Tiggi skriver:
Uden at kende reglerne Så kan man vel ikke tvinge dem til at flytte ned til deres far.
Altså man kan jo ikke binde dem på hænder og fødder og slæbe dem til Frankrig.
Men tænker at hvis enten familie (som du siger de ikke rigtig har) eller nogle venner de kender godt gerne vil være deres værge skulle det vel være en mulighed :-).
Min papkusines mor døde for 2 år siden af kræft, da min kusine var 13 og hun blev selv spurgt og sagde sin mormor. Så selvom det ikke var moderens ønske skete det. Mormor en er vel og mærke døv. Var meningen at hun skulle til en onkel og hans familie men de sprang fra ca. 2 uger før moren døde. Så da hun døde vidste hun ikke hvad der skulle ske. (Hun har aldrig mødt sin far og ved ikke hvem han er men han er registreret)
Så min pointe er at børnenes egen holdning vejer højt.
Det er det jeg er bange for om er muligt...
Men desværre har de virkelig ingen familie derudover. Onklen vil ikke have dem. Så skulle det være nogle venner. Men er tvivl, for det er nogle søde, men "svære" børn. De er krævende, og deres mor var i gang med at aftale en deltidsordning i stedet for at arbejde fuld tid, sådan at hun kunne være der noget mere for dem. De kæmper nemlig med svære psykiske sygdomme (især påvirket af svigt fra deres far). Så er bange for, at de ikke kender nogen der kan påtage sig den opgave. (jeg selv er i starten af 20'erne og på SU og bor på et lejet værelse)
Er rigtig glad for at du vil dele din historie med din papkusine. Den største forskel er, at her er der nok ikke nogen der kan påtage sig forældrerollen. Men dejligt at der bliver lyttet godt til børnene!
Anmeld
Citér