og det kan snildt være, i har behov for et professionelt blik på det her. Det tror jeg, at i har. Men så skal det være med den hensigt, at i ønsker redskaber til som familie, at indrette jer og handle på en måde, der kan rumme denne dreng, så alle de positive sider - som han tydeligvis har - kan fremelskes. Fokus skal ikke være, hvordan i ændrer ham, hvordan i løser det problem, han har. For han har nok problemer. Men de er tydeligvis - baseret på det ikke er en generel ting - en reaktion, og de løser sig ikke, hvis ikke i er parate til at se indad og arbejde med jer selv som familie.

Måske misforstår jeg, for du mener vel ikke, at 3 børn under 6 skal være skilsmissebørn, fordi deres storebror er voldelig overfor dem? Hvad løser dét? 

Abracadabra skriver:

Måske misforstår jeg, for du mener vel ikke, at 3 børn under 6 skal være skilsmissebørn, fordi deres storebror er voldelig overfor dem? Hvad løser dét? 

Ja, så misforstår du det er naturligvis ikke det, jeg mener. 

Jeg kom lige til og læse den her gennem mine pædagog briller, og et eller andet tikker i min hjerne.. Jeg arbejder faktisk med en dreng som netop udviser mange af de ting som du beskriver.. Og et eller andet sted kan jeg se drenge for mig når jeg kigger på ham som jeg er sammen med hver dag..

mit bedste råd må være se og få far og mor i samme båd. Og få fat i PPR i en fandes fart.. Stakkels dreng. Huske på som 9 årig er det voldsomt forestil dig det så med en stor dreng på 16!!! 

Han skal have hjælp asap og i skal hjælpe ham med og få det.

Anonym skriver:

Det var rigtig skønt da vi ikke havde fælles børn. Nu er det rigtig forfærdeligt! Han bestemte heller ikke selv over samværd dengang, men efter han brækkede benet på en af de mindste så fik jeg måske slået lidt hårdt i bordet og sagt at nu var det nok!! Nu er vi så på vej op igen og forsøger med noget samværd men det er så frygteligt st gå og være bange for barn på 9 år i sit eget hjem!!! Han er ikke en del af vores familie, det burde han være ja!! Men jeg kan ikke lukke ham ind når han er så hård og konfliktsøgende! Jeg oplever at hans adfærd smitter utroligt meget af på de to andre! Jeg ved godt det er hårdt at høre sandheden men jeg har det simpelthen frygteligt og jeg kommer jo ingen vejne ved at lukke mig selv inde med mine tanker og følelser, det gør mig da mega ked af det at jeg ikke bare kan elske den dreng og være helt rolig omkring ham, men i mit hovede er han udelukkende en trussel mod MINE børn!

Hvad ville du gøre hvos han var dit biologiske barn og 9 år og opførte sig sådan? Hvis han havde en eller anden sygdom dr gjorde ham udadreagerende? Så ville du vel kæmpe for at han kunne blive integreret i familien alligevel - du er nok nødt til at ændre indstilling til ham og se ham som en af DINE børn eller helt undlade at få han på samvær, for dét der lyder som om at han tager varig skade af ikke at blive rummet - undskyld for de hårde ord, men det var min tanke - kunne man ikke indvolvere biomor, evt optage hans adfær og tale med hende om at få noget struktur på hans ordning?

Jeg får så jammerligt ondt i maven på vegne af din bonussøn. Jeres relation er udelukkende de voksnes ansvar. Han trænger så tydeligt til noget opmærksomhed, der ikke skal deles med søskende. Han trænger, i mine øjne, til noget positiv anerkendelse og respons. Alene den måde du beskriver ham på, er med til at fastholde ham i netop den opførsel og væremåde. Jeg ville i stedet for at fokusere på ham, fokusere på mig selv og hans kontekst. Hvad kan DU gøre og tilbyde? Husk; Der findes ikke problembørn, men børn i problemer.  Ønsker jer alt det bedste! 

Anonym skriver:

Jeg føler mig godt nok lidt skudt ned fordi jeg føler og tænker som jeg gør! Jeg har nemlig ikke tiden til at tage en masse alene tid med ham, og det er ikke fordi jeg ikke vil, men jeg opfordre tit far til at lave noget hyggeligt bare de to! Det var det jeg allerhelst ville da jeg var bonudbarn i min barndom, jeg gad da ikke være sammen med min fars nye kone, hun er og var sød nok der var ikke det men jeg ville da hellere være sammen med min far alene uden mine små nye søstre! Jeg har faktisk også været ved at læse om forskellige personlighedsforstyrrelser og han passer foruroligende godt ind i nogen af de beskrivelser, 

Alle folk passer foruroligende godt ind i beskrivelserne af diverse personlighedsforstyrrelser. Alt afhænger af øjnene der ser.

Hilsen hende, der blev diagnostiseret med en personlighedsforstyrrelse, som selv samme læge måtte erklære som værende en fejldiagnose kun ni måneder efter den blev stillet.

Det er muligt der ikke findes problembørn - men jeg kan nikke genkendende til meget af det TS skriver. Jeg har selv to bonusbørn - og to der kun er mine (lyder helt forkert at skrive det sådan).

Men jeg kan genkende rigtig meget af det. Mine bonusbørn har brug for utrolig meget opmærksomhed - og det får de, af både deres far og af mig, men jeg kan da mærke nu, efter to år, at nu må det stoppe - der skal jo også være plads til os alle sammen. Og det er der bestemt ikke nu.

De kræver rigtig meget, de vil kun det de vil - og hvis de ikke får som de ønsker - og her snakker vi om alt - så tuder de og vil hjem til deres mor!

Det er så hårdt, og tager så mange kræfter at det kan svært at være den glade mor/bonusmor jeg rigtig gerne vil være.

Men når ingenting er godt nok - hverken aftensmad, madpakker, tøj, legetøj, spil, værelser.... Det de andre (mine har) er altid bedre.... men de har det samme.

Og nu er det bare sådan - at mine piger er begyndt at få skylden for at bonusbørnene ikke vil være hos os længere! Det er ikke til at holde ud!

Biomor gør alt for at det er bedre hos hende, køber alt det nye til dem - og det kan vi slet ikke hamle op med - og for øvrigt mener jeg heller ikke vi skal. Børn skal ikke have alt hvad de peger på  - og jeg er slet ikke med på at købe børn med den slags materielle ting.

De skal være hos os som min to piger - samme regler. Sådan er det bare ikke.....

Og er begyndt at tro at børn faktisk godt kan regne den ud - at hvis de tuder og heller vil hjem til mor, så bliver reglerne slækket hos os - så de kan gøre hvad de har lyst til, selvom de godt ved at de to andre ikke har samme rettigheder. Det er ikke fair!

Og nu er det kommet til at jeg slet ikke eksisterer for dem - jeg er usynlig. Det er så hårdt - for jeg har hele tiden kæmpet for at det er vores alle sammen hjem.