Tavshedspligt? Må kommunen oplyse dette?

Anonym skriver:

Jeg frygter hvad der kan ske hvis jeg fortæller ham det. Vi er af mellemøstlig baggrund og han blev gift med mig under den overbevisning at jeg var jomfru. At fortælle ham det kunne potentielt medføre at jeg mister ham og vores lille baby sin far. Jeg tror jeg kontakter socialrådgiveren inden mødet og siger om hun kan holde deres bekymringer på et generelt plan uden at nævne den specifikke hændelse.

Jeg forstår det.

Synes det er en god ide at tale med dem uden din mand. Nu skriver du, at du er bange for at risikere at miste dit barn, hvis du fortæller det. Det synes jeg du også skal tale med dem om. 

Mange gode tanker til dig 

Anonym skriver:

Jeg har et spørgsmål angående tavshedspligt. Jeg var udsat for et seksuelt overgreb hvilket står skrevet i min journal ved kommunen. Jeg er nu i den situation at jeg skal have mit første barn. På baggrund af at jeg selv har haft en svær opvækst, så vil kommunen gerne lidt ind over vores første måneder med babyen. Min mand kender ikke til dette seksuelle overgreb og det ønsker jeg heller ikke han skal. Af flere grunde. Har kommunen ret til at tage et emne som det overgreb op under et møde hvor vi evt begge to er tilstede eller hører det under deres tavshedspligt?

Du lever jo på en løgn. Hvis jeg var din mand og fandt ud af det ville jeg ikke forlade dig pga overgrebet men nærmere dine usandheder.

Babytiime skriver:

Du lever jo på en løgn. Hvis jeg var din mand og fandt ud af det ville jeg ikke forlade dig pga overgrebet men nærmere dine usandheder.

Du har måske til dels ret. Han burde måske have fået valget omkring hvorvidt han kan acceptere en kone med min baggrund, som indeholder en traumatisk oplevelse. Men jeg tror ikke jeg er alene om at holde sådanne oplevelser for sig selv. Jeg fik det bearbejdet ved psykolog og jeg har haft det så godt at det ikke har været nødvendigt at bringe op. Nu hvor jeg skal være mor så er der opmærksomhed omkring denne gamle hændelse og han ved godt at jeg på mange områder havde en svær opvækst. Blot den specifikke hændelse kender han ikke til.

Babytiime skriver:

Du lever jo på en løgn. Hvis jeg var din mand og fandt ud af det ville jeg ikke forlade dig pga overgrebet men nærmere dine usandheder.

Jeg synes, man skal passe rigtigt godt på med at udtale sig fordømmende om hemmeligholdelse af netop den art hændelser. Det er mere almindeligt, end man måske tror, at tie om seksuelle overgreb for sin partner, og det er der mange årsager til. 

Jeg synes, det er voldsomt at kalde det "at leve på en løgn". Årsagen til fortielsen kan netop være, at man frygter fremover udelukkende at blive defineret som offer for et overgreb; at det bliver noget, andre ser som en altid tilstedeværende del af ens identitet, og der er faktisk intet, man nødigere ønsker, såfremt overgrebet er så bearbejdet, som det nu engang kan blive. 

Jeg har selv fået fuld opbakning af såvel psykolog som psykiatere til at lade et overgreb forblive min hemmelighed. Det ville få så vidtrækkende konsekvenser for mit liv at involvere min mand i det, at det først kommer til at ske, hvis/når jeg slet ikke kan lade være med at sige det til ham. Ingen kan spå om eventuelle negative konsekvenser af at bryde tavsheden, og man er nødt til at respektere, hvad den enkelte vurderer er til at leve med. 

Anonym skriver:

Du har måske til dels ret. Han burde måske have fået valget omkring hvorvidt han kan acceptere en kone med min baggrund, som indeholder en traumatisk oplevelse. Men jeg tror ikke jeg er alene om at holde sådanne oplevelser for sig selv. Jeg fik det bearbejdet ved psykolog og jeg har haft det så godt at det ikke har været nødvendigt at bringe op. Nu hvor jeg skal være mor så er der opmærksomhed omkring denne gamle hændelse og han ved godt at jeg på mange områder havde en svær opvækst. Blot den specifikke hændelse kender han ikke til.

Du er ikke alene 

Sagsbehandleren har tavshedspligt. Hun må ikke fortælle det til din mand uden dit samtykke. Men for at vedkommende kan overholde den, forudsætter det, at hun ved, at din mand ikke ved det. Så jeg ville ringe og fortælle det til hende inden mødet.

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, man skal passe rigtigt godt på med at udtale sig fordømmende om hemmeligholdelse af netop den art hændelser. Det er mere almindeligt, end man måske tror, at tie om seksuelle overgreb for sin partner, og det er der mange årsager til. 

Jeg synes, det er voldsomt at kalde det "at leve på en løgn". Årsagen til fortielsen kan netop være, at man frygter fremover udelukkende at blive defineret som offer for et overgreb; at det bliver noget, andre ser som en altid tilstedeværende del af ens identitet, og der er faktisk intet, man nødigere ønsker, såfremt overgrebet er så bearbejdet, som det nu engang kan blive. 

Jeg har selv fået fuld opbakning af såvel psykolog som psykiatere til at lade et overgreb forblive min hemmelighed. Det ville få så vidtrækkende konsekvenser for mit liv at involvere min mand i det, at det først kommer til at ske, hvis/når jeg slet ikke kan lade være med at sige det til ham. Ingen kan spå om eventuelle negative konsekvenser af at bryde tavsheden, og man er nødt til at respektere, hvad den enkelte vurderer er til at leve med. 

Jeg vil stadig mene din mand er en tissemyre hvis han forlader dig grundet et overgreb! 

Gør mig så ondt. Må jeg spørge hvorfor du ikke vil fortælle det

Sprit25 skriver:

Jeg vil stadig mene din mand er en tissemyre hvis han forlader dig grundet et overgreb! 

Gør mig så ondt. Må jeg spørge hvorfor du ikke vil fortælle det

Min mand ville helt afgjort ikke forlade mig af den grund. Der er en million andre grunde, gode som dårlige, til at jeg ikke har sagt noget og næppe heller kommer til det. Og det er immervæk mig, der skal leve med de konsekvenser, det ville få. 

Manden, der forgreb sig på mig, er i min mors omgangskreds. Vi ser ham en sjælden gang imellem. Min mand bryder sig i forvejen ikke om ham, og fik han at vide, hvad han har gjort mig, ville han givetvis konfrontere ham. Det ville føre SÅ meget negativt med sig - blandt meget andet ønsker jeg ikke, at min mor med snart 40 års forsinkelse skal vide, hvad der skete dengang. Hun vil bebrejde sig selv, at hun ikke opdagede noget - med rette, men JEG kan ikke overskue at skulle rippe op i det skete og skulle sætte hende ind i det. 

Det næste er, at jeg ikke ønsker at få det "stempel" på mig. Jeg er helt klar over, det ikke var min skyld, men jeg har ikke lyst til eller brug for at blive set anderledes på; som et offer for et overgreb. De her ting fylder - med rette, absolut - så meget også i omgivelsernes tanker, at jeg ville føle mig "omdefineret", ikke bare være mig, som jeg er i dag, men også hende, der har været udsat for dét. Det ville svæve i luften, når jeg fx deltager i samtaler om incest og overgreb, folk ville sandsynligvis tænke over, hvad de sagde, og hvad jeg mon tænkte omkring det. 

Min familie, mine veninder, min mand ville være målløse og sårede over, at jeg har tiet om det. Med god grund, men jeg har gjort og ikke gjort, hvad jeg kunne leve med. 

Jeg frygter også, at jeg ved at sige det til min mand ville have svært ved at frigøre mig fra tanker om, hvordan han nu opfatter mig seksuelt. At han eller jeg ville tage det med i soveværelset - nok primært mig - og at gammel skamfølelse ville vælde frem igen. 

Så det er i høj grad MIG, jeg passer på ved at lade det forblive usagt. Og jeg mener, jeg er i min gode ret til selv at afgøre, hvad jeg kan leve og ikke leve med. Jeg synes ofte, tingene bliver fremstillet så forsimplede i disse sager. Det er ekstremt komplekst. 

Mor og meget mere skriver:

Min mand ville helt afgjort ikke forlade mig af den grund. Der er en million andre grunde, gode som dårlige, til at jeg ikke har sagt noget og næppe heller kommer til det. Og det er immervæk mig, der skal leve med de konsekvenser, det ville få. 

Manden, der forgreb sig på mig, er i min mors omgangskreds. Vi ser ham en sjælden gang imellem. Min mand bryder sig i forvejen ikke om ham, og fik han at vide, hvad han har gjort mig, ville han givetvis konfrontere ham. Det ville føre SÅ meget negativt med sig - blandt meget andet ønsker jeg ikke, at min mor med snart 40 års forsinkelse skal vide, hvad der skete dengang. Hun vil bebrejde sig selv, at hun ikke opdagede noget - med rette, men JEG kan ikke overskue at skulle rippe op i det skete og skulle sætte hende ind i det. 

Det næste er, at jeg ikke ønsker at få det "stempel" på mig. Jeg er helt klar over, det ikke var min skyld, men jeg har ikke lyst til eller brug for at blive set anderledes på; som et offer for et overgreb. De her ting fylder - med rette, absolut - så meget også i omgivelsernes tanker, at jeg ville føle mig "omdefineret", ikke bare være mig, som jeg er i dag, men også hende, der har været udsat for dét. Det ville svæve i luften, når jeg fx deltager i samtaler om incest og overgreb, folk ville sandsynligvis tænke over, hvad de sagde, og hvad jeg mon tænkte omkring det. 

Min familie, mine veninder, min mand ville være målløse og sårede over, at jeg har tiet om det. Med god grund, men jeg har gjort og ikke gjort, hvad jeg kunne leve med. 

Jeg frygter også, at jeg ved at sige det til min mand ville have svært ved at frigøre mig fra tanker om, hvordan han nu opfatter mig seksuelt. At han eller jeg ville tage det med i soveværelset - nok primært mig - og at gammel skamfølelse ville vælde frem igen. 

Så det er i høj grad MIG, jeg passer på ved at lade det forblive usagt. Og jeg mener, jeg er i min gode ret til selv at afgøre, hvad jeg kan leve og ikke leve med. Jeg synes ofte, tingene bliver fremstillet så forsimplede i disse sager. Det er ekstremt komplekst. 

 

Tusind tak for dit svar<3 det hiver mening ! Det gør mig ondt du stadig ser ham og at du lever med det. Han fortjener bank

Anonym skriver:

Du har måske til dels ret. Han burde måske have fået valget omkring hvorvidt han kan acceptere en kone med min baggrund, som indeholder en traumatisk oplevelse. Men jeg tror ikke jeg er alene om at holde sådanne oplevelser for sig selv. Jeg fik det bearbejdet ved psykolog og jeg har haft det så godt at det ikke har været nødvendigt at bringe op. Nu hvor jeg skal være mor så er der opmærksomhed omkring denne gamle hændelse og han ved godt at jeg på mange områder havde en svær opvækst. Blot den specifikke hændelse kender han ikke til.

Søde du. Jeg tror ikke at nogen herinde mener, at årsagen til at det skal siges er at din mand skal have ret til at "vælge hvad han kan acceptere". Det handler om at du lever med en rigtig svær hemmelighed. Noget grimt er blevet gjort ved dig. Dette har ikke "forringet" din værdi som kvinde eller menneske - du har ikke gjort noget galt. Jeg tænker udelukkende på dig når jeg stiller spørgsmålstegn ved, om ikke det var godt at sige det. Jeg håbede at din mand ville forstå at det var en del af din historie - intet at skamme sig ved. At han ville kunne være en støtte for dig.

Held og lykke.