Hjælp! Temperamentsfuld 1 1/2 årig

Håber på råd og gode erfaringer med, hvad pokker man stiller op med en meget temperemantfuld dreng på 1 1/2 år. Almindeligvis er han mild og god, men når der først sætter sig en dårlig følelse i ham så har han SÅ svært ved at slippe det igen. I nat gik han f.eks. Amok i skrig og skrål fordi jeg måtte på toilettet og manden min lagde sig hos ham. (Vi samsover) Var max væk i 2 min. Men han skreg en time efter. Ikke i træk, men ligger og falder lidt til ro, husker det igen og begynder så at skrige igen og sådan fortsætter det bare. Den værste har været en skrigetur på tre timer en nat hvor storebror græd højt i 5 min. Fordi han havde ondt i maven og kastede op. Han vækkede så lillebror der skreg og skreg. Storebror faldt bare i søvn igen. Om dagen er der også mange ture, hvis jeg lige skal på toilettet, skære grøntsager osv. Han er med mig hvis han vil, men han bliver simpelthen så gal hvis jeg ikke lige kan sidde eller holde ham når han vil. Så går han væk, smider sig på gulvet i et hjørne, hiver sutten ud og skriger vredt. Man kan først trøste når gråden ændrer sig fra vred til ulykkelig. Storebror er aldrig blevet så gal i så lang tid af gangen og været forholdsvis nem at aflede/trøste. Hvad gør man? Og kan man gøre noget andet en KÆMPE tålmodighed?

Roselil skriver:

Håber på råd og gode erfaringer med, hvad pokker man stiller op med en meget temperemantfuld dreng på 1 1/2 år. Almindeligvis er han mild og god, men når der først sætter sig en dårlig følelse i ham så har han SÅ svært ved at slippe det igen. I nat gik han f.eks. Amok i skrig og skrål fordi jeg måtte på toilettet og manden min lagde sig hos ham. (Vi samsover) Var max væk i 2 min. Men han skreg en time efter. Ikke i træk, men ligger og falder lidt til ro, husker det igen og begynder så at skrige igen og sådan fortsætter det bare. Den værste har været en skrigetur på tre timer en nat hvor storebror græd højt i 5 min. Fordi han havde ondt i maven og kastede op. Han vækkede så lillebror der skreg og skreg. Storebror faldt bare i søvn igen. Om dagen er der også mange ture, hvis jeg lige skal på toilettet, skære grøntsager osv. Han er med mig hvis han vil, men han bliver simpelthen så gal hvis jeg ikke lige kan sidde eller holde ham når han vil. Så går han væk, smider sig på gulvet i et hjørne, hiver sutten ud og skriger vredt. Man kan først trøste når gråden ændrer sig fra vred til ulykkelig. Storebror er aldrig blevet så gal i så lang tid af gangen og været forholdsvis nem at aflede/trøste. Hvad gør man? Og kan man gøre noget andet en KÆMPE tålmodighed?

Jeg overvejede i går at skrive et indlæg og det havde næsten set præcist sådan der ud 

Jeg har en dreng på 1 år og 9 måneder og han er som du beskriver. Han er en glad og ekstremt (!) åben dreng men en masse gåpåmod. Men når Hjalte har sat sig noget for, så skal det blive som han vil have det for ellers så stejler han fuldstændig! 

når han har en dårlig dag kan ét eneste nej udvikle sig til flere timers "anfald" .. Jeg kalder det anfald fordi han bliver fuldstændig hysterisk, råber, skriger, sparker, slår osv. Det er virkelig svært at forklarer men han gør det kun hvis man "kommer for tæt på" når han er sur. Feks når han skal trøstes under sådan en tur. 

Jeg har fundet ud af at med Hjalte, så hjælper det aboslut ikke at blive sur eller være "hård". Det hjælper kun at være rolig og snakke ham ned igen indtil han er rolig nok til at blive trøstet. Og så tror jeg han hurtigt bliver stresset og derfor bliver det hele hurtigt for meget. Han har virkelig brug for hjælp til at komme ned igen. 

Desuden har jeg fundet ud af at det virkelig hjælper at være meget anderkendene, altså virkelig meget. Jeg roser ham hver eneste gang han lytter til hvad jeg siger også selv ved de mindste ting og det hjælper rigtig meget  

Håber virkelig i findet noget der hjælper hos jer, for det er virkelig hårdt, ikke mindst for de små 

Jeg tror desværre det er meget normalt. Min datter er ligesådan

Min søn er på samme måde ... Jeg taler ham ned... Han vil bestemt ikk ha a jeg rør ham når han er vred... Han vil så meget, og følger trop med storebror, men han kan ikke... Og det bliver han bla vred over ... Han vil hvad han vil - og hvad han ikke kan... De ture dér, dem har vi flere gange dagligt ....

Roselil skriver:

Håber på råd og gode erfaringer med, hvad pokker man stiller op med en meget temperemantfuld dreng på 1 1/2 år. Almindeligvis er han mild og god, men når der først sætter sig en dårlig følelse i ham så har han SÅ svært ved at slippe det igen. I nat gik han f.eks. Amok i skrig og skrål fordi jeg måtte på toilettet og manden min lagde sig hos ham. (Vi samsover) Var max væk i 2 min. Men han skreg en time efter. Ikke i træk, men ligger og falder lidt til ro, husker det igen og begynder så at skrige igen og sådan fortsætter det bare. Den værste har været en skrigetur på tre timer en nat hvor storebror græd højt i 5 min. Fordi han havde ondt i maven og kastede op. Han vækkede så lillebror der skreg og skreg. Storebror faldt bare i søvn igen. Om dagen er der også mange ture, hvis jeg lige skal på toilettet, skære grøntsager osv. Han er med mig hvis han vil, men han bliver simpelthen så gal hvis jeg ikke lige kan sidde eller holde ham når han vil. Så går han væk, smider sig på gulvet i et hjørne, hiver sutten ud og skriger vredt. Man kan først trøste når gråden ændrer sig fra vred til ulykkelig. Storebror er aldrig blevet så gal i så lang tid af gangen og været forholdsvis nem at aflede/trøste. Hvad gør man? Og kan man gøre noget andet en KÆMPE tålmodighed?

Det kunne være min datter du skrev om. Hun er 15 mdr og kan blive så gal over ingenting. Jeg er begyndt at når jeg er nødt til at lave mad så har jeg hende i bæreselen. Hun vil gerne putte, være tæt på og sidde hos mor. Jeg tænker at det er et udtryk om at hun har brug for lidt tryghed og for at mærke at jeg er der. Og det kan hun i bæreselen. Hun sidder også i den når jeg f.eks. Skal vaske tøj eller sådan noget. 

Tak for svar og gode råd allesammen. Der er åbenbart mange med  "sure" unger kan godt fornemme, at jeg har været heldig med den ældste i den henseende. Puha, det er hårdt! Synes også det er lidt småpinligt overfor naboerne, har næsten lyst til at hænge en sedl med "kære naboer! Jeg er ikke igang med at save min søn over med en sløv sav, han blir bare meget, meget gal sommetider

Monski skriver:

Jeg overvejede i går at skrive et indlæg og det havde næsten set præcist sådan der ud 

Jeg har en dreng på 1 år og 9 måneder og han er som du beskriver. Han er en glad og ekstremt (!) åben dreng men en masse gåpåmod. Men når Hjalte har sat sig noget for, så skal det blive som han vil have det for ellers så stejler han fuldstændig! 

når han har en dårlig dag kan ét eneste nej udvikle sig til flere timers "anfald" .. Jeg kalder det anfald fordi han bliver fuldstændig hysterisk, råber, skriger, sparker, slår osv. Det er virkelig svært at forklarer men han gør det kun hvis man "kommer for tæt på" når han er sur. Feks når han skal trøstes under sådan en tur. 

Jeg har fundet ud af at med Hjalte, så hjælper det aboslut ikke at blive sur eller være "hård". Det hjælper kun at være rolig og snakke ham ned igen indtil han er rolig nok til at blive trøstet. Og så tror jeg han hurtigt bliver stresset og derfor bliver det hele hurtigt for meget. Han har virkelig brug for hjælp til at komme ned igen. 

Desuden har jeg fundet ud af at det virkelig hjælper at være meget anderkendene, altså virkelig meget. Jeg roser ham hver eneste gang han lytter til hvad jeg siger også selv ved de mindste ting og det hjælper rigtig meget  

Håber virkelig i findet noget der hjælper hos jer, for det er virkelig hårdt, ikke mindst for de små 

Den med at blive sur/hård er det samme her. Er prøvet af farmand, hold da op hvor blev han gal! Far måtte trøste længe, længe efter... Det med om tingene bliver for meget eller stressende, må jeg lige lure på. Han er som storebror altid glad og udadvendt i institution. Og så reagerer han hjemme.

MummiT skriver:

Det kunne være min datter du skrev om. Hun er 15 mdr og kan blive så gal over ingenting. Jeg er begyndt at når jeg er nødt til at lave mad så har jeg hende i bæreselen. Hun vil gerne putte, være tæt på og sidde hos mor. Jeg tænker at det er et udtryk om at hun har brug for lidt tryghed og for at mærke at jeg er der. Og det kan hun i bæreselen. Hun sidder også i den når jeg f.eks. Skal vaske tøj eller sådan noget. 

Åh, gid jeg kunne det med bæreselen, men han er simpelthen blevet for tung til mig. Men jeg sidder rigtig meget med ham. Han har fået vane med at have hånden på mit bryst. Det startede da vi stoppede amning da han blev 1 år. Så det er nok en erstatning. 

Vi havde samme problem da min ældste var i den alder (og den yngste i øvrigt også). Jeg tror at det udvikler sig til hysteri fordi de ikke kan rumme mere i hovedet.

Vores ældste begyndte at gå ud på badeværelset selv for at få ro i hovedet når hele verden ramlede, da hun blev et par år. Der er lyst og gulvvarme og faktisk rigtigt hyggeligt. Jeg stak hovedet ind til hende engang i mellem og tilbød hende et kram, når hun var klar til at komme ud og det virkede rigtigt godt.

Jeg tror ikke at man skal prøve at kramme eller tale til dem, når det har det sådan, det er bare en ting mere de skal forholde sig til og det er for meget når hovedet er ved at brænde sammen, jeg tror det er vigtigere at give dem ro.

Når de er så små, tror jeg bare at jeg ville sætte dem på gulvet et sted, hvor de kunne se mig, og evt. give dem yndlingsbamsen eller sutten, og så bare lade dem være, uden at kigge på dem eller tale til dem. Når de så begynder at falde til ro, kan man spørge om de er klar til at komme og få en krammer. 

Det er ikke en straf, de skal ikke blive siddende og de skal ikke ignoreres, de skal bare have lov at sidde og få lidt ro i hovedet, samtidigt med at de kan se at mor er der, men samtidigt må man heller ikke forlange at de skal forholde sig til flere ting, som fx hvad mor siger eller at mor hele tiden holder kigger nervøst.

Skouboe skriver:

Vi havde samme problem da min ældste var i den alder (og den yngste i øvrigt også). Jeg tror at det udvikler sig til hysteri fordi de ikke kan rumme mere i hovedet.

Vores ældste begyndte at gå ud på badeværelset selv for at få ro i hovedet når hele verden ramlede, da hun blev et par år. Der er lyst og gulvvarme og faktisk rigtigt hyggeligt. Jeg stak hovedet ind til hende engang i mellem og tilbød hende et kram, når hun var klar til at komme ud og det virkede rigtigt godt.

Jeg tror ikke at man skal prøve at kramme eller tale til dem, når det har det sådan, det er bare en ting mere de skal forholde sig til og det er for meget når hovedet er ved at brænde sammen, jeg tror det er vigtigere at give dem ro.

Når de er så små, tror jeg bare at jeg ville sætte dem på gulvet et sted, hvor de kunne se mig, og evt. give dem yndlingsbamsen eller sutten, og så bare lade dem være, uden at kigge på dem eller tale til dem. Når de så begynder at falde til ro, kan man spørge om de er klar til at komme og få en krammer. 

Det er ikke en straf, de skal ikke blive siddende og de skal ikke ignoreres, de skal bare have lov at sidde og få lidt ro i hovedet, samtidigt med at de kan se at mor er der, men samtidigt må man heller ikke forlange at de skal forholde sig til flere ting, som fx hvad mor siger eller at mor hele tiden holder kigger nervøst.

Det har jeg faktisk gjort et par gange. Og ja det virker. Lige pludselig glemte hun hvad hun var sur over og begyndte at lege