Hvornår vidste i om i var klar til børn

Hej :-) 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

CamillAAAA skriver:

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

Da jeg ikke var i tvivl, vidste jeg at jeg var klar 

Samme her.. Da jeg ikke var i tvivl var jeg klar 

Selvfølgelig sætter man en masse spørgsmål til hvordan det blir og kommer til at gå, men man får hurtigt en hverdag til at køre. 

Jeg ændrede mig fuldstændigt fra at være en party tøs til en fuldtids Mor  

CamillAAAA skriver:

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

Jeg har aldrig haft et særligt stort ønske om at få børn. Indtil jeg blev 28, og BUM, så meldte trangen sig.

Det med at sove længe og tid til sig selv o.s.v. har jeg aldrig tænkt over som en faktor (på trods af at jeg er både b- og ego-menneske). Det er jo bare et vilkår hvis man gerne vil have børn.

Hvis man tvivler, så er man ikke klar (i min verden). 

Når man er klar, tænker man overhovedet ikke over om man er klar til at give op på at stå op kl. 10 og spise sen aftensmad. Alt andet bliver ligegyldigt. 

Jeg tænkte heller ikke over det med at kunne sove længe osv. Jeg er b-menneske. 

Men min baggrund er lidt ligesom din. Jeg havde en dårlig baggrund. Jo ældre jeg blev, jo mere tvivlede jeg på, om jeg skulle have børn... 

Jeg har egentlig altid ville have børn.. Men har været bange for om jeg magtede det pga. Nogle psykiske ting.  

Men da jeg stod med en positiv test (det var et uheld) der vidste jeg, at jeg ville være mor.  Det endte desværre i en bio, men så begyndte min mand og jeg at prøve.  

altså vi snakkede meget om det. Idag har jeg en datter på 1 år og det går rigtigt godt

Hej :-) 

 

Jeg er en kvinde på 24, som har været sammen med min kæreste i et par år i et dejligt stabilt forhold. Han arbejder i militæret og jeg er studerende. Vi har snakket om at prøve at smide prævention når jeg fylder 25 her i slutningen af året også se hvad der sker... 

Jeg er bare både virkelig skræmt, og samtidigt ved jeg heller ikke hvad jeg kan forvente.. Jeg har i mange år ikke ønsket børn da jeg kommer fra en dårlig barndom der gjorde at jeg ikke turde tænke på at sætte et barn i verden da jeg ikke har haft den traditionelle barndom hvis man kan sige det sådan. De sidste par år har jeg dog ændret min mening  og der er ikke noget jeg hellere vil med min kæreste. Ved han bliver en. Fantastisk far og han har en dejlig stor familie også så det er dejligt.. Men altså... Hvornår var i klar til at opgive de morgener i kunne sove til kl 10 og spise aftensmad som det passede jer? Jeg er bare virkelig i tvivl, om jeg skal vente eller bare springe ud i det om et lille års tid også se hvad der sker. 

Er ikke itvivl om det er noget at det største at få et barn, men puha det skrammer mig..... 

Jeg var SLET ikk klar!!! Jeg havde vidst hvem min kæreste var i en måned, han talte ikk dansk, og han var næsten li kommet til dk fra Polen... Jeg blev som sagt gravid efter en måned, og han ville beholde .. Nå ja, livstilsomlægning så det vil noget, jeg boede sådan rundt omkring, jeg havde ingen uddannelse, intet arbejde, ingen penge, min familie havde afskåret mig stort det fordi jeg var vanvittig, og det eneste der betød noget for mig var min hund.. Jeg var 24, og jeg levede livet i fulde drag, for jeg var lige kommet ud af et forfærdeligt forhold på 5 år. Jeg ville IKKE ha et forhold igen! Meeeen, han er den flotteste mand jeg noglesinde har set, han har sine gode sider - og sine dårlige, som han arbejder hårdt på... Vi har været sammen i snart 4 år, og jeg venter barn nr 3 med ham... Jeg fortryder ikk- men hold nu kæft hvor var jeg bange og slet sleeeet ikk forberedt eller klar... Jeg ville faktisk slet ikk ha børn! Men, om du har været sammen med din kæreste i 1 måned, eller 10 år, så ka det stadig gå galt, intet er sikkert i denne verden... Min kæreste har gjort mig til et 100 gange bedre menneske...

Jeg har aldrig ønsket børn, da jeg fik at vide som 18 årig, at jeg havde en meget lille chance for at få børn. Men det hele ændrede sig med min nuværende kæreste. Han gør mig tryg, han er pålidelig, trofast, omsorgsfuld, og han bliver verdens bedste far. Jeg var i et forhold på 4½ år, og jeg ønskede aldrig børn med ham. Det var som om min underbevidsthed vidste, at han bare ikke var den rigtige til at få børn med. Jeg har været sammen med min nuværende kæreste i 1½ år, og jeg finder aldrig en bedre mand at få børn med. Han var med til at gøre mig klar. Vi smed præventationen (p-piller), og så måtte vi se, om det lykkedes. 2 måneder uden p-piller og BUM - en positiv test i hånden. Så det der med en lille chance tror jeg lægen skal trække i land. 

Jeg har altid været som "hvis min mand ikk vil have børn, så behøvede jeg ikk det for at gøre mit liv fuldendt" (det ska siges i dag ville jeg aldrig kunne forestille mig at undvære min søn).. Men da mig og kæresten var midt i tyverne og havde været sammen nogle år, så begynder alle jo at spørge om vi ikk sku have børn.. Så efter noget tid tænkte, vi at den samtale måtte vi nok hellere tage.. Vi var enige om at det ville vi egentlig gerne, og begyndte at prøve.. og jeg vil sige, at jeg vidste ikk 100% at jeg var klar, vi mente ikk at der var noget helt rigtigt tidspunkt.. Der vil altid være en uddannelse, et arbejde, et bryllup eller noget 4. som man lige ska nå.. Og man kan ikk være helt klar for du aner ikk hvordan det er at være mor før du er det.. 

Så mit råd er, mærk efter i maven, hvis I gerne vil have børn sammen og I har nogle rammer som er gode til et barn så gør det.... Dit liv bliver aldrig det samme, men du kan ikk forbedre dig 100% på det.. 

Nu har jeg ikke som sådan børn endnu, men venter mit første barn til maj.  Er 23+6 i dag.  Men jeg vidste det bare... Jeg var afsindigt skruk i flere år inden vi begyndte at prøve. Min mand og jeg var dog enige om at der lige var nogle praktiske ting der skulle på plads først. Uanset hvad jeg forsøgte at udfylde mit liv med, blev skrukheden ikke mindre... I stedet blev jeg bare mere og mere ulykkelig. Det var bare en hel enorm længsel efter at blive gravid med den mand jeg elsker og skabe vores egen familie. Efter at jeg blev gravid er der bare faldet en hel speciel ro over mig. Jeg er bare så lykkelig, og kan mærke helt ind til benet at det bare skal være nu. Næsten en helt dyrisk følelse af at det bare har været det her min krop rent biologisk har villet have i nogle år nu. Intet i hele verden føles mere rigtigt.  Det lyder næsten helt dramatisk, men det er nu engang sådan at jeg har følt det hele.  Det er nok ikke alle der bliver lige så skrukke som jeg blev det, men derfor kan man nu sagtens føle sig klar alligevel. Hvis lysten og omstændighederne er til det, så vil jeg da mene at man næsten er så klar som man kan blive.