Stop tabusering af fødselsdepression.

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Sprit25 skriver:

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Nu har jeg ikke selv haft fødselsdepression, men jeg tror faktisk at en af grundende til at folk går stille mes dørene omkring det, er at mange er alt for uvidende omkring hvad en fødselsdepression er, eller kan være. Mange har en forventning om at dét at blive mor er den rene lykkeros, og derfor synes det er mærkeligt at nogle ikke oplever det på denne måde. Det er en skam at de der oplever en fødselsdepression skal føle sig som en dårlig mor, pga manglende forståelse fra omverdenen. 

Jeg tror at der er flere ting i det... jeg personligt havde meget svært ved at acceptere at jeg havde problemer med at passe mit barn og at jeg til tider var nødt til at få ham passet... jeg tror mange har svært ved at fortælle sådan nogle ting, fordi at Danmark i dag er: forældre i arbejde, børn der har det "hele" og det hele kører godt (glansbillede)... Alle problemerne holder man for sig... 

Også uvidenhed for alle andre... Jeg kender ikk mange der helt reelt forstår hvad det faktisk vil sige at have en depression! 

Men stadig synes jeg at det er flot at fortælle åbent om det, for det er starten til at lære andre om, hvad det vil sige at have en depression o.l. 

Jeg fik selv en fødselsdepression. Og først nu, 10 måneder senere, tør jeg indrømme overfor både mig selv, men også andre, at det var det der foregik. 

Jeg tror en af de primære grunde er at jeg har været bange for at blive stemplet som en dårlig mor. Jeg har været helt panisk over hvis folk fandt ud af det og jeg gik helt i selvsving da min svigermor nævnte en fødselsdepression. 

Nu taler jeg åbent omkring det. Især overfor mine gravide veninder, så de ved at det ikke er noget folk bliver mærkelige i hovedet over. 

Sprit25 skriver:

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Jeg tror nu også, at en vigtig pointe er, at ikke alle har  lyst til at dele deres svære følelser med gud og hver mand. Jeg tænker, at det er meget fair og normalt at ville holde de svære følelser for sig selv og sine nærmeste

Anonymor skriver:

Jeg tror nu også, at en vigtig pointe er, at ikke alle har  lyst til at dele deres svære følelser med gud og hver mand. Jeg tænker, at det er meget fair og normalt at ville holde de svære følelser for sig selv og sine nærmeste

Men jeg kender nogen hvor ikke engang de nærmeste vidste det? Fordi hun synes det var flovt

Sprit25 skriver:

Men jeg kender nogen hvor ikke engang de nærmeste vidste det? Fordi hun synes det var flovt

Der er jo også nogle, som ikke fortæller deres nærmeste om fertilitetsbehandling... 

Sygdom er vel generelt privat, så jeg tænker ikke, at der er et særligt tabu omkring fødselsdepression. Generelt taler de færreste meget højlydt om deres ligtorne, hæmorider, paradentose... Heller ikke til deres nærmeste. 

Abracadabra skriver:

Der er jo også nogle, som ikke fortæller deres nærmeste om fertilitetsbehandling... 

Sygdom er vel generelt privat, så jeg tænker ikke, at der er et særligt tabu omkring fødselsdepression. Generelt taler de færreste meget højlydt om deres ligtorne, hæmorider, paradentose... Heller ikke til deres nærmeste. 

Men jeg synes også bare der er forskel på en fødselsdepression og anden fysisk sygdom. Mange kvinder ville måske få det bedre med sin depression hvis det ikke var tabu? 

Sprit25 skriver:

Jeg har tænkt over noget. 

Nu har jeg selv haft en fødselsdepression og jeg har snakket højt og flot om den. Hvilket jeg, af fagpersoner er blevet mødt med stor ros af. Men kvinder i samme både som mig, hvisker det ud imellem tænderne når de fortæller mig det. Fordi det er et tabu. Jeg kan stadig huske da jeg fortalte det på mit studie. Hvordan en tog om mig og sagde: hvor er det flot du tør sige det. 

Men tør sige hvad? At jeg blev så overvældet at det satte sig på mig? At jeg har angst og derfor måske nemmere til at blive deprimeret? Hvorfor er det et tabu? Hvad tror I? 

Nu har jeg godt nok ikke haft en fødselsdepression men jeg lider så af to typer angst som føle af flere års voldsomme traumer...... 

Folk blir meget overrasket over af jeg er så åben omkring min angst for det er jeg.... For mig er det vigtigt at de folk der er omkring mig enten i min praktik eller på mit studie og selvfølgelig mine venner og veninder ved hvem jeg er... For angsten er en del af mig.... Og så ved folk hvorfor jeg nogen gange kan virke anderledes.....  Jeg har fået stor ros af min psykolog og alle omkring mig for min åbenhed omkring det....

men jeg oplever også at meget af det både angst og depression er tabu og folk ikke vil snakke om det.... Nogen skrev at der jo nok var nogen der bare ikke ville dele det med hvem hvem som helst...... Jeg sys det fr ærgeligt at holde sådan noget inde fordi så tror jeg netop folk misforstår en og får en helt forkert opfattelse af en... Fordi de netop ikke ved hvad der ligger til grunde for man er som man et....

Sprit25 skriver:

Men jeg kender nogen hvor ikke engang de nærmeste vidste det? Fordi hun synes det var flovt

Jeg har jo altså heller ikke i alle skrevet, at det gælder ALLE, eller at det med tabu ikke gælder NOGEN jeg forsøger blot at nuancere debatten.