Hvornår vidste i om i var klar til børn

CamillAAAA skriver:

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

Jeg var 25 dag jeg fødte nr 1 og er 26 når jeg føder nr 2 og jeg er glad for jeg ikke fik børn før selvom jeg altid gerne har ville have barn tidligt var 25 bare den perfekte alder men jeg vil da ærligt indrømme jeg har savnet at kunne sove længe men nu hvor min ældste er på 3 uge i vuggestuestart er det ikke noget jeg heller ville end at have hende hjemme hos mig 24/7 

Tak for de søde svar, dejligt at hører hvordan i andre har haft det og tænkt. Det gør mig lidt mere rolig, er sikker på når tiden er inde så bliver jeg klar og jeg glæder mig til at få den lille familie jeg aldrig selv har haft <3  

Jeg var sikker, da jeg ikke længere tvivlede på om jeg havde lyst til at ofte en stor del af mit liv - og søvn. Jeg elsker min søvn, jeg ville ønske at jeg kunne sove hele døgnet  da det ligesom blev en biting, var jeg sikker. Min kæreste tog dog lidt længere tid 

Jeg havde altid tænkt jeg ikk skulle ha børn, at jeg ikk var mor materiale. Men så kom min mand ind i billedet og allerede efter 9 måneder smed vi præventionen i en alder af 21 år. Jeg blev gravid efter 1,5 år og jeg var skrækslagen. Jeg havde ønsket det barn fra start men da jeg så var gravid tænkte jeg fuck og jeg græd. Jeg mistede efter en uge. Og ja jeg var mere ked end lettet så vi prøvede igen. Efter 8 måneder blev jeg gravid igen og jeg var overlykkelig men mistede desværre igen. Vi var så i behandling et år efter skulle lige ha overstået vores bryllup. Og ja jeg var lykkelig også nu vi havde kæmpet i 3 år men jeg tænkte da også ind imellem fuck jeg havde aldrig haft med så små børn at gøre før. Men da hun kom var det som jeg var født til det. Hun er snart tre måneder og vi prøver nu selv at lave en 

CamillAAAA skriver:

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

JEG skulle i hvert fald aldrig have børn, det var sådan nogle snotunger, der skreg og var besværlige og begrænsede ens hverdag, og så endte man jo som sådan en enlig taber-mor uden uddannelse eller fremtid.

Årene gik, og da jeg så var blevet skilt og stod på egne ben med uddannelse og fast job, så bankede ham der drømme-prinsen på min dør en dag, og vi tog springet til en fælles fremtid, vi byggede hus, og jeg så ham være kærlig far for mit bonusbarn.

Da jeg var i starten af 30'erne, gjorde jeg op med mig selv, at jeg ikke ville blive gammel og grå uden at have fået 1! barn (min mand havde været skruk et stykke tid), så vi gjorde forsøget - og jeg var i CHOK, da jeg kort tid efter stod med en positiv test, jeg var ikke klar eller afklaret, heller ikke da jeg fødte, men efter kort tid forelskede jeg mig i det lille væsen, og så var jeg 100% mor og familiemenneske.

------------------

I dag har vi 4 (fire!) børn sammen, jeg elsker at være mor og er fucking god til det, og min mand og jeg har nu en perfekt familie.

Jeg havde det som dig 

Manden havde været skruk i årevis, og pressede på. Til sidst indvilligede jeg i at lægge pillen på hylden, selv om jeg stadig ikke var sikker på, at jeg var egnet som mor. Den første måned uden pillen var præget af panik "hvad fanden har jeg dog rodet mig ud i?" 

Først da vi havde prøvet i mere end 4 måneder og det gik op for mig, at det måske ikke ville lykkedes, blev jeg sikker på at jeg gerne ville have børn. Det gik så lige et par måneder yderligere inden jeg blev gravid. 

CamillAAAA skriver:

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

Da vi fik nr 2. Ved den første vidste vi jo slet ikke hvad vi gik ind til og jeg blev rimelig overrasket over hvor meget sådan en krævede. 

Bshizzle skriver:

Samme her.. Da jeg ikke var i tvivl var jeg klar 

Selvfølgelig sætter man en masse spørgsmål til hvordan det blir og kommer til at gå, men man får hurtigt en hverdag til at køre. 

Jeg ændrede mig fuldstændigt fra at være en party tøs til en fuldtids Mor  

Hehe sådan havde jeg det også. Også passe det med at jeg vil være færdig uddannet. Og min kæreste kun mangle 1 1/2år tilbage. Sådan det med økonomienoget ikke skulle være et problem.