Papillon skriver:
Det fylder en del i mine tanker, hvornår det er tid til andet barn - hvornår man som forældre er klar. Følelsesmæssigt er jeg sindssygt skruk, men har en senabort bag mig, som stadig fylder meget og er en af grundene til, at jeg troligt tager mine p-piller. Min kæreste har givet udtryk for, at han er klar. Men en ting er det følelsesmæssige, noget andet er rammerne, hvor vi står i forhold til bolig, økonomi, uddannelse og sådan. Hvornår og hvordan det vil passe ind med alt det.
Hvordan er/var det for jer? Hvordan ved/vidste I, at nu var I klar? Hvilke overvejelser gjorde I jer?
Her tænker jeg man vel egentlig kan svare, uanset om det drejer sig om første, andet, tredje barn 
Vi har altid været enige om, at 2-3 år var den "rigtige" alderforskel for os. Så vi startede op, så der ville blive knap 2 år mellem børnene, hvis var gevinst i første hug. Min kæreste var næsten færdiguddannet med meget gode jobudsigter, da vi gik i gang (hvilket også gik som forventet). Jeg var studerende og ville kun mangle specialet, hvis jeg blev gravid - hvilket vi så som en fordel, da jeg skal ind i en meget ombejlet branche, hvor det er svært at få foden indenfor og kan være meget sårbart ift. barsel. Vi boede (og bor stadig) i eget hus og har en sund økonomi. Men for os var den ønskede aldersforskel på børnene, der gjorde, at nu var vi klar (for vi har hele tiden drømt om 2-3 børn).
Skæbnen ville så noget andet og her 2,5 år efter er der stadig ingen baby på vej til os... Så vores tanker om aldersforskel har især jeg skulle have bearbejdet (da der nu minimum vil blive 4,5 år mellem dem), men jeg har indset, at personlighed og kærlig betyder mere end antal år. Vi har også næsten vænnet os til tanken om et enebarn, da vi lige nu kun har ét forsøg tilbage, og vi bagefter efter ikke vil bruge flere penge på fertilitetsbehandling.
Det der vil gøre mest ondt ved at droppe drømmen om endnu et barn, er vores datters kæmpe store ønske om at blive storesøster 