Min kæreste og min familie kan ikke lide hinanden

Patriark skriver:

Er de nu også det?

I bliver da nød til, at få talt id om situationen, som er dybt uholdbar. Specielt for dig. Du, forestiller jeg mig, sidder i en loyalitetskonflikt, som vil vokse og vokse hvis ikke den bliver løst.

Hvad ville der f.eks. ske hvis nu du, pludselig falder død om? Ville dine .børn så miste kontakten til DIN familie!?

Jeg har også visse udfordringer med mine svigerforældre, men mine forbehold pakker jeg væk, for min kæreste og børns skyld.

Din kæreste lyder som en værre egoist.

Enig. 

Hertil kommer at vi alle må indgå i fællesskaber (skoleklasser, arbejdspladser, vennegrupper, idrætsklubber, osv.) hvor man ikke knuselsker alle - eller nogen for den sags skyld - men møder op af pligt, nødvendighed, lysten til det faglige/aktiviteten eller andre årsager. Man er nødt til at lære at være høflig og ordentlig overfor mennesker, som 'ikke siger en noget' eller ikke bryder sig specielt meget om en.

Det kan din kæreste sikkert godt finde ud af på arbejdspladsen og i fodboldklubben. Så læringen for jeres børn bliver, at familien er det laveste prioriterede. Og det er jo ok, hvis det er jeres princip. I må så bare håbe, at I 'siger jeres børn noget' den dag, de har magten til at vælge jer fra.

Cvbn skriver:

Helt enig i at man godt kan stille det krav.

Men helt ærligt.... Hvad havde du egentlig forventet at få ud af det, da du valgte at fortælle din kæreste de  grimme ting din familie mente om ham?

Var det mig, så havde jeg da forsvaret min mand overfor andre og bedt dem behandle ham pænt. Præcis som jeg forventer, han gør med mig.

Jeg kan da egentlig godt forstå, at han ikke gider dem. 

De ting jeg har nævnt har været ting som jeg har drøftet med ham nu vil jeg ikke hænge ham ud her inde men det har været ting jeg har været nød til at vende med ham på den ene eller anden vis 

L-mor skriver:

Enig. 

Hertil kommer at vi alle må indgå i fællesskaber (skoleklasser, arbejdspladser, vennegrupper, idrætsklubber, osv.) hvor man ikke knuselsker alle - eller nogen for den sags skyld - men møder op af pligt, nødvendighed, lysten til det faglige/aktiviteten eller andre årsager. Man er nødt til at lære at være høflig og ordentlig overfor mennesker, som 'ikke siger en noget' eller ikke bryder sig specielt meget om en.

Det kan din kæreste sikkert godt finde ud af på arbejdspladsen og i fodboldklubben. Så læringen for jeres børn bliver, at familien er det laveste prioriterede. Og det er jo ok, hvis det er jeres princip. I må så bare håbe, at I 'siger jeres børn noget' den dag, de har magten til at vælge jer fra.

Syntes ikke vi lære vores børn at vælge familien fra da jeg stadig kommer der bare uden far men syntes det er lidt svære det hele da jeg ville ønske at han to med os for at vise intarasse for at det hele går godt 

Anonym skriver:

sagen er der at der på det sidste har været lidt tumult mellem mig, og min bedre halvdel. (det har løst sig og alt er godt nu.) i dem tid det har stået på har min familie luftet nogle sandheder, om hvor lidt de kan lide min kæreste, hvilket jeg har forsøgt at vende med min kæreste. da han heller ikke kan lide dem, og jeg ikke har lyst til ufred i familien. men det har aldrig løst sig så jeg ser ikke m in familie så tit, vilket ikke gør mig noget da jeg ikke er kæmpe familie menneske, men når de så invitere os mig og vores søn og min kæreste. så skal jeg altid finde på en dårlig undskyldning for han ikke lige kan idag, fordi der ligepludselig duggede noget op. jeg er træt af det og flov over at lyve dem lige op i hovedet, om at han skal 7000 ting som ikke kan vente. jeg syntes det hårdt at stå der over for min familie der nok inderst inde godt ved det. men jeg vil jo heller ikke tvinge ham, selv om jeg syntes de 3-4 gange jeg ser dem om året, kunne han godt holde ud for mig og vores søns skyld. jeg tager jeg med ham til hans forældre de gange vi er der vilket er ihvertfald 2-3 gange om måneden, fordi jeg ønsker at støtte op om et godt familie liv. han hved dog ikke jeg har det lidt svært ved hans forældre, da jeg ikke syntes han skal trækkes med det. men hvad skal jeg gøre? bare blive ved at stikke min forældre en plade, eller sige noget til ham eller hvad? Vi venter os en lille mere om lidt, og er bange for det hele blive så akavet, at de ikke syntes de kan komme og besøge os når den lille er kommet.

Du kan skrive privat til mig, da jeg ikke lige vil dele det med alle andre, men kender det med min kæreste