Lige et lille pip fra en studerende *S*
Hvorvidt din datter er klar eller ej, ja det er jo kun dig, der kan svare på det. Der er så megen snak om instututionsbørn og jeg har den (kyniske??) indstilling, at det er den virkelighed de fleste lever i idag. Vi er sq nødt til at have vores børn i institution for at hverdagen kan hænge sammen i de små hjem, så må vi få det bedste ud af det. Og når alt kommer til alt så er der, efter min mening, også fordele ved at børn starter relativt tidligt i institution.
Når det så er sagt, så er vi meget bevidste om kvaliteten, når vi er samlet herhjemme - altså kvalitet fremfor kvantitet.
Tristan startede i DP 3 mdr før end planlagt, da jeg havde en efterfødselsreaktion, der gjorde, at jeg bl.a. havde svært ved at rumme hverdagen sammen med ham. Heldigvis har jeg verdens bedste SP og hun fremtryllede plads til os i løbet af no time + et formidabelt terapiforløb til mig. Egentlig havde det nok været bedst for både Tristan og jeg selv, at han var startet 2 mdr. før - altså fra omkring den alder din datter har nu - og dette havde han bestemt også været klar til. Men det er jo også set i lyset af, hvordan vores situation var.
Tristan er en dreng, der altid har været meget fremme i sandalerne og længere i sin udvikling end jævnaldrene, og han NØD det virkeligt, da han startede i SP. Pludselig blev hans horisont udvidet og det var bestemt noget der passede vores nysgerrige lille mand.
Jeg gjorde det, da jeg jo havde hele sommeren inden jeg skulle starte på sem igen, at jeg nogle dage gav ham ½ dage i SP og nogle dage var han selvfølgelig "bare" hjemme hos mig og andre dage igen var han der det meste dagen.
Mht studierne, så er vi så heldige at Tristan er forholdsvis nem på alle måder, så det var ikke svært at få en rytme ind i hverdagen.
Når han er puttet om aftenen er det lektietid de fleste aftener - andre aftener er bestemt sat af til "mor og far tid" ;) Det er vi meget bevidste om at overholde, da vores forhold ikke må drukne i bleer og studier. Ind imellem betyder det, at jeg ikke får læst alt, hvad jeg burde, men sådan er det. Når jeg engang kommer ud i det virkelige liv, må jeg også lave prioriteringer. Der ud over er jeg blevet en helt fantastisk skimmelæser, altså at jeg har fået lært mig selv at skimme tekster efter den viden jeg skal bruge i dem.
I pressede perioder på studiet laver jeg læseplan til mig selv. Hvis ikke jeg laver dette, så er dagene pludselig gået og jeg mangler at læse en hel del, så det er også et tip fra mig. Denne læseplan indgår i planlægningen af vores hverdag.
Af erfaring vil jeg råde dig til, at informere medstuderende du skal arbejde tæt sammen med (fx studiegruppe m.v.), at du har et barn og hvad det kan komme til at betyde. Giv dem mulighed for at melde fra, hvis ikke de synes de kan rumme at du har et barn - og tag det ikke ilde op hvis de melder fra, det er sq det bedste for alle parter ;). Jeg selv troede det var løgn, da især én af mine medstuderende (som jeg SKULLE arbejde sammen med i perioder) bitchede max over, at jeg tog hensyn til Tristan i et par situationer, hvor han altså kom før studiet.
Men jeg har desværre måtte erkende, at selvom jeg er på et studie med børn i fokus (folkeskolelærer), så er der ikke særlig meget forståelse fra nogle, at jeg har en søn, jeg SKAL tage hensyn til. Så derfor: meld ud, hvad det kan komme til at betyde i.f.m. fx sygdom.
Det sidste jeg lige kan komme på er, at jeg har måtte sænke ambitionsniveauet for mig selv. Jeg har så altid været MEGET ambitiøs på mit studie, så det overlever jeg nok - selvom det var en hurdle at komme over for mig.
Men det skal sq nok gå for jer :D Der vil sikkert komme perioder, hvor det virker til alt går i fisk, men så brug de muligheder studiet har for vejledning m.v. ved fx studievejlederne.
Held og lykke med det.
Knus
Rikke (H)
Anmeld
