Jeg har det som om jeg er ved at blive skør

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Anonym skriver:

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Jeg syntes helt klart at du gør bedst i at ringe til lægen imorgen, for du har det jo ikke godt mentalt, og det skal det skal tages alvorligt.

Anonym skriver:

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Kort og godt du har enten stress eller en depression 

Det er vigtigt, du snakker med lægen. Det lyder ikke til du har det godt. Du skal passe på dig selv. Kæmpe kram...

Har været i dit sted, og afsted til lægen med dig.. 

Jeg havde en depression .. 

Hej. Tak for jeres svar. Vil også rigtig gerne tale med lægen - men hvordan indleder jeg det uden at lyde fuldstændig bindegal? Føler det SÅ forkert at sige jeg er ked af det - jeg burde jo have det godt med sød kæreste, dejlig datter, fast job og hus osv?! Hvordan kan jeg overhovedet sige, ansigt til ansigt, til nogle at jeg ikke magter min egen datter og at jeg har mistet lysten til min kæreste helt? Føler mig SÅ forkert 

Anonym skriver:

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Det lyder som en depression. 

Jeg havde det på nøjagtigt samme måde, og jeg endte med at bryde fuldstændigt sammen i skolen. 

Jeg tog til læge og fik afvide jeg havde en depression. Jeg går nu sygemeldt (kan slet ikke overskue skolen lige nu) og til psykolog. 

Så forklar hvordan du har det, så vil de gerne se dig og så laver de en test for at se hvor "slemt" det er.

Anonym skriver:

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Det lyder som en depression.. Synes du skal tale med lægen og du skal sige det præcis som det er.. Du skal ikke være flov over dine følelser omkring din datter, for lægen har 100% hørt det hele før fra mange andre.. 

Anonym skriver:

Den er helt gal med mig. Sådan føles det i al fald og idag på mit arbejde gik det galt. Jeg græd og græd. Jeg har haft det skidt længe, men det bliver kun værre. Jeg glemmer. Jeg glemmer ALT. Hele tiden. Jeg sover, sover og sover - og så er der også nætter hvor jeg vågner hele tiden fordi jeg tænker på et eller andet. Jeg har intet overskud til hverken barn eller kæreste - har bare lyst til at være alene. Helst på sofaen eller i sengen. Jeg bliver sur og græder over det mindste og jeg er ugidelig. Alt føltes som en kæmpe opgave. Bare at sætte vasketøj over eller tømme opvaskeren. Føler mig som en kæmpe fiasko. En dårlig mor, en dårlig kæreste og en dårlig medarbejder. Tankerne kører rundt i mit hovede. Dagligdagsting, arbejdsrelaterede ting og forfærdelige ting (tænker på sygdom og død - ikke forstået som at jeg tænker sådan om mig selv, men er begyndt at tænke hvad der skal ske når mine elskede forældre dør en dag. Hvad hvis der sker min kæreste noget eller vores datter bliver alvorligt syg. Sådan noget) - min mave er urolig; som om der er en vedvarende tilstand af "sommerfugle i maven". Føler det er helt galt og overvejer at ringe til lægen imorgen - men hvad fanden skal jeg sige? Vil heller ikke være til besvær med mit "hypokondri" ... Måske er det bare mig der er pivet? Ved ikke hvad jeg skal gøre?

Det er seriøse stress symptomer. kontakt lægen hurtigts muligt. u er på ingen måde hypokonder.

pøj pøj.

Anonym skriver:

Hej. Tak for jeres svar. Vil også rigtig gerne tale med lægen - men hvordan indleder jeg det uden at lyde fuldstændig bindegal? Føler det SÅ forkert at sige jeg er ked af det - jeg burde jo have det godt med sød kæreste, dejlig datter, fast job og hus osv?! Hvordan kan jeg overhovedet sige, ansigt til ansigt, til nogle at jeg ikke magter min egen datter og at jeg har mistet lysten til min kæreste helt? Føler mig SÅ forkert 

Du fortæller lægen det du har fortalt her. bare "riv plasteret af" lægen kan ikke hjælpe dig hvis du ikke er ærlig og det bedste du kan gøre for din familie og dig selv er at være ærlig også selv om det gør ondt at være og gøre.