Men han vil jo ikk' have børn

I bliver nødt til at sætte jer ned og få en snak. Hvis i er alvorlige og det er hinanden i gerne vil i fremtiden så må i jo finde ud af hvad der skal ske. Og du må gøre op med dig selv om du kan være sammen med ham, hvis han ikke ønsker børn.

nogen ændre mening men ikke alle

TheKrog skriver:

Vi er begge 27. Jeg har altid været sikker på at jeg skal have børn. Et ville være nok, bare jeg får et barn.

Han siger at han ikke har så meget tålmodighed til børn, f.eks. hans niecer og nevø. Men jeg tænker, når det er ens eget barn er det jo en helt anden sag?

Jeg forstår godt det ikke er nemt og slet ikke er en løsning du bliver tiltrukket af. Men.. 27år. Hvis i bruger 2-3 år mere sammen hvor du venter og håber og det aldrig kommer videre, så er du 29/30. Så går der måske lidt tid inden du finder den rette, måske 1,5-2år - 31/32år, så skal i være kærester lidt, flytte sammen, være sikre på hinanden - 35år. Og så starter pb, måske tager det tid, 36-37 år. 

Pludselig er din drøm om børn 10 år ude i fremtiden. Det er self helt ok at få børn midt i 30'erne, det er slet ikke det, men der er længe til hvis du har en drøm om børn snart. Jeg ville i hvertfald overveje det meget grundigt. 

Jeg kan godt forstå du ikk vil gå fra ham og du elsker ham, venter du nogen år, for at han skal blive klar til børn, så der to ting der kan ske, at han ændre mening og gerne vil eller han holder fast i den han har nu. Så det bare om du elsker ham højt nok til at ofre børn måske, og at du ikk vil blame han senere hen. Jeg havde ikk kunne klare det, jeg ved at jeg inderst inde ville blame min mand hvis han ikk ville, og så ved jeg min kærlighed var forsvundet. Når man drømmer om noget, skal man ikk ofre det for noget som helst, hvis man drømmer nok om det. Men det self min mening 

TheKrog skriver:

Åh... Hvordan skal dette dog gå?

Jeg har en vidunderlig kæreste. Han forkæler mig meget og er super sød og vi klikker bare super godt sammen. Men så fandt jeg ud af at han ikke er interesseret i at få børn!

Damn, hvad skal jeg dog gøre. Jeg er helt vild efter at få børn. Og jeg elsker ham bare så meget.

 

Er der nogen der har nogle gode idéer til argumenter og bare idéer generelt. Jeg elsker ham så højt.

Puha en kattepine! Jeg er måske lidt modsat de andre. Jeg lærte min mand at kende i 1. G i gymnasiet. Da vi stod og skulle flytte hjemmefra for at læse efter gymnasiet flyttede vi sammen til Aalborg. Vi har altid gerne ville have børn men jeg fik som 20 årig at vide, at jeg havde PCO og med meget lidt sandsynlighed ville kunne få børn naturligt. Her blev jeg bekymret for min kærestes reaktion da han jo gerne ville have mindst to børn. I hans familie er størrelsen på søskendeflokken typisk 4-7 børn. Men han støttede mig og fortalte at det jo var mig han ville have de børn med og aldrig kunne finde på at skride bare fordi vi muligvis aldrig ville få børn. Han sagde at det aldrig er en sikkerhed at få børn her i livet men at han var sikker på mig. At jeg så nu har tredje barn på vej er jo bare en lykkelig slutning. Men omvendt ville jeg aldrig have droppet min mand hvis han fx ikke kunne få børn. 

Ingen af jer kan vide om i kan få børn med hinanden eller med andre. I har det godt sammen og det ville jeg personligt ikke kunne smide væk for at få børn som man evt ender selv med. Der er ingen garantier her i livet men man må følge sin mavefornemmelse. Og af hvad du skriver kan din kæreste da sagtens ændre mening om nogle år. 27 år for en mand er ifølge gennemsnittet stadigvæk ung som far. Så måske er han bare ikke klar. Jeg ville være åben og sige at jeg ønskede børn indenfor 5 år og så har han det at tygge lidt på. Men det er sku en svær situation! 

Kitty-Katten skriver:

Puha en kattepine! Jeg er måske lidt modsat de andre. Jeg lærte min mand at kende i 1. G i gymnasiet. Da vi stod og skulle flytte hjemmefra for at læse efter gymnasiet flyttede vi sammen til Aalborg. Vi har altid gerne ville have børn men jeg fik som 20 årig at vide, at jeg havde PCO og med meget lidt sandsynlighed ville kunne få børn naturligt. Her blev jeg bekymret for min kærestes reaktion da han jo gerne ville have mindst to børn. I hans familie er størrelsen på søskendeflokken typisk 4-7 børn. Men han støttede mig og fortalte at det jo var mig han ville have de børn med og aldrig kunne finde på at skride bare fordi vi muligvis aldrig ville få børn. Han sagde at det aldrig er en sikkerhed at få børn her i livet men at han var sikker på mig. At jeg så nu har tredje barn på vej er jo bare en lykkelig slutning. Men omvendt ville jeg aldrig have droppet min mand hvis han fx ikke kunne få børn. 

Ingen af jer kan vide om i kan få børn med hinanden eller med andre. I har det godt sammen og det ville jeg personligt ikke kunne smide væk for at få børn som man evt ender selv med. Der er ingen garantier her i livet men man må følge sin mavefornemmelse. Og af hvad du skriver kan din kæreste da sagtens ændre mening om nogle år. 27 år for en mand er ifølge gennemsnittet stadigvæk ung som far. Så måske er han bare ikke klar. Jeg ville være åben og sige at jeg ønskede børn indenfor 5 år og så har han det at tygge lidt på. Men det er sku en svær situation! 

Jeg vil så sige at det er stor forskel på at ønske børn og give det en chance og slet ikke at ville prøve.

Der kan være fysiske begrænsninger som i dit tilfælde, men hvor man stadig forsøger, og ønsker det samme. Og hvor man måske får et eller flere børn ud af det alligevel.

Men hvis han er helt afklaret med at han slet ikke vil have børn på noget tidspunkt i sit liv, så bliver ts nødt til at overveje om det er noget hun kan leve med. Lige nu overskygger kærligheden måske ønsket om børn, men gør det også det om 10-20 år, når det bliver for sent? Tror at hvis ts bliver trods brændende ønske om børn, og kæresten aldrig ændrer mening så kommer der skår i forholdet. Selvfølgelig et der succeshistorierne om kvinden der bliver hos manden og han så ændrer mening. Men der er også dem hvor han ikke gør. 

Kitty-Katten skriver:

Puha en kattepine! Jeg er måske lidt modsat de andre. Jeg lærte min mand at kende i 1. G i gymnasiet. Da vi stod og skulle flytte hjemmefra for at læse efter gymnasiet flyttede vi sammen til Aalborg. Vi har altid gerne ville have børn men jeg fik som 20 årig at vide, at jeg havde PCO og med meget lidt sandsynlighed ville kunne få børn naturligt. Her blev jeg bekymret for min kærestes reaktion da han jo gerne ville have mindst to børn. I hans familie er størrelsen på søskendeflokken typisk 4-7 børn. Men han støttede mig og fortalte at det jo var mig han ville have de børn med og aldrig kunne finde på at skride bare fordi vi muligvis aldrig ville få børn. Han sagde at det aldrig er en sikkerhed at få børn her i livet men at han var sikker på mig. At jeg så nu har tredje barn på vej er jo bare en lykkelig slutning. Men omvendt ville jeg aldrig have droppet min mand hvis han fx ikke kunne få børn. 

Ingen af jer kan vide om i kan få børn med hinanden eller med andre. I har det godt sammen og det ville jeg personligt ikke kunne smide væk for at få børn som man evt ender selv med. Der er ingen garantier her i livet men man må følge sin mavefornemmelse. Og af hvad du skriver kan din kæreste da sagtens ændre mening om nogle år. 27 år for en mand er ifølge gennemsnittet stadigvæk ung som far. Så måske er han bare ikke klar. Jeg ville være åben og sige at jeg ønskede børn indenfor 5 år og så har han det at tygge lidt på. Men det er sku en svær situation! 

Synew der er stor forskel på at ønske børn sammen og ikke kunne, og så til at det kun er den ene der ønsker børn. 

Hvis man er sammrn om at prøve, men det aldrig lykkes, så er man også sammen i sin sorg over at være barnløse, og er dermed det samme sted og kan følges ad og støtte hinanden.

En mand der ikke ønsker børn vil ALDRIG kunne sætte sig ind i den sorg det vil være for konen/kæresten at være barnløs.

Du kan ikke overtale, tvinge eller presse folk til at få børn, hvis de ikke selv ønsker det. Han Har været ærlig overfor dig, og du er nødt til at respektere hans holdning. Måske ændrer han mening, måske ikke, men du er nødt til at gøre op med dig selv, om du kan leve med det, hvis han ikke gør? 

Hvis du på ingen måde kan leve med det, så synes jeg at du skal overveje at stoppe forholdet. Det bliver som regel ikke nemmere med tiden...

Min mand ønskede på ingen måde børn.. Jeg sagde i starten af vores forhold at det vidste jeg ærlig talt ikke om jeg ville eller ej.. Vi blev enige om at se tiden an ( da jeg jo heller ikke var sikker) årerne gik og jeg blev klar over at jeg gerne ville have børn.. Jeg fortalte min mand at jeg i fremtiden ønskede børn.. Jeg troede det var enden på os men han bad om at jeg blev hos ham i 3 måneder for at han kunne tænke sig om. Jeg gav ham de 3 måneder.. Efter dette sagde han at han gerne ville have 1 barn.. Det var ok for mig og vi blev enige om hvornår ( 2 år frem) vi har nu en skøn unge på 2 år og Gud hjælpe mig om ikke manden kom for 2 måneder siden og sagde han ønskede et barn mere ???? Så nu er vi i gang med PB nr 2. 

MEN du skylder ham og dig selv at fortælle ham hvad du føler.. At du gerne vil have børn.. Fortæl ham at du ikke ønsker børn lige nu men om ( sæt selv år ind) og at hvis jeres forhold er stærk osv så ønsker du altså børn med ham....).  

Og selvom han reagere voldsomt så giv ham lidt tid til at mærke efter.. Men hav gjort op med dig selv om DU kan undvære børn hvis han står fast.. Et brud vil ikke gøre mindre ondt om nogle år tværtimod.. 

ååårh kender det der alt for godt.

jeg var sammen med min kæreste I 1 år før han meldte ud at han faktisk er steriliseret..

jeg sagde så at jeg ville smutte, men der ændre han mening og sagde at han gerne ville ha et barn..

vi har besluttet at det blir I fremtiden, men at vi skal have et fælles barn. han har sagt om 5 år vil han gerne gå med til det.

giv ham en chance og for guds skyld lad være at presse på - det havde nær kostet mig mit forhold.. tag det I hans tempo så er jeg sikker på det kommer

kæmpe krammer til dig

Alle jeres svar er gode og har hvertfald gjort at jeg skal tænke lidt. Det er en svær situation at være i, som mange af jer har gættet. Men i skal vide at jeg sætter pris på jeres svar.