L-mor skriver:
Jeg synes, du har handlet helt korrekt.
Børn i den alder bider, fordi de er frustrerede over den forskel på deres evne og lyst til ville være sammen med andre om aktiviteter og deres manglende evne til at kommunikere. Derfor bider de primært de mennesker, de helst vil være sammen med - forældre, søskende, legekammerater i vuggestuen, det spændende barn, der er på besøg, osv., men ikke postbudet, vennernes forældre, pædagogen fra den anden stue, nyfødte og andre 'uinteressante' mennesker. Det er en form for kontakt-/kommunikationsforsøg. Derfor smiler/griner de også stort, når kontakten 'lykkes' - det er ikke et skadefro grin over din smerte. De skal ikke straffes eller skammes ud - og ikke bides igen!!! Du skal sige bestemt fra: nej, det må du ikke, NEJ!, flytte hånden, afbryde den del af legen, osv. konsekvent og vedholdende. Og du skal ikke have dårlig samvittighed over at råbe av, osv.Men barnet skal trøstes, når det bliver forskrækket og det skal mødes med forståelse for, hvor skideirriterende det er ikke at kunne sige alt det, man gerne vil og få andre med på den leg man gerne vil.
Sig fra og trøst - og tag nogle dyyyyybe indåndinger. Det går over, men nok først om et par lange uger/måneder
Det er også sådan det falder mig mest naturligt at reagere. - Sige fra og afbryde situationen. Måske jeg skal være bedre til helt at flytte hende fra situationen, det må jeg arbejde på. Men jeg kunne ikke finde på at bide igen, synes det er et HELT forkert signal at sende.
Så må jeg væbne mig med tålmodighed og blive ved på samme måde.
