Kæmpe dilemma

Jeg søger her svar fra nogle hundekyndige mennesker, som ved hvad det vil sige at have en hund, og den kærlighed samt de udfordringer der følger med...

Sagen er den at jeg for to år siden købte en hund med min ekskæreste. Vi købte denne her hund, da vi begge brændte for at få hund, og vi begge brændte for racen (Schæfer). Jeg er opvokset med racen, og har mange års erfaring med racen og hunde generelt. Denne her hund er ingen almindelig, normal hund. Hunden havde haft en ufatteligt traumatisk og unormal start på livet, og de første år af dens liv havde den ingen kærlighed, omsorg eller socialisering modtaget. Hunden var (og er) en kæmpe mundfuld, men gradvist er det blevet bedre og bedre, som årene er gået.
Skæbnen ville at vi gik fra hinanden et halvt år efter, og da jeg stod i en uholdbar situation fik jeg muligheden for at flytte hjem til mine forældre, og bo til leje i en lejlighed i huset  Halvandet år er nu gået, og min hund har boet sammen med mine forældres hund i den tid. De to er som pot og pande, de trives SÅ godt sammen, og min hund stortrives i disse omgivelser (landsted).
Lykken har nu tilsmilet mig, og jeg har mødt en mand som har fejet benene væk under mig Vi ønsker at flytte sammen, og det er det mest naturlige for os begge at skulle bosætte os sammen, i vores eget.
Dilemmaet opstår, da vi søger efter lejeboliger. Vi er begge studerende, og alene det at skulle søge efter noget hvor husdyr er tilladt, er en udfordring. Min hunds sind og baggrund gør det her til en umulig opgave. Vi er nødt til at bo tæt ved byen grundet vores uddannelser - vi har begge bil, men ikke alverden til brændstof. Min hund ville aldrig kunne trives i et tætbeboet kvarter - der er så mange faktorer der spiller ind, og alene det at han nu trives her, er et mirakel. For at sætte tingene lidt på spidsen, så stod han mildest talt til en aflivning da jeg hentede ham. Men med sved, tårer og en masse benhårdt arbejde er han afbalanceret, glad og trives den dag i dag. Ude på landet, vel om mærke!
Problemet er at den her hund og jeg er i en slags symbiose. Han er så umådeligt tæt knyttet til mig, og omvendt. Han er mit "barn", og jeg er i tvivl om jeg ville kunne undvære ham - og omvendt. Er jeg afsted i nogle dage "sørger" han, han spiser minimalt, sover det meste af dagen, og søger efter mig udenfor

Dilemmaet er i bund og grund... Skal jeg lade min hund blive boende hos mine forældre, hvor han trives så vidunderligt godt, både med omgivelserne, og deres hund? Eller skal jeg tage ham med mig, og håbe på at han kan tilpasse sig et liv uden mine forældres hund, og i mere by-agtige omgivelser?

Jeg er så meget i vildrede, og aner ikke mine levende råd  Ja, det ville blive SÅ meget nemmere at finde et sted at bo, men min hverdag ville blive så tom, og jeg ville føle at jeg svigtede min hund  Mine forældre har selv tilbudt at "overtage" ham, han vil stadig være min, men han vil bo hos dem... Hvad ville I have gjort?

Anonym skriver:

Jeg søger her svar fra nogle hundekyndige mennesker, som ved hvad det vil sige at have en hund, og den kærlighed samt de udfordringer der følger med...

Sagen er den at jeg for to år siden købte en hund med min ekskæreste. Vi købte denne her hund, da vi begge brændte for at få hund, og vi begge brændte for racen (Schæfer). Jeg er opvokset med racen, og har mange års erfaring med racen og hunde generelt. Denne her hund er ingen almindelig, normal hund. Hunden havde haft en ufatteligt traumatisk og unormal start på livet, og de første år af dens liv havde den ingen kærlighed, omsorg eller socialisering modtaget. Hunden var (og er) en kæmpe mundfuld, men gradvist er det blevet bedre og bedre, som årene er gået.
Skæbnen ville at vi gik fra hinanden et halvt år efter, og da jeg stod i en uholdbar situation fik jeg muligheden for at flytte hjem til mine forældre, og bo til leje i en lejlighed i huset  Halvandet år er nu gået, og min hund har boet sammen med mine forældres hund i den tid. De to er som pot og pande, de trives SÅ godt sammen, og min hund stortrives i disse omgivelser (landsted).
Lykken har nu tilsmilet mig, og jeg har mødt en mand som har fejet benene væk under mig Vi ønsker at flytte sammen, og det er det mest naturlige for os begge at skulle bosætte os sammen, i vores eget.
Dilemmaet opstår, da vi søger efter lejeboliger. Vi er begge studerende, og alene det at skulle søge efter noget hvor husdyr er tilladt, er en udfordring. Min hunds sind og baggrund gør det her til en umulig opgave. Vi er nødt til at bo tæt ved byen grundet vores uddannelser - vi har begge bil, men ikke alverden til brændstof. Min hund ville aldrig kunne trives i et tætbeboet kvarter - der er så mange faktorer der spiller ind, og alene det at han nu trives her, er et mirakel. For at sætte tingene lidt på spidsen, så stod han mildest talt til en aflivning da jeg hentede ham. Men med sved, tårer og en masse benhårdt arbejde er han afbalanceret, glad og trives den dag i dag. Ude på landet, vel om mærke!
Problemet er at den her hund og jeg er i en slags symbiose. Han er så umådeligt tæt knyttet til mig, og omvendt. Han er mit "barn", og jeg er i tvivl om jeg ville kunne undvære ham - og omvendt. Er jeg afsted i nogle dage "sørger" han, han spiser minimalt, sover det meste af dagen, og søger efter mig udenfor

Dilemmaet er i bund og grund... Skal jeg lade min hund blive boende hos mine forældre, hvor han trives så vidunderligt godt, både med omgivelserne, og deres hund? Eller skal jeg tage ham med mig, og håbe på at han kan tilpasse sig et liv uden mine forældres hund, og i mere by-agtige omgivelser?

Jeg er så meget i vildrede, og aner ikke mine levende råd  Ja, det ville blive SÅ meget nemmere at finde et sted at bo, men min hverdag ville blive så tom, og jeg ville føle at jeg svigtede min hund  Mine forældre har selv tilbudt at "overtage" ham, han vil stadig være min, men han vil bo hos dem... Hvad ville I have gjort?

Jeg havde ladet hunde blive hvor den er. 

Der føler den sig tryg og hjemme tilligemed har den fåetcen bedste ven 

Ingen grund til at den skal stressede mere. Så sæt hundes velfærd i første række og så er du sikkert heller ikke i tvivl. 

Men det er altid hårdt at tage den slags beslutninger 

Du skal lade ham blive hos dine forældre... Han har nu det bedste hundeliv som han kan få med sine traumer. 

Det ville være egoistisk at tage ham væk derfra, symbiosen er nok mest din eftersom han trives hos dine forældre.

Jeg tror også godt du selv kender svaret på dit spørgsmål hvis du skal være helt nøgtern med dig selv

FruStolpe skriver:

Jeg havde ladet hunde blive hvor den er. 

Der føler den sig tryg og hjemme tilligemed har den fåetcen bedste ven 

Ingen grund til at den skal stressede mere. Så sæt hundes velfærd i første række og så er du sikkert heller ikke i tvivl. 

Men det er altid hårdt at tage den slags beslutninger 

Du har fuldstændigt ret - det er hans hjem, han trives, han har al den plads og albuerum han har brug for, han er aldrig alene da mine forældres hund jo er der, og når de er alene hjemme, så er det maksimalt 5 timer. De har det så godt sammen - de har så meget glæde af hinanden og kan tumle rundt, lege og holde hinanden med selskab..

Men jeg er bekymret for om hans bånd til mig vil få ham til at mistrives - han er vitterligt i en symbiose med mig, han er så morsyg at det nærmest er sygeligt og usundt...  Men det er kommet helt naturligt, da jeg har reddet ham fra en grim skæbne, og været hans første trygge og stabile person.

Jeg vil jo stadig se ham, i hvert fald en gang om ugen, men jeg er så bange for at han vil savne mig  Jeg vil i hvert fald savne ham... Han er mit et og alt, og alene det at skrive om det giver mig en klump i halsen...

Men mærker jeg efter helt indeni, så er oddsene for at han trives, størst hos mine forældre, frem for i et eller andet rækkehus eller boligkompleks i byen, hvor han skal være ALENE hjemme 8-9 timer dagligt, og konstant vil blive stresset over alle lydene, hundene og alle de fremmede mennesker man støder på i byen...

alenemor42 skriver:

Du skal lade ham blive hos dine forældre... Han har nu det bedste hundeliv som han kan få med sine traumer. 

Det ville være egoistisk at tage ham væk derfra, symbiosen er nok mest din eftersom han trives hos dine forældre.

Jeg tror også godt du selv kender svaret på dit spørgsmål hvis du skal være helt nøgtern med dig selv

Helt nøgternt, og objektivt, ja, så kender jeg jo godt svaret

Men for satan hvor er det hårdt! Det var en dream come true da jeg fik ham hjem, det har fandme også været hårdt, og jeg har grædt så mange gange i frustration at det ikke kan tælles på to hænder. Jeg føler lidt at jeg giver op på alt det jeg har arbejdet på og for de sidste to år. Men omvendt, så har de to år med kampe og tårer jo mundet ud i at han lever den dag i dag. Endelig trives han, med sit traume i bagagen, han har et godt hundeliv. Han er glad, leger, får kys og kærtegn og har albuerum til at være sig selv, uden at skulle stresse.

Men igen, for satan hvor er det hårdt

Hvad med at vænne hunden gradvist fra dig? Således kan du måske få hunden til at knytte et stærkere bånd til dine forældre?  Du kunne jo lave en plan sammen med dine forældre, hvor i er sammen om hunden og viser hunden, at de er lige så gode som dig.

Du risikere at den får massive adfærdsproblemer og tilbagefald hvis du udsætter den for et stressende liv, alene i en lille lejlighed i byen, når den er vant til at ha en ven og et stort sted på landet. Det ville være så egoistisk at ta den med. Den skal nok glemme dig når du flytter så længe den har sin trygge base. 

SofiaMik skriver:

Hvad med at vænne hunden gradvist fra dig? Således kan du måske få hunden til at knytte et stærkere bånd til dine forældre?  Du kunne jo lave en plan sammen med dine forældre, hvor i er sammen om hunden og viser hunden, at de er lige så gode som dig.

Det ville også blive fremgangsmåden hvis det bliver en realitet at flytte uden ham. Det er jeg nødt til, for at gå fra det forhold vi har nu, til at flytte, ville ødelægge ham tror jeg. Jeg tror man skal se vores forhold før man kan forestille sig det... Han ville løbe til månen og tilbage igen hvis jeg bad ham om det..

SandraXOXO skriver:

Du risikere at den får massive adfærdsproblemer og tilbagefald hvis du udsætter den for et stressende liv, alene i en lille lejlighed i byen, når den er vant til at ha en ven og et stort sted på landet. Det ville være så egoistisk at ta den med. Den skal nok glemme dig når du flytter så længe den har sin trygge base. 

Det ville være egoistisk, ja - hvis han havde været en normal hund. Men sammen med hans adfærdsvanskeligheder er også fulgt et massivt tryghedsbehov og en unaturlig tilknytning til mig.. Og det er alene derfor jeg er i tvivl, for jeg er bange for at han vil blive ødelagt af adskillelsen
Man ser ikke den her form for tilknytning ved hunde der har haft en normal opvækst i trygge rammer. Dette er et resultat af en knækket hund der har kastet AL sin kærlighed på mig

Men ja, med en flytning til bymiljø er jeg også slemt bange for et massivt tilbagefald og potentielt en hund der mistrives endnu værre end før

Anonym skriver:

Helt nøgternt, og objektivt, ja, så kender jeg jo godt svaret

Men for satan hvor er det hårdt! Det var en dream come true da jeg fik ham hjem, det har fandme også været hårdt, og jeg har grædt så mange gange i frustration at det ikke kan tælles på to hænder. Jeg føler lidt at jeg giver op på alt det jeg har arbejdet på og for de sidste to år. Men omvendt, så har de to år med kampe og tårer jo mundet ud i at han lever den dag i dag. Endelig trives han, med sit traume i bagagen, han har et godt hundeliv. Han er glad, leger, får kys og kærtegn og har albuerum til at være sig selv, uden at skulle stresse.

Men igen, for satan hvor er det hårdt

 

Det er så hårdt !  Og jeg føler med dig, men af erfaring ved jeg at han aldrig vil glemme dig  i vil altid have det specielle bånd.