Puuuuust og støn...

Hej søde tunis, nu mor til to!

Ja jeg havde også pisse dårlig samvittighed, og især fordi Johanna skreg indtil hun var 10 mdr. Der var jo ikke ro et øjeblik. Når Johanna endelig var faldet i søvn, og jeg skulle have lidt kvallitid med Alma, ja så vågnede Johanna og hylede og skreg. Jeg var bare så ked af det, hele tiden! Men men søde tunimor, da Johanna så fik lagt dræn i ørene, så var verden jo helt anderledes. Og den dag i dag har de bare super meget glæde af hinanden ( der er 2,2 år i mellem)
Men man må sige at jeg med nummer 2. blev lidt mere, ja lille ven nu må du lige vente lidt. Hvor med Alma fik hvad hun råbte efter med det samme.

Men bare vent, når rytmen falder på plads (alle taler om den fucking rytme, tænkte jeg dengang) så bliver alt meget nemmere, og dit overskud får du tilbage!

Mange knus til dig
Siber

ps lækker dun, lækker Stella og lækker mor!

Tynen først sikke nogle dejlige unger I har og endnu en gang tillykke med lillemanden.

Sikke en omgang I har været igennem med lillemanden, jeg var også indlagt med Peter inden han var 1 mdr (Også som DUN)  og følte den vildeste splittelse overfor pigerne, især Mathilde, for Cecilie kunne jo  sagtens forstå det, så ja den evige samvittighed har jeg sandelig også, sammen med resten af verdens mødre der har flere børn, har sgu grædt en del tåre over at jeg ikke lige kunne være der for de 2 lækre tøser, som før. Men nu er Peter 5 mdr og det er blevet nemmere og være der for dem alle igen. Går til gymnastik med Mathilde om mandagen og da manden arbejder ret meget altid, er jeg jo selv afsted med vores 3 børn, folk kiggede lidt, men det går faktisk rigtig fint. Tirsdag går Cecilie til dans, så hende køre jeg bare for der må vi ikke være med, og onsdag drager vi, altså børnene og jeg, så til ridning. Så jo jeg får det hele rimelig godt fordelt, og det er blevet meget nemmere med tiden, så bare rolig søde, det skal nok gå, men de første par mdr kan godt trække lidt tænder ud.
Kh Louise

Årh for dælans hvor er jeg glad for jeres svar - Også jer der stadig kun har 1 barn
Trøstende ord kan man aldrig få for meget af når man har lidt ondt af sig selv!

Hvor er det fedt at der ENDELIG er nogen der gider sige det som det er..
Er så træt af cornflakes-mødre der kan klare hele verden uden at skulle døje med tude-mascara ned af kinderne, imaginary forsømt barn og masse-inhalering af støv fordi støvsugeren gik på ferie den dag DPén lukkede..

Det lettede så meget at jeg fejrede det med en halv pose guldkarameller og faktisk så lidt lysere på det hele.
Selvfølgelig skal de nok få glæde af hinanden..Man har bare lige brug for at høre det fra andre.

Tusinde tak for jeres søde ord!
Hold op hvor det hjalp!

 Åhh hvor er det dejligt at læse Trine.

Men samtidigt også enormt skræmmende. For det er jo alle de her tanker jeg går og gør mig omkring det at skulle have et barn mere. Det går jo godt nu, og jeg er jo næsten symbiotisk med Emily.... SÅ vil ikke skade hende... arghh, nu blev det om mig og det var ikke meningen.

Jeg er sikker på at du nok skal få styr på det hele, men har ingen råd, vejledninger eller erfaringer jeg kan pøse ud af posen til dig.

Bare som Marie sige "you can do it"

AG

Jeg har ikke fået svaret dig, men har tænkt meget på dig, og hvor er det dejligt at se dig herinde igen

JA JA JA, den dårlige samvittighed var simpelthen altoverskyggende, da vi fik nr.2-3. Alt gik jo bare ud over Sebastian. Det var som deja vu at læse dit indlæg. Jeg sad også ofte tudende med babserne i munden på de små og måtte se efter en skuffet dreng gå igen igen uden mig, men "bare" med sin far. Det er jo ikke det samme, når det er mor, man vil have, men det endte med at være far, der duede. Godt for Sebastian, enormt hårdt for mig, for han var sur på mig, og jeg kunne ikke bruges  Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor hårdt det var for ham, og om det var en fejl at have gjort ham til storebror.

Som tiden gik fik jeg jo mere tid (og til bad - juhuuu!) og mor-søn båndet vendte tilbage. Samtidig har han fået så meget glæde af Signe og Nanna. Han elsker dem højt, læser højt for dem, fortæller dem om alt det vi kører forbi, når vi er afsted i bilen, hjælper dem og kysser dem, når de falder og græder. Det er simpelthen guld værd, og vi kunne ikke have givet ham en større gave, det er jeg sikker på.

Det er en hård tid, den første tid. Ja, du kan alt det med babyen. Det er jo lige til. Det er netop det at forene de to størrelser og deres behov, der er en udfordring denne gang, og du skal nok klare det, selvom det vil gøre ondt ind imellem. Og Stella skal også nok klare den. Hun har jo også sin far og nogle kærlige bedsteforældre. Og så varer det kun en tid. Se om du kan få nogle gode Mor-Stella stunder, som Marie skriver. Det kan være hvad som helst, bare lillebror ikke er med.

Gav det mening?

Fantastisk dejlige billeder af dine to guldklumper! Dem kan du godt være stolt af

Kram!