Jeg søger her svar fra nogle hundekyndige mennesker, som ved hvad det vil sige at have en hund, og den kærlighed samt de udfordringer der følger med... 
Sagen er den at jeg for to år siden købte en hund med min ekskæreste. Vi købte denne her hund, da vi begge brændte for at få hund, og vi begge brændte for racen (Schæfer). Jeg er opvokset med racen, og har mange års erfaring med racen og hunde generelt. Denne her hund er ingen almindelig, normal hund. Hunden havde haft en ufatteligt traumatisk og unormal start på livet, og de første år af dens liv havde den ingen kærlighed, omsorg eller socialisering modtaget. Hunden var (og er) en kæmpe mundfuld, men gradvist er det blevet bedre og bedre, som årene er gået.
Skæbnen ville at vi gik fra hinanden et halvt år efter, og da jeg stod i en uholdbar situation fik jeg muligheden for at flytte hjem til mine forældre, og bo til leje i en lejlighed i huset
Halvandet år er nu gået, og min hund har boet sammen med mine forældres hund i den tid. De to er som pot og pande, de trives SÅ godt sammen, og min hund stortrives i disse omgivelser (landsted).
Lykken har nu tilsmilet mig, og jeg har mødt en mand som har fejet benene væk under mig
Vi ønsker at flytte sammen, og det er det mest naturlige for os begge at skulle bosætte os sammen, i vores eget.
Dilemmaet opstår, da vi søger efter lejeboliger. Vi er begge studerende, og alene det at skulle søge efter noget hvor husdyr er tilladt, er en udfordring. Min hunds sind og baggrund gør det her til en umulig opgave. Vi er nødt til at bo tæt ved byen grundet vores uddannelser - vi har begge bil, men ikke alverden til brændstof. Min hund ville aldrig kunne trives i et tætbeboet kvarter - der er så mange faktorer der spiller ind, og alene det at han nu trives her, er et mirakel. For at sætte tingene lidt på spidsen, så stod han mildest talt til en aflivning da jeg hentede ham. Men med sved, tårer og en masse benhårdt arbejde er han afbalanceret, glad og trives den dag i dag. Ude på landet, vel om mærke!
Problemet er at den her hund og jeg er i en slags symbiose. Han er så umådeligt tæt knyttet til mig, og omvendt. Han er mit "barn", og jeg er i tvivl om jeg ville kunne undvære ham - og omvendt. Er jeg afsted i nogle dage "sørger" han, han spiser minimalt, sover det meste af dagen, og søger efter mig udenfor 
Dilemmaet er i bund og grund... Skal jeg lade min hund blive boende hos mine forældre, hvor han trives så vidunderligt godt, både med omgivelserne, og deres hund? Eller skal jeg tage ham med mig, og håbe på at han kan tilpasse sig et liv uden mine forældres hund, og i mere by-agtige omgivelser?
Jeg er så meget i vildrede, og aner ikke mine levende råd
Ja, det ville blive SÅ meget nemmere at finde et sted at bo, men min hverdag ville blive så tom, og jeg ville føle at jeg svigtede min hund
Mine forældre har selv tilbudt at "overtage" ham, han vil stadig være min, men han vil bo hos dem... Hvad ville I have gjort?