Eksperthjælp: Bekymret for den sproglige udvikling

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

985 visninger
0 svar
0 synes godt om
15. december 2015

Helle Hansen

Hej Helle.
Jeg har en søn på 19 mdr og jeg er meget bekymret for hans sprog.
For at give lidt forhistorie så var han meget længe om at begynde at pludre - han var cirka 8 mdr. Han pludrede først i stavelser da han var 12-13 mdr. Han har aldrig nogensinde pludret i dialog eller forsøgt at gentage de ord/lyde vi siger.
Nu er han som sagt 19 mdr og jeg føler at han er langt bagud. Han kan sige nej, ja, Hej Hej, vov, muuh, iiih for hest, og gryntelyde for gris. Dog er hans udtale slet ikke korrekt så det er kun mig, hans far og dagplejemor der kan høre disse ord..
Jeg synes ikke det er meget han siger de få ord han siger burde han vel udtale så andre også forstår det? Jeg spørger ham tit: kan du sige feks far osv men han siger bare nej. Vi snakker meget med ham og sætter ord på alt- kigger ligeledes i pegebøger. det er meget tydeligt at han forstår næsten alt hvad vi siger til ham- han kan pege på de fleste ting i bøgerne og forstår opfordringer som at hente et specielt stykke legetøj osv.
Hvad tænker du? Bør vi have nogen til at kigge på ham? På forhånd tak.



Helles svar

Kære Mie,

Tak for dit spørgsmål. Det er selvfølgelig naturligt, at du bliver bekymret, når du oplever at din søn ikke "følger bogen". Jeg gætter på, at du har læst noget om, hvornår børn bør pludre og på hvilken måde, samt hvornår de bør sige hvilke ord. Er det korrekt? 

Som du sikkert også har læst, så er der stor individuel forskel på udviklingen af børns sprog. Men der kan også være faktorer, som kan have en indflydelse på udviklingen af barnets sprog. fx vil det være meget relevant at vide, om din søn har eller har haft perioder med hørenedsættelse pga. væske i mellemøret. Hvis du ikke har fået undersøgt hans hørelse, så vil jeg anbefale dig at få det gjort. Du kan bede din læge om en henvisning til en ørenæsehalslæge. Man kan også bestille tid uden en henvisning, men nogen gange kan det betyde, at du først kan komme til om længere tid. Ring evt. til en ørenæsehalslæge og hør om du kan få en tid! 

Hvis det viser sig at hørelsen er fin, så er det et rigtig godt udgangspunkt for den videre sproglige udvikling. Hvis ikke, så er det også et godt udgangspunkt, for så ved i, at i skal tage visse forholdsregler i forhold til det sproglige.

Når børn lærer sprog er det almindeligt at det kun er barnets nærmeste omsorgspersoner, som i starten kan forstå deres utydelige udtale af ord. Med tiden aftager utydeligheden, så også fremmede vil kunne forstå barnet.

Jeg vil anbefale dig at dele din bekymring med dagplejeren, og i kan fx inddrage den lokale talehørekonsulent for at få rådgivning omkring fokuseret sprogstimulering, hvis i har brug for det.

Med hensyn til at du spørger din søn om hvad ting hedder, så vil jeg anbefale dig, at du i en periode holder igen med denne form for testning af din søn. sæt i stedet ord på det han gør.. fx. "du løber godt nok hurtigt/sikke en flot bil du fandt der/du ser glad ud" osv.

Jeg håber du kan bruge mit svar,

De bedste hilsner

Helle

 

 



Helle svarer på spørgsmål om dit barns sproglige udvikling, om hvor man kan søge hjælp, hvis ens barn har brug for en talepædagogisk indsats, om sprogstimulering mm. Helle holder desuden foredrag om børns tidlige sproglige udvikling i mødregrupper og på barselscafeer.

Se Helles hjemmeside: www.sprogligudvikling.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.