Stop tabusering af fødselsdepression.

Jeg har selv en lige nu, og har også valgt og være åben om det ellers får jeg ikke rette behandling osv, har måtte ta et valg om min datter pt er ved min mor til jeg ovenpå igen da øjenkontakt osv ikke fungerede mellem os til sidst!

Sprit25 skriver:

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Jeg fortalte det ikke til nogen da jeg var bange for at kommunen ville banke på døren og komme og tage mine børn :( Her bagefter ved jeg godt at det ville de ikke da mine børn ikke led overlast eller noget i den dur .. Men jeg var virkelig bange for at få stemplet dårlig mor :( Hvis jeg fortalte nogen noget ville jeg jo få den rette behandling, men var super bange :(

CarinaSB skriver:

Jeg fortalte det ikke til nogen da jeg var bange for at kommunen ville banke på døren og komme og tage mine børn :( Her bagefter ved jeg godt at det ville de ikke da mine børn ikke led overlast eller noget i den dur .. Men jeg var virkelig bange for at få stemplet dårlig mor :( Hvis jeg fortalte nogen noget ville jeg jo få den rette behandling, men var super bange :(

Heldigvis hjælper kommunen en, jeg har valgt og bede om hjælp til min da min datter reagerede, pt bor hun ved min mor bad selv om det også hjalp kommunen, og får hende hjem igen når jeg er ovenpå igen, har også været bange for folks reaktion men heller den end min datter lider overlast, så nu skal jeg bare ovenpå så hun kan kom hjem lgen!

Sprit25 skriver:

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Det er jo ikke enestående for fødselsdepressioner, at de er omgærdet af tabu, tavshed, berøringsangst, stigmatisering osv. osv. Det gælder, trods massive kampagner og stort fokus på området, alle typer psykiske lidelser. Som Kronprinsesse Mary formulerede det på det nordiske psykiatritopmøde i december, så er dét at (have) være(t) psykisk sårbar som at have en plet på straffeattesten. 

Når man dertil lægger de stereotype forventninger til en nybagt mor som den lykkeligste kvinde i verden - når hun let kan opleve, at nu skal hun bevise, at hun er en helt uforlignelig mor - så vil mange føle, at de fejler i ekstrem grad, såfremt de rammes af fødselsdepression. Og skam og skyld er ofte trofaste følgesvende, når man har "fejlet". Deraf tavsheden.

Jeg skammer mig over at indrømme det, men selv om jeg har været relativt åben omkring de depressive perioder, jeg har haft tidligere, så har det været vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft en fødselsdepression, men tværtom haft det fantastisk psykisk i forbindelse med mine fødsels- og barselsperioder. Det er sandt, men mit behov for at markere det skyldes helt klart, at ingen skulle stille spørgsmålstegn ved mine kvaliteter som mor. Det er jeg ikke stolt af. 

Så har jeg haft tid til at svare og læse. 

Nogle skriver at man kun vil dele med de nærmeste og det er da helt i orden. Men som sagt har jeg mødt kvinder, hvor kun manden vidste det. Netop fordi de var bange for folks reaktioner. Og det er det jeg ville ønske vi kunne komme udenom. At folk kunne vide det er OKAY at få en fødselsdepression og at det er OKAY at sige det højt. 

Min kæreste kunne SLET ikke sætte sig ind i fødselsdepressioner. For ham var det tåbeligt at kunne blive deprimeret når man netop havde sat et længe ventet og ønsket vidunder i verden.....

Men så fik han selv en, og nu fatter han det

men ja, hans tanker og fordomme fra før vi selv blev forældre, er nok grunden til tabuet. Man forventes at være lykkelig når man har fået en baby, så man er måske bange for at være en dårligere forældre hvis man ikke bare er glad. Eller blive dømt dårligere i hvertfald. 

Sprit25 skriver:

Så har jeg haft tid til at svare og læse. 

Nogle skriver at man kun vil dele med de nærmeste og det er da helt i orden. Men som sagt har jeg mødt kvinder, hvor kun manden vidste det. Netop fordi de var bange for folks reaktioner. Og det er det jeg ville ønske vi kunne komme udenom. At folk kunne vide det er OKAY at få en fødselsdepression og at det er OKAY at sige det højt. 

 

 

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen er uenig. Jeg tror ikke, at nogen mener, tabuer omkring psykisk sygdom er positivt. Med fare for at gentage mig selv, så gælder det psykiske lidelser af enhver art, at de er omgærdet af tabuer, uvidenhed, berøringsangst osv. osv. Ingen ønsker det, men det er et faktum. 

Vil man bidrage til at vende det desværre ældgamle fænomen, kan man - udover selv at være åben om psykiske lidelser - fx melde sig ind i initiativet snakomdet på Facebook eller følge med i tiltagene på en-af-os.dk. Jeg har skrevet debatindlæg om emnet og er med i snakomdet's arbejde for at skabe åbenhed om psykisk sygdom blandt børn. Jeg ved ikke, om der er særlige grupper/projekter med særligt fokus på fødselsdepressioner, men i mine øjne hænger tingene uløseligt sammen - færre tabuer om psykisk lidelse i almindelighed vil også gavne kvinder (og mænd) med fødselsdepressioner. Og ellers  er det da bare om at åbne debatten og udbrede budskabet fx ved at skrive debatindlæg, åbne en gruppe på Facebook, så det kommer ud til flest muligt. 

Jeg ved ikke helt, om det er den type tiltag, du efterlyser, men ethvert bidrag til debatten kan ændre en smule. 

Jeg er ærlig overfor familien og vennerne. Men for arbejdet og den øvrige offentlighed har jeg prøvet at skjule det. 

Ærligt og redeligt er det fordi jeg er bange for at det kan have konsekvenser. Fx miste mit arbejde. Specielt er jeg utrolig bange for hvad det vil have af betydning for næste graviditet og tiden derefter. Samt frygten for at få taget min datter og eventuelle andre børn til den tid. det kan godt være at det lyder latterligt. Men det er sådan jeg føler indeni. 

En anden ting mht ikke at fortælle så meget. Ja det er også at jeg snart er træt af at fortælle til folk der tror de ved så meget, men egentlig bare synes det er noget pjat og at jeg skal tage mig sammen... Så irriterende at folk ikke kan se sammenhængen og tro på det når jeg fortæller i hvilken grad jeg ikke har det godt. 

Jeg har længe fortalt at jeg ikke havde det godt samt at jeg havde en fødselsdepression og stress, men fx så er det først fornylig at min svigermor opdagede hvor slemt det er, og ikke bare dovenskab. Jeg tror virkelig at hun fik øjnene op og beklagede selvfølgelig at jeg skulle havde det sådan. 

Min mor (og andre) har desuden længe sagt at det ingen skam er at have en fødselsdepression, men nærmere hvis man ikke rækker ud efter hjælp og for gjort noget ved det... Ja det er så lige nøjagtig hvad jeg ikke har haft gjort. Af ren frygt og frustrationer samt manglende overskud. Ja så tak, der kom den dårlige samvittighed, der yderligere bare har hjulpet med at gemme det væk. 

Jeg synes ikke nødvendigvis at det er tabu, det er bare svært! For mig er det især lige i øjeblikket. Men første skridt er taget, lægetiden er bestilt til på onsdag, efter kun halvandet år