Skouboe skriver:
Vi havde samme problem da min ældste var i den alder (og den yngste i øvrigt også). Jeg tror at det udvikler sig til hysteri fordi de ikke kan rumme mere i hovedet.
Vores ældste begyndte at gå ud på badeværelset selv for at få ro i hovedet når hele verden ramlede, da hun blev et par år. Der er lyst og gulvvarme og faktisk rigtigt hyggeligt. Jeg stak hovedet ind til hende engang i mellem og tilbød hende et kram, når hun var klar til at komme ud og det virkede rigtigt godt.
Jeg tror ikke at man skal prøve at kramme eller tale til dem, når det har det sådan, det er bare en ting mere de skal forholde sig til og det er for meget når hovedet er ved at brænde sammen, jeg tror det er vigtigere at give dem ro.
Når de er så små, tror jeg bare at jeg ville sætte dem på gulvet et sted, hvor de kunne se mig, og evt. give dem yndlingsbamsen eller sutten, og så bare lade dem være, uden at kigge på dem eller tale til dem. Når de så begynder at falde til ro, kan man spørge om de er klar til at komme og få en krammer.
Det er ikke en straf, de skal ikke blive siddende og de skal ikke ignoreres, de skal bare have lov at sidde og få lidt ro i hovedet, samtidigt med at de kan se at mor er der, men samtidigt må man heller ikke forlange at de skal forholde sig til flere ting, som fx hvad mor siger eller at mor hele tiden holder kigger nervøst.
