Ingen hjælp fra bedsteforældre

Vi står i en situation, hvor vi ikke helt ved hvad vi kan tillade os at tænke eller sige højt.

Vi har to børn på 1 år og 3 år. Vi har to fuldtidsjob på 37 timer hver om ugen plus 2 timers transporttid om dagen til sammen.

Vi har kun et hold bedsteforældre (min mands forældre) og dem har vi en god kontakt til. De bor 45 minutters kørsel fra os. Vi besøger dem ca. 1-2 gange om måneden og ses ellers med dem til familiearrangementer. Derudover henter min svigermor børnene en fast dag hver 14. dag og er hjemme med dem i en times tid indtil en af os kommer hjem. Dette efter hendes ønske.

Nu er vi dog begyndt at undre os/irritere os over, at de ikke en eneste gang i de 3 år vi har haft den store, har kunne hjælpe os med noget "akut". Dvs. som ikke er planlagt i flere uger/måneder i forvejen. Den eneste gang de er trådt til, var da jeg fødte den lille.

Vi har indenfor en kort periode oplevet at få nej til:

- At blive hentet i lufthavnen efter en ferie, hvor vi landede om aftenen. De synes det var for besværligt for dem.

- At de kom herind til kaffe og kage og efterfølgende satte en af os af ved værkstedet hvor bilen stod. Det tager 30 min. i bil, men 2 timer med det offentlige.

- At tage børnene en dag i efterårsferien, hvor vi ikke havde anden pasningsmulighed og de selv havde ferie. Det ville de kun hvis vi selv kørte dem og hentede dem, hvilket ikke ville hænge sammen med vores jobs.

Det er blot den seneste måned, men i og med de kun er trådt til én gang på tre år, så har jeg mange flere eksempler.

Vi har spurgt dem om vi kunne droppe den faste hentedag hver 14. dag og de så måske kunne være mere fleksible ellers. Men det kan de ikke.

Vi har selvklart ikke fået børn for at få dem passet, men der hvor det ikke hænger sammen for os, er at de virkelig gerne vil være en stor del af ungernes liv. Vil gerne opdateres om deres liv hele tiden, have billeder osv., men så snart det bliver lidt besværligt for dem, så bakker de ud.

De kommer heller ikke til mad herinde, men vender den altid om og siger at vi da kan komme til dem.

De er begge to lige omkring de 60 år. Svigermor arbejder og svigerfar er arbejdsløs. De har deres hus til salg og vil gerne have at vi sætter en weekend af til at hjælpe dem med at flytte til den tid. Derudover har de tit småprojekter på huset, som de jo gerne vil have hjælp til og indtil videre er vi gladeligt mødt op med en hjælpende hånd.

Så.. vi føler ikke at tingene stemmer, men er i tvivl om, hvad man må sige/tænke/forvente.

Hvad tænker I? 

Jeg tænker at det da kunne være rart hvis det var anderledes, men det er det ikke og i kan jo ikke tvinge dem.

Her bor det ene sæt bedsteforældre 5 minutter væk og 2 minutter fra ungernes institution.  De har måske hentet 5 gange på 4 år, og ser dem ellers kun hvis vi kommer til dem på vores initiativ!!!

Det er deres liv og derfor deres valg, om vi er enige eller

FruStolpe skriver:

Jeg tænker at det da kunne være rart hvis det var anderledes, men det er det ikke og i kan jo ikke tvinge dem.

Her bor det ene sæt bedsteforældre 5 minutter væk og 2 minutter fra ungernes institution.  De har måske hentet 5 gange på 4 år, og ser dem ellers kun hvis vi kommer til dem på vores initiativ!!!

Det er deres liv og derfor deres valg, om vi er enige eller

Det kunne være så rart hvis det var anderledes, men som du siger kan man ikke tvinge nogen til noget de ikke har lyst til.

Men min idé kunne fx. være at sige til dem at vi gerne vil droppe den faste hentedag hver 14. dag og i stedet for aftalte det fra gang til gang.

Det ville give en mulighed for at vi rent faktisk havde brug for hjælpen på de dage vi aftalte. På den måde for alle lidt mere ud af det end nu, hvor det kun er på deres præmisser.

Ville det være okay at sige, synes du?

Nu siger du at jeres bedsteforældre kun har hentet få gange, til trods for at de bor tæt på og at I kun ses på jeres initiativ. Men hvor tit tager I så selv initiativ til det? Fristes du så ikke til at bruge tid med andre mennesker end dem?

Anonym skriver:

Det kunne være så rart hvis det var anderledes, men som du siger kan man ikke tvinge nogen til noget de ikke har lyst til.

Men min idé kunne fx. være at sige til dem at vi gerne vil droppe den faste hentedag hver 14. dag og i stedet for aftalte det fra gang til gang.

Det ville give en mulighed for at vi rent faktisk havde brug for hjælpen på de dage vi aftalte. På den måde for alle lidt mere ud af det end nu, hvor det kun er på deres præmisser.

Ville det være okay at sige, synes du?

Nu siger du at jeres bedsteforældre kun har hentet få gange, til trods for at de bor tæt på og at I kun ses på jeres initiativ. Men hvor tit tager I så selv initiativ til det? Fristes du så ikke til at bruge tid med andre mennesker end dem?

Nu lyder jeg nok hård, men det er slet ikke meningen.

Du skriver at I har overvejet den faste dag og aftale det fra gang til gang, så det ikke kun er på deres præmisser. -og I så alle vil få noget ud ad det. 

Du kan jo kun forslog det, men hele konceptet er og skal jo være på deres præmisser. Det er ikke deres børn, ergo er det ikke dem, der skal stå til regnskab og ansvar for, hvordan og hvorledes I får jeres liv til at hænge sammen med jobs. 

Det kunne være pi**e dejligt, hvis de kunne være mere fleksibel, men det er de nu ikke, så I må tage til takke med det de gør. 

At I kommer og hjælper dem, når de har brug for det, det er jo jeres valg og føler I ikke det bliver "givet" den anden vej, så må I jo sige fra. 

Hermed ikke sagt, at jeg ikke godt forstår, at det er svært, når I ikke har (hvad jeg læser) et større netværk. 

Klumpe-dumpe skriver:

Nu lyder jeg nok hård, men det er slet ikke meningen.

Du skriver at I har overvejet den faste dag og aftale det fra gang til gang, så det ikke kun er på deres præmisser. -og I så alle vil få noget ud ad det. 

 

Du kan jo kun forslog det, men hele konceptet er og skal jo være på deres præmisser. Det er ikke deres børn, ergo er det ikke dem, der skal stå til regnskab og ansvar for, hvordan og hvorledes I får jeres liv til at hænge sammen med jobs. 

Det kunne være pi**e dejligt, hvis de kunne være mere fleksibel, men det er de nu ikke, så I må tage til takke med det de gør. 

 

At I kommer og hjælper dem, når de har brug for det, det er jo jeres valg og føler I ikke det bliver "givet" den anden vej, så må I jo sige fra. 

 

Hermed ikke sagt, at jeg ikke godt forstår, at det er svært, når I ikke har (hvad jeg læser) et større netværk. 

 

Jeg forstår hvad du mener.

For mig er problemet at det ofte er venner og min familie (ikke mine forældre) som træder til og hjælper os i stedet, men at vi faktisk rigtig ofte prioriterer mine svigerforældre i weekenderne, hvad enten det er hygge eller noget de skal have hjælp til.

Så det er bare rigtig skuffende at føle at de kun prioriterer os når det handler om dem, men at vi også gør det den anden vej.

Det er klart at vi kan vælge at lade være med at tage til dem og hjælpe hvis de har brug for det. Men jeg ville egentlig hellere have en ordning med en ligelig fordeling end bare at lade være med at hjælpe dem.

Men det er klart at det står for vores egen regning.

Anonym skriver:

Jeg forstår hvad du mener.

For mig er problemet at det ofte er venner og min familie (ikke mine forældre) som træder til og hjælper os i stedet, men at vi faktisk rigtig ofte prioriterer mine svigerforældre i weekenderne, hvad enten det er hygge eller noget de skal have hjælp til.

Så det er bare rigtig skuffende at føle at de kun prioriterer os når det handler om dem, men at vi også gør det den anden vej.

Det er klart at vi kan vælge at lade være med at tage til dem og hjælpe hvis de har brug for det. Men jeg ville egentlig hellere have en ordning med en ligelig fordeling end bare at lade være med at hjælpe dem.

Men det er klart at det står for vores egen regning.

 

 

Det forstår jeg udmærket godt. Og den følelse I sidder med, at vægtskålen ikke vejer lige meget, er meget energi-dræbende. 

Men hvordan er kommunikationen mellem jer? Kan I tale åben og lige ud ad posen? 

Kan I det, vil det måske være en ide, at sætte jer ned og fortælle dem, at I bliver kede af det, fortælle åben om jeres følelser i det her. Uden at virke anklagende, måske de også har nogle "indebrændte" følelser der kommer kommer frem. Kan du følge mig? 

Hvorfor sige nej til andre tilbud, hvis I hellere vil det?  I vægter selv jeres fritid ligesom svigerforældrene. 

Det skulle gerne være lysten, der driver værket.

Anonym skriver:

Det kunne være så rart hvis det var anderledes, men som du siger kan man ikke tvinge nogen til noget de ikke har lyst til.

Men min idé kunne fx. være at sige til dem at vi gerne vil droppe den faste hentedag hver 14. dag og i stedet for aftalte det fra gang til gang.

Det ville give en mulighed for at vi rent faktisk havde brug for hjælpen på de dage vi aftalte. På den måde for alle lidt mere ud af det end nu, hvor det kun er på deres præmisser.

Ville det være okay at sige, synes du?

Nu siger du at jeres bedsteforældre kun har hentet få gange, til trods for at de bor tæt på og at I kun ses på jeres initiativ. Men hvor tit tager I så selv initiativ til det? Fristes du så ikke til at bruge tid med andre mennesker end dem?

Ikke for at være hård, men nej det synes jeg faktisk ikke er okay at sige. Det er okay at sige: det passer os ikke du henter vores børn den dag, men det er ikke okay at sige: vi vil meget gerne du ikke har en fast dag, for vi vil hellere kunne "bruge " dig når det passer os.

jeg tænker at andre mennesker gerne vil være sammen med vores børn er skønt, men så længe vi ikke betaler dem og er deres arbejdsgiver så har vi ingen ret til at vælge hvordan, hvornår, hvorlænge osv. Kun i forhold til at sige; nej tak, den dag passer ikke os.

for os (og vi har kun mormor), der handler hendes samvær med vors børn om at hun gerne vil være sammen med dem, at hun får en god tid sammen med dem og ikke om at vi skal have dem passet - hvis det kan passes sammen er det jo skønt for os, men har vi reelt brug for pasning så må vi betale os fra det. Hun har så heldigvis samme forståelse i forhold til os, hun kan spørge om vi kan hjælpe, men passer det ikke ind eller er det akut eller... Så må hun betale sig fra det. Vi er sammen af lyst.

og med hensyn til at fristes til at bruge mere tid med andre, jeg bruger tid på min mor fordi jeg nyder at bruge tid sammen med hende, så nej om hun så aldrig tilbød sin hjælp, aldrig kunne passe i en snæver vending, så ville jeg da ikke have mindre lyst til at være sammen med hende. Da vi fik den første arbejdede hun, og der var der ikke den samme hjælp, hun var væk hved dag, skulle se sine venner, sine interesser, skulle lade op og klare hverdagen og og og og, men jeg havde da lige meget lyst til at være sammen med hende, hjælpe når vi kunne osv. Det er ikke af pligt vi ser hende.

ja det ville være fedt med bedster der gad hjælpe, der kunne komme når vi manglede, kunne hjælpe med det praktiske. Men endnu mere fedt er det med bedster som har lyst til børnebørnene, måske kun på tidspunkter hvor det ikke er hjælp, men hvor de får tid alene og får opbygget er forhold. Jeg synes det må være fantastisk med en farmor der ville hente fast hver 14. Dag eller hver uge, og så kunne I måske komme lidt senere hjem og fx få ordnet indkøb til hele ugen eller....

Anonym skriver:

Det kunne være så rart hvis det var anderledes, men som du siger kan man ikke tvinge nogen til noget de ikke har lyst til.

Men min idé kunne fx. være at sige til dem at vi gerne vil droppe den faste hentedag hver 14. dag og i stedet for aftalte det fra gang til gang.

Det ville give en mulighed for at vi rent faktisk havde brug for hjælpen på de dage vi aftalte. På den måde for alle lidt mere ud af det end nu, hvor det kun er på deres præmisser.

Ville det være okay at sige, synes du?

Nu siger du at jeres bedsteforældre kun har hentet få gange, til trods for at de bor tæt på og at I kun ses på jeres initiativ. Men hvor tit tager I så selv initiativ til det? Fristes du så ikke til at bruge tid med andre mennesker end dem?

Jeg ville være bange for at du så mister det de trods alt ha hver 14. Dag. Så jeg ville beholde den faste dag...  

Jeg er stopper med at henvende mig til mine forældre for hjælp. Og det bliver sjældnere og sjældnere at de ser ungerne.  Jeg gider ikke være den der skal sørge for kontakten. Og det har de fået at vide. Så er der også op til dem selv at komme på banen... Hvis ikke de gider deres børnebørn, så er der jo intet jeg kan gøre ved det. 

Heldigvis farfar og farmor top engagerede i dem, og det er super fedt 

Jeg synes faktisk at det er en grin tanke at du mener at de ikke gør det som i/du gerne vil have...

Det er jeres liv, jeres børn og jeres valg... Det skal i da ikke brokke jer over at andre ikke gider være en del af i form af at skal springe når i ønsker det... 

Jeg synes du skulle være taknemmelig for at de bruger deres tid på det de allerede før de jer....for i har intet krav på...lige meget hvad titel de har end har eller får....