Kæmpe dilemma

Anonym skriver:

Det ville være egoistisk, ja - hvis han havde været en normal hund. Men sammen med hans adfærdsvanskeligheder er også fulgt et massivt tryghedsbehov og en unaturlig tilknytning til mig.. Og det er alene derfor jeg er i tvivl, for jeg er bange for at han vil blive ødelagt af adskillelsen
Man ser ikke den her form for tilknytning ved hunde der har haft en normal opvækst i trygge rammer. Dette er et resultat af en knækket hund der har kastet AL sin kærlighed på mig

Men ja, med en flytning til bymiljø er jeg også slemt bange for et massivt tilbagefald og potentielt en hund der mistrives endnu værre end før

Hvis det er som du siger, må du jo ta ansvaret på dig og sige at det ikke går at flytte fra ham, og ej heller går i byen, og så må du jo enten blive boende eller flytte til et andet sted på landet med hunden. Den er vel trods alt vigtigere og har mere brug for dig end den nye kæreste? 

Jeg tænker den ligger lige til højrebenet. Selvfølgelig skal den blive i sit koppel (dine forældre, hund) , det  er her den er tryg. Det med symbiosen, vil jeg sige, og misforstå mig nu ikke, for det er ikke for at lyde strid - men det er nogle følelser du lægger på den. Hunde lever i nuet, og lader sig forme af en ligevægtig leder og resten af dens koppel (familie) , når det kommer dertil at du flytter fra den, vil "sørge" dagene være udtryk for at hunden nu lige skal finde den nye rangorden, hvem bestemmer, hvordan kører dagen mm. Det skal den nok lære lynhurtigt! 

For os mennesker er det noget helt andet, jeg giver dig helt ret, det er vores barn de kære dyr, og de berører så uendelig meget i vores liv, så det er altid hårdt! 

Min holdning er jo derfor at selvfølgelig skal den blive hvor den er, i vil ikke kunne tilbyde den, det der skal til for at tilfredsstille alle behov. 

Anonym skriver:

Jeg søger her svar fra nogle hundekyndige mennesker, som ved hvad det vil sige at have en hund, og den kærlighed samt de udfordringer der følger med...

Sagen er den at jeg for to år siden købte en hund med min ekskæreste. Vi købte denne her hund, da vi begge brændte for at få hund, og vi begge brændte for racen (Schæfer). Jeg er opvokset med racen, og har mange års erfaring med racen og hunde generelt. Denne her hund er ingen almindelig, normal hund. Hunden havde haft en ufatteligt traumatisk og unormal start på livet, og de første år af dens liv havde den ingen kærlighed, omsorg eller socialisering modtaget. Hunden var (og er) en kæmpe mundfuld, men gradvist er det blevet bedre og bedre, som årene er gået.
Skæbnen ville at vi gik fra hinanden et halvt år efter, og da jeg stod i en uholdbar situation fik jeg muligheden for at flytte hjem til mine forældre, og bo til leje i en lejlighed i huset  Halvandet år er nu gået, og min hund har boet sammen med mine forældres hund i den tid. De to er som pot og pande, de trives SÅ godt sammen, og min hund stortrives i disse omgivelser (landsted).
Lykken har nu tilsmilet mig, og jeg har mødt en mand som har fejet benene væk under mig Vi ønsker at flytte sammen, og det er det mest naturlige for os begge at skulle bosætte os sammen, i vores eget.
Dilemmaet opstår, da vi søger efter lejeboliger. Vi er begge studerende, og alene det at skulle søge efter noget hvor husdyr er tilladt, er en udfordring. Min hunds sind og baggrund gør det her til en umulig opgave. Vi er nødt til at bo tæt ved byen grundet vores uddannelser - vi har begge bil, men ikke alverden til brændstof. Min hund ville aldrig kunne trives i et tætbeboet kvarter - der er så mange faktorer der spiller ind, og alene det at han nu trives her, er et mirakel. For at sætte tingene lidt på spidsen, så stod han mildest talt til en aflivning da jeg hentede ham. Men med sved, tårer og en masse benhårdt arbejde er han afbalanceret, glad og trives den dag i dag. Ude på landet, vel om mærke!
Problemet er at den her hund og jeg er i en slags symbiose. Han er så umådeligt tæt knyttet til mig, og omvendt. Han er mit "barn", og jeg er i tvivl om jeg ville kunne undvære ham - og omvendt. Er jeg afsted i nogle dage "sørger" han, han spiser minimalt, sover det meste af dagen, og søger efter mig udenfor

Dilemmaet er i bund og grund... Skal jeg lade min hund blive boende hos mine forældre, hvor han trives så vidunderligt godt, både med omgivelserne, og deres hund? Eller skal jeg tage ham med mig, og håbe på at han kan tilpasse sig et liv uden mine forældres hund, og i mere by-agtige omgivelser?

Jeg er så meget i vildrede, og aner ikke mine levende råd  Ja, det ville blive SÅ meget nemmere at finde et sted at bo, men min hverdag ville blive så tom, og jeg ville føle at jeg svigtede min hund  Mine forældre har selv tilbudt at "overtage" ham, han vil stadig være min, men han vil bo hos dem... Hvad ville I have gjort?

Blive hvor den er. Den kommer sig forhåbentlig nok over sit savn. Hvis i planlægger børn i fremtiden er det måske også den mest holdbare løsning, da det nok kan blive en stor mundfuld med ny baby og stor hund i lejlighed.