Det er lidt længe siden at jeg har været rigtigt herinde, men nu synes jeg at det var på tide at skrive og høre lidt fra andre. Jeg undskylder på forhånd at indlægget bliver langt.
Min kæreste og jeg startede udredning hos John Dræby i Odense i april 2015 med henvisning fra læge, og vi fik at vide at jeg umiddelbart ikke fejler noget men min kærestes sædprøve var blank, hvilket kom som et kæmpe chok for os. Jeg græd i 3 uger... Dagen efter vi fik mailen med svar ringede jeg ned og spurgte grædende og desperat, om der ikke engang var nogle dårlige eller døde sædceller? Bare noget? Men sekretæren sagde at den var helt blank.
Vi holder derfor 3-4 måneders fed sommerferie med masser af god (og ikke altid lige sund) mad, vin, cocktails og en aftensmøg i ny og næ, da vi jo nu vidste at jeg i hvert fald ikke ville blive gravid de næste 4 måneder, inden han skulle aflevere sædprøve 2. Det var dejligt og tiltrængt, og d. 31. august bliver der lavet sædprøve og vi kommer til efterfølgende samtale.
Her får vi så at vide at denne sædprøve er blank. Det havde vi jo regnet med, men hvad vi ikke havde regnet med var, at få at vide at der havde været 100.000 dårlige sædceller i den første! 
Jeg var målløs 
Jeg havde nemlig hele sommeren sagt til mig selv at det 'bare' var en stoppet sædleder, og at en tesa/mesa/pesa undersøgelse nok skulle give os vores drømmebarn. Men nu får vi så at vide, at der havde været 'hul' igennem og at det med al sandsynlighed er manglende produktion... Endnu en gang brast min drøm i tusind stykker. Og det gjorde det ikke bedre at vi så havde 'spildt' sommeren (forstået på den måde, at havde vi vidst at det drejede sig om en SÅ ringe produktion, så havde vi nok sat ham på en sædproduktions-fremmende kur af en slags). Men vi var jo desværre blevet fejlinformeret af sekretæren 
Vi får så at vide at han kan tilbyde os insemination med donorsæd og/eller en henvisning til yderligere udredning af min kæreste på OUH. Vi takker ja til det sidste, da min kæreste som minimum gerne vil vide hvorfor han ikke producere noget, og om der måske ligger noget værre bag, og takker et måske til donorforløb. Vi ville i hvert fald gerne snakke om det alene først.
Dagen efter ringer vi til OUH som har det ledeste kvindemenneske ansat som sekretær. Jeg ringede for at få bekræftet, at et evt. donorforløb hos John Dræby ikke vil have indflydelse på et udredningsforløb hos dem, da vi gerne ville have det med i vores overvejelser; hvortil svaret lyder at 'det var da mega dårlig stil sådan at ride på to heste!' Det mente hun bestemt ikke at vi kunne, men jeg får overbevist hende om at konferere med en læge.
En time senere får vi svaret at det må vi i princippet godt, men at de allesammen bare synes at det ville være SÅ synd for os, når nu der var så mange ting de kan gøre. Jeg forklarer hende at vi lige har fået at vide at vi ikke kan få børn, da det drejer sig om manglende produktion og IKKE en stoppet sædleder, hvortil hun svarer: 'Men det vil jo bare være meget BEDRE for jer at få jeres EGET biologiske barn!'
Jeg er målløs! Hvad bilder hun sig ind at sige til os at det vi ikke kan få vil være bedre? At prøve at overbevise en patient der står i en så sårbar situation om sin egne meget personlige holdninger? For hun siger det ikke bare én men faktisk 6 gange til mig! Og ikke nok med det, jeg bliver så forvirret af den overrumpling, at jeg bliver i tvivl om vi reelt må gå i gang andet steds, så min kæreste må ringe igen dagen efter - og han fik samme tur! Han brød godt nok ikke sammen og fik sagt klart og tydeligt at det bestemt var vores valg og ikke hendes - men stadig!
Vi får desuden at vide, at vi vil skulle starte helt forfra, og det vil derfor tage et halvt til et helt år, før vi er nået til samme sted i udredningen som vi allerede er nu..
Efter samtalen bryder jeg fuldstændigt sammen. Alt hvad min kæreste og jeg lige var blevet enige om dagen inden, var lige blevet testet af verdens fordomme, og det gjorde ondt.
Men vi har snakket frem og tilbage og mærket for os selv, og det var hele tiden det samme vi kom frem til.
Min kæreste vil rigtig gerne være far, og har ikke ladet sig slå ud eller er blevet ramt på sin mandighed af ikke at producere. Det passer ind i vores liv at få børn nu, og ærligt talt så er vi trætte af smerten der følger med udredning, og det vil kun blive værre. Vi vil klart fortryde det langt mere at vente i hundrede år på at få det samme at vide og så først skulle starte dér, end hvis jeg blev gravid med et donorbarn og der på mirakuløst vis skulle være noget at gøre og dermed en chance for at få et biologisk barn. Det vil jo kun være en dejlig nyhed, men vigtigst af alt så betyder biologi ikke længere noget for os, og selvom vi en dag skulle få et ikke-donor barn, vil det ikke blive elsket højere af den grund. Faktisk har jeg selv sagt, at når vi en gang har fået de børn vi skal have, vil jeg gerne selv donere æg, til andre der har brug for hjælp.
I dag har vi ringet til Dræby og bedt om at starte op med donorsæd og vi glæder os. For i sidste ende er det hvad der føles rigtigt for os der tæller! 
Hvis der er andre par derude der har opnået graviditet eller står over for/er i gang med et forløb med brug af donorsæd, vil jeg blive rigtig glad for at høre fra jer.
Og til alle der læste med - tak
