Så værsgo'.
Fødselsberetning fra Fiona's fødsel.
Den 16 Januar 2009. Eller det var ihvertfald hvad terminen påstod. Men sådan skulle det ikke gå. Det blev den 17, og 18, og 19 Januar, og det fortsatte hele vejen op til den 26 Januar, før hun kom. Men hun kom, og det er jo det vigtigste.
Det hele startede ca den 16 Januar, på terminsdagen, hvor jeg var begyndt at få en masse plukkeveer, de bed både foran og i lænden, så jeg var jo sikker på at det her ikke ville vare så lang tid, før hun kom. Men det fortsatte de næste mange dage. I hele 10 dage havde jeg stride plukkeveer, det var hårdt i længden, og jeg ville så gerne føde hurtigst muligt, for det var virkelig ikke til at holde ud længere. Den 25 Januar om aftenen begyndte de at bide lidt mere end de før havde gjort, men jeg skubbede det bare væk, for på det tidspunkt var jeg overbevist om at jeg ALDRIG nogensinde ville føde. Så jeg gik i seng i den tro om at jeg ville være gravid resten af mit liv. Jeg vågnede et par gange i løbet af natten, fordi de bed lidt til, men faldt hurtigt i søvn igen. Den 26 om morgenen klokken 06:23 vågnede jeg med et sæt. En plukkeve havde set sig ond på mit underliv, og lænd og der blev den. Jeg måtte koncentrere mig om at trække vejret, og små brokkede mig også lidt, med en slags pive stemme i selvmedlidenhed. Mads lå stadig og sov, men jeg måtte skubbe til ham og sige, at de her plukkeveer altså gjorde ret ondt nu. Hmm, sagde han og stak mig et nus på armen. Han var vidst ikke helt vågen. Jeg gik nedenunder og tændte for thevandet, og gjorde Magnus's flaske og Melina's morgenmad klar til de vågnede. Engang imellem måtte jeg lige holde en vejrtræknings pause, for de bed altså ret godt til nu. Klokken var ca kvart i syv da jeg gik ovenpå for at hente Mads, der stadig sov. På gangen mødte jeg Melina der lige var vågnet, og var på vej ind for at putte under vores dyner. Hun sagde "Godmorgen Mor", og jeg fik fremstammet noget der skulle ha lydt som "Godmorgen lille skat". Jeg futtede ind i sengen og sagde til Mads, om ikke han snart kom ned, for det gjorde altså ret ondt nu. Først dér gik det vidst op for ham, at det ikke længere var plukkeveer, men rigtige veer, og at lillesøster var på vej. Han sagde "Jo selvfølgelig", og gik med ned. Melina fulgte trop ned af trappen, og satte sig og spiste sin morgenmad. Magnus sov stadig. Mads lavede en kop the til mig, mens jeg sad og ømmede mig ved spisebordet. Den fik jeg dog aldrig drukket. Mens Mads smurte Melina's madpakke, hentede Magnus ned, og sørgede for sig selv, måtte jeg gentagende gange rejse mig fra stolen, og stå og svinge med måsen for at lindre lidt i lænden. De var stride nu, men ikke stride nok til at jeg ikke kunne holde dem ud, jeg syntes bare de var skide irriterende. Der var absolut intet system i dem, og længden af dem havde også sit eget liv. Tiden gik, og det var tid til at få ungerne i tøjet og få sendt dem i institutionen. Jeg sagde til Mads at jeg ikke ville være her alene mens han afleverede børn, for det her gjorde ret ondt nu. Vi blev enige om at den eneste vi lige kunne få hjælp fra, var hans søster Pia. Hun skulle bare lige være her, mens Mads kørte ungerne afsted. Sådan blev det så ikke. Pia hjalp Mads med at få ungerne i tøjet, i mellemtiden havde jeg fået rokeret mig hen til vinduet, der var blevet åbnet alt hvad det kunne, for jeg svedte og kogte så det halve kunne være nok. Mads og Pia skiftedes til at komme og massere mig på lænden, som var hårdt medtaget af veerne, der nu bed rigtig godt til. Klokken er på dette tidspunkt blevet ca 8:30, og Mads bliver sendt afsted med ungerne. Jeg beder Pia ringe til fødegangen og sige at vi kommer når Mads er tilbage. Jeg får guidet Pia i hvad hun skal svare hvis de spørger om vandafgang, og tegnblødning. Og jeg får også givet hende mit cpr-nummer. Så lidt med var jeg alligevel selvom at jeg stortset havde nonstop veer. De afslutter samtalen, med en aftale om at vi bare kommer. Ca klokken kvart i ni er veerne rigtig slemme, og nu kan jeg ikke holde dem ud mere, og får da også brølet et par bandeord ud. Jeg mærker et mærkeligt klonk fra lillesøster, og med et går vandet. Lige ned i mine bedste sutsko. Og med det samme melder presseveerne sin ankomst. Fosterhinden er ikke sprunget helt, så det kommer ud i en ballon lign. tingest. Jeg var helt bange for at det var Fiona's hoved der kom der, og skynder mig at sætte hånden ned og fange denne uidentificerede tingest. Jeg mærker at den er lige en tand for blød til at være et barnehoved, men kigger lige for at være sikker. Det var vandet, og jeg kan se denne ballon hænge. Jeg sagde til Pia "Ååh nej, nu gik vandet, det må det ikke. Hun står jo ikke fast" På dette tidspunkt står jeg stadig hængende i vindueskarmen. Pia spørger om hun skal ringe efter ambulancen, og jeg siger ja. Bare ring 112, for jeg kan ikke lige huske nummeret til fødegangen. Damen fra 112 siger til Pia at jeg skal ned og ligge. Mads kommer i samme tid drønede ind i indkørslen, og Pia råber til ham ud af vinduet "Hun føder altså nu", og jeg tror dårligt at bildøren når at smække før Mads står i stuen, og holder mig i den ene arm. Pia snakker stadig med 112, mens Mads prøver at få mig ned at ligge. Han siger til mig "Skat, du skal ned og ligge" og i en presseve får jeg råbt "Det kan jeg IKKE!" Damen fra 112 siger til Pia at jeg ikke må presse før Falck er ankommet. Og det siger Pia så videre til mig, der stadig står op og har de ondeste presseveer. Jeg tænker at det skal hun fandeme ikke bestemme, og overvejer om hun nogensinde har prøvet at have presseveer, og ikke må presse?? Det er altså pænt svært skulle jeg lige hilse og sige. Mine ben bukker under, og kan ikke holde mig oppe mere, så meget stille og roligt, virkelig i sneglefart, synker jeg ned i knæ. Damen fra 112, spurgte Pia om jeg var kommet ned at ligge, og Pia siger "Nej. Eller, jo hun er laaaaangsomt på vej ned nu". Mads vil have mig lagt på ryggen, men jeg orker ikke lige at få bakset mig selv den vej rundt, så jeg vælger "alle 4" metoden. Her står jeg så på alle 4, med presseveer og brøler som en flodhest i brunst. Jeg overvejer lige den besked Pia vidregav til mig før, om ikke at presse, men at jeg skulle gispe istedet for. Så jeg gisper én presseve væk, men bliver så svimmel, at jeg dropper det igen. Klokken er nu ca 09:00 og i baggrunden kan jeg høre Pia snakker med damen fra 112 om ambulancen. Den er nemlig ikke kommet endnu. Jeg får en så stærk presseve at jeg ikke kan lade være med at presse, og jeg kan mærke hovedet er på vej ud. Jeg beder Mads gå ned og se hvad der sker, og han siger at han kan se hendes hoved, men hun smutter ind igen. Jeg siger også til ham "Skat, du griber hende ikk?" "Jo, jeg skal nok gribe hende" sagde han. Presseveerne fortsætter, og det føles som en evighed det hele. Klokken 09:04 lander ambulancen i indkørslen, og Pia går ud og tager imod dem. Falck manden kommer ind, løfter min morgenkåbe (som jeg bad Mads lukke ned igen, for jeg pisse frøs om måsen) og siger, "Det er fint Stina, du presser bare" så det gør jeg. Jeg presser og presser, men hun bliver ved med at smutte ind igen. Den anden falckmand spørger mig "Stina har du det bedst med at stå sådan?" Jeg er midt i en presseve, og får bare viftet et "jaja whatever" tegn med hånden til ham. Mens jeg presser hepper den anden falckmand nede i bunden og siger "Ja ja ja Stina, pres så alt hvad du kan, pres pres pres pres" Og jeg kan mærke at det gør skide ondt, det brænder og svider helt vildt, så jeg overvejer at tilkalde brandvæsnet også. Nårh, grunden til at han heppede så meget var altså, at Fiona's hoved stort set var ude, så jeg gav den en ekstra skalle, og ude var hovedet. Falckmanden får hevet hende ud, mens jeg presser flittigt med, og med det samme skriger hun. Klokken er 09:09. Pia bliver sendt i bilen efter kameraet, som lå i den allerede pakket taske men kan ikke finde det, så Mads styrter ud efter det, og da han kommer ind, skal navlestrengen klippes. Jeg står stadig på alle 4 og har ingen anelse om hvad der sker bag mig, udover at jeg kan høre mit nyfødte barn skrige. Den nybagte far får klippet navlestrengen, og Falckmanden spørger "Nårh Stina, vil du egentlig ikke se din datter?" "Tjoo, nu du byder, vil jeg da egentlig gerne" De får bakset mig op og sidde og jeg får min lille pige i armene. Hun er så smuk og helt perfekt. Jeg beder om min tlf, så jeg kan ringe til min mor. Jeg havde skrevet til hende da jeg sad ved spisebordet, at hun godt kunne gøre sig klar til at tage på fødegangen, for jeg havde noget jeg skulle af med snart. Jeg ringer til hende og siger "Du behøver ikke tage afsted alligevel" Nårh. Hvorfor ikke" siger hun. "Jo for jeg har født. Hjemme i stuen" Altså hvis hun sad på en stol, var hun faldet ned af den. Jeg ender kort efter samtalen med disse ord : "Mor jeg bliver altså nødt til at smutte igen, jeg har vildt ondt i røven" Hun griner, og siger vi ses. Farmanden får prinsessen i armene, og jeg bliver fragtet ud på båren udenfor, og får Fiona i armene igen. Jeg beder Mads om lige at tænde en smøg, for den her omgang kræver lige et par hiv.. Jeg snupper to hvæs af en smøg, til ære for lidt latter fra hele selskabet, som i mellemtiden var vokset. Mads's faster var ankommet ca 1-2 minutter efter jeg havde født. Vi bliver kørt på fødegangen med ambulancen, til nærmere undersøgelse, og så skal vi have moderkagen ud også. I ambulancen havde jeg en slags presseveer, blandet med efterveer, for satan det gjorde ondt. Men ligeså snart moderkagen blev fjernet, forlod alle smerter mig. Det var så dejligt. Klokken var 10:12 da den blev født, så der er ikke noget at sige til at det har gjort ondt, når den har siddet så længe. Fiona blev målt og vejet, og var 55 cm lang, og vejde 4000 g. Jeg var ikke gået i stykker overhovedet, så jeg slap for at blive syet. Min første tanke var noget i retning af : 3 fødsler, Ikke et eneste sting WUHUU!!! Jeg husker da Pia ringede 112, at hun sagde noget med "Ja, det kan jeg sku ikke vente på!" Det var så fordi at en stemme siger "Alarmcentralen, et øjeblik." inden nogen tager den, og det var så den stemme hun stak den kommentar. Og mange gange da jeg stod i vindueskarmen, fik jeg løftet hovedet op og kigget ud på vejens forbi passerende folk, som kiggede meget mærkeligt ind af vinduet. Pia bandede også mange gange ambulancen længere væk end til verdens ende. "Hvor fanden bliver den ambulance af?" "Kommer den skide ambulance ikke snart?" Jeg snakkede med falckmanden på vej til sygehuset, der fortalte mig at de var kørt til Solvej i Frederikssund, indtil de midt i det hele så at postnummeret ikke stemte overens med byen. "Shit for fanden, det er sku da i Skibby" havde den ene falckmand sagt til den anden. Så de måtte vende om midt i det hele, og sætte næsen mod Skibby.
En noget voldsom oplevelse, men noget vi kan se tilbage på med et smil.
Stina.
