Min kæreste og min familie kan ikke lide hinanden

sagen er der at der på det sidste har været lidt tumult mellem mig, og min bedre halvdel. (det har løst sig og alt er godt nu.) i dem tid det har stået på har min familie luftet nogle sandheder, om hvor lidt de kan lide min kæreste, hvilket jeg har forsøgt at vende med min kæreste. da han heller ikke kan lide dem, og jeg ikke har lyst til ufred i familien. men det har aldrig løst sig så jeg ser ikke m in familie så tit, vilket ikke gør mig noget da jeg ikke er kæmpe familie menneske, men når de så invitere os mig og vores søn og min kæreste. så skal jeg altid finde på en dårlig undskyldning for han ikke lige kan idag, fordi der ligepludselig duggede noget op. jeg er træt af det og flov over at lyve dem lige op i hovedet, om at han skal 7000 ting som ikke kan vente. jeg syntes det hårdt at stå der over for min familie der nok inderst inde godt ved det. men jeg vil jo heller ikke tvinge ham, selv om jeg syntes de 3-4 gange jeg ser dem om året, kunne han godt holde ud for mig og vores søns skyld. jeg tager jeg med ham til hans forældre de gange vi er der vilket er ihvertfald 2-3 gange om måneden, fordi jeg ønsker at støtte op om et godt familie liv. han hved dog ikke jeg har det lidt svært ved hans forældre, da jeg ikke syntes han skal trækkes med det. men hvad skal jeg gøre? bare blive ved at stikke min forældre en plade, eller sige noget til ham eller hvad? Vi venter os en lille mere om lidt, og er bange for det hele blive så akavet, at de ikke syntes de kan komme og besøge os når den lille er kommet.

Anonym skriver:

sagen er der at der på det sidste har været lidt tumult mellem mig, og min bedre halvdel. (det har løst sig og alt er godt nu.) i dem tid det har stået på har min familie luftet nogle sandheder, om hvor lidt de kan lide min kæreste, hvilket jeg har forsøgt at vende med min kæreste. da han heller ikke kan lide dem, og jeg ikke har lyst til ufred i familien. men det har aldrig løst sig så jeg ser ikke m in familie så tit, vilket ikke gør mig noget da jeg ikke er kæmpe familie menneske, men når de så invitere os mig og vores søn og min kæreste. så skal jeg altid finde på en dårlig undskyldning for han ikke lige kan idag, fordi der ligepludselig duggede noget op. jeg er træt af det og flov over at lyve dem lige op i hovedet, om at han skal 7000 ting som ikke kan vente. jeg syntes det hårdt at stå der over for min familie der nok inderst inde godt ved det. men jeg vil jo heller ikke tvinge ham, selv om jeg syntes de 3-4 gange jeg ser dem om året, kunne han godt holde ud for mig og vores søns skyld. jeg tager jeg med ham til hans forældre de gange vi er der vilket er ihvertfald 2-3 gange om måneden, fordi jeg ønsker at støtte op om et godt familie liv. han hved dog ikke jeg har det lidt svært ved hans forældre, da jeg ikke syntes han skal trækkes med det. men hvad skal jeg gøre? bare blive ved at stikke min forældre en plade, eller sige noget til ham eller hvad? Vi venter os en lille mere om lidt, og er bange for det hele blive så akavet, at de ikke syntes de kan komme og besøge os når den lille er kommet.

Synes du skal holde fast i at han ikk skal tvinges. Men lad være og lyv. Fortæl han ikk gider. Det er sandheden. 

Jeg har været sammen med min kæreste i 2,5 år og vi har en dreng på knap 8 uger sammen. Min kæreste har aldrig gidet at tage med til familie ting og gider stadig ikk. I starten løj jeg også og kom med dårlige undskyldninger. Men til sidst tænkte jeg ved mig selv "hvorfor lyve og gøre mig selv til bussemanden? - det er ham der ikk gider og derfor også det de får at vide". Vær ærlig. 

Diosa85 skriver:

Synes du skal holde fast i at han ikk skal tvinges. Men lad være og lyv. Fortæl han ikk gider. Det er sandheden. 

Jeg har været sammen med min kæreste i 2,5 år og vi har en dreng på knap 8 uger sammen. Min kæreste har aldrig gidet at tage med til familie ting og gider stadig ikk. I starten løj jeg også og kom med dårlige undskyldninger. Men til sidst tænkte jeg ved mig selv "hvorfor lyve og gøre mig selv til bussemanden? - det er ham der ikk gider og derfor også det de får at vide". Vær ærlig. 

Har bare lidt undt i maven over om de så føler de ikke er vedkommende hos os for det er de selfølgelig. 

Anonym skriver:

Har bare lidt undt i maven over om de så føler de ikke er vedkommende hos os for det er de selfølgelig. 

Det skal du ikke have. Det fortæller du dem selvfølgelig bare at de er. Så kan din mand jo bare vælge og gå når de komme på besøg. 

Man kan ikke tvinge folk til at kunne lide hinanden. Og det er da bedre at man så holder sig fra hinanden hvis man ikke kan affinde sig med hinandens selskab fremfor at der måske er en akavet stemning. 

Anonym skriver:

Har bare lidt undt i maven over om de så føler de ikke er vedkommende hos os for det er de selfølgelig. 

Er de nu også det?

I bliver da nød til, at få talt id om situationen, som er dybt uholdbar. Specielt for dig. Du, forestiller jeg mig, sidder i en loyalitetskonflikt, som vil vokse og vokse hvis ikke den bliver løst.

Hvad ville der f.eks. ske hvis nu du, pludselig falder død om? Ville dine .børn så miste kontakten til DIN familie!?

Jeg har også visse udfordringer med mine svigerforældre, men mine forbehold pakker jeg væk, for min kæreste og børns skyld.

Din kæreste lyder som en værre egoist.

Patriark skriver:

Er de nu også det?

I bliver da nød til, at få talt id om situationen, som er dybt uholdbar. Specielt for dig. Du, forestiller jeg mig, sidder i en loyalitetskonflikt, som vil vokse og vokse hvis ikke den bliver løst.

Hvad ville der f.eks. ske hvis nu du, pludselig falder død om? Ville dine .børn så miste kontakten til DIN familie!?

Jeg har også visse udfordringer med mine svigerforældre, men mine forbehold pakker jeg væk, for min kæreste og børns skyld.

Din kæreste lyder som en værre egoist.

Enig.

jeg syntes heller ikke besøg hos min svigerfamilie er det mest hyggelige i verden, men det er min kærestes familie og han elsker dem, så jeg pakker egene meninger væk og tager med og er høflig og så åben jeg kan for hans skyld, alt andet ville ikke være okay.

Ku du ikke bare selv tage afsted med jeres søn og selvfølgelig sige som det er at din kæreste ikke gider men at i andre kommer.

Lad os nu sige at jeg tager snakken med ham i aften, og siger som det er. at hans familie enlig ikke siger mig noget heller, men for hans og ungernes skyld tager jeg gerne med til alt hvad vi nu bliver inviteret til. Så tror jeg bare han vil være uforstående, overfor jeg ikke brydes mig om dem, men hver gang jeg sider med dem føler jeg mig total uvelkommen, og præcis den der lidt pressede stemning fordi jeg holde igen på alt hvad jeg er. Det forstår jeg godt han også har gjordt de gange han har været sammen med min famile, og jeg hved det ikke er spicelt rart. men jeg tænker bare når ungerne bliver større, forstår de så ikke at far syntes mors familie er spild af tid, og omvendt. hvis man ikke bare gør det, og holder ud det er jo trods alt ikke hver dag vi ses. Men syntes bare måske ikke det mig der skal presse ham til det. 

Ligesom du stiller op til familiehygge med hans familie (endda hyppigt), skal han også stille op til familiehygge med din familie (endda kun sjældent). 

Når man bliver forældre, skal man lære at sætte sig selv i 2. række. At din kæreste ikke er vild med din familie er bare ærgerligt, så må han nøjes med almindelig høflig samtale. Men han er et voksent menneske, og dét krav kan du sagtens stille. 

Helt enig i at man godt kan stille det krav.

Men helt ærligt.... Hvad havde du egentlig forventet at få ud af det, da du valgte at fortælle din kæreste de  grimme ting din familie mente om ham?

Var det mig, så havde jeg da forsvaret min mand overfor andre og bedt dem behandle ham pænt. Præcis som jeg forventer, han gør med mig.

Jeg kan da egentlig godt forstå, at han ikke gider dem.