Redskaber til at håndtere konflikter med 3-årig

Isabella_mor skriver:

Min sundhedsplejerske lånte mig denne 

Den er rigtig god  

 

Jeg kan sagtens forstå dig. Har selv en dreng der lige er blevet 3 år. Og vi går igennem de samme. Her hjalp det at lave rutine. Vi står op, skifter ble, tager tøj på, spiser morgenmad, derefter kan han lege. Jeg kan også sige ting til ham mange gange, men han reagere ikke. Det er helt normalt for en 3 årige. Er selv pæd og har set det gang på gang. Jeg synes faktisk ikke at du håndtere situationen så slemt som du tror. Du skal nok undlade med at "true" hende med at du går. Når min søn ikke vil have tøj på, så siger jeg at det skal han. Og hvis han stadig ikke vil, så siger jeg, så må mor hjælpe dig, for du skal have tøj på. Vi skal huske at de kun er 3 år. det er selvfølgelig også nu at de skal lære, at der er nogle ting man bare skal gøre. Idag da jeg vil skifte min søns ble vil han ikke, og han begynder på alt muligt. Jeg løfter ham op og bære ham til puslebordet mens han bliver ved med at brokke sig. Men sådan er det med nogen ting  

Først ikke dunke dig selv i hovedet - og jeg får personligt ikke ondt i maven over din beskrivelse, men jeg læser en frustration og en afmagt. Men også en misforstået: jeg må ikke være voksen go kræve noget af mit barn.

jeg vil tage tandbørstning først - for mig er tandbørstning ikke til diskussion, jeg hjælper mine børn ved at børste deres tænder grundigt. Og ærgerligt, hvis de har haft perioder hvor de ikke vil og kæmper imod, så fortæller jeg med stille stemme og roligt kropssprog at det bestemmer jeg - sætter mig på gulvet med dem i mellem mine ben og deres hoved oppe og armene under mine ben og så børster vi - overgreb, nej på ingen måde for bliver altid gjort med ro og hellere det end de mister deres tænder. Skal siges metoden er givet af børnetandlægen  Vi må godt som voksne være stærkere, bestemme og sætte hårdt mod hårdt, når det er nødvendigt. 

Med strømper og andre ting, der har mine børn lært vi tæller - overhørte faktisk en samtale mellem min ene søn og en ven: hvir min søn spurgte: hvor meget tæller dine forældre til? Svaret var 5, og min søn sagde: ej hvor er du heldig jeg har kun til 3  

Jeg ved egentlig ikke hvad de tror der sker hvis jeg når 3, men tanken er åbenbart nok til de altid kommer eller gør det jeg suger inden 3 - av jeg lyder som en skrap mor men det er jeg nok egentlig også eller rettere en tydelig mor, hvor de ved hvad der kan diskuteres og hvad der ikke kan.

Men når det så er skrevet, så har mine også været knapt 3, og gjort tusind ting jeg ikke billigede, de har oceaner af tid på strømper og drevet mig til vanvid. Og mit bedste råd er faktisk tid, vi haf utrolig meget tid om morgenen selvom det betyder vækkeuret må bimle 5.28. Og så struktur: først morgenmad, så tøj, så morgenfjernsyn eller leg og 5 minutter før vi skal afsted bliver de varskoet så de er parate.....

Tusind tak for alle jeres konstruktive svar. Jeg når nok desværre ikke at svare personligt på alle jeres indlæg. Jeg har haft en virkelig hård dag på arbejde, hvor jeg bare tudede på toilettet og følte mig som verdens dårligste mor. Tak fordi I ikke har kritiseret mig, men har bakket mig op med ideer.

Da jeg kom hjem med min datter tog jeg hende i øjenhøjde og sagde til hende at jeg gerne ville sige undskyld, for at taget hårdt fat i hende i morges. Hun så lidt underligt på mig da jeg fik tårer i øjnene og så gav hun mig en krammer og sagde "Nu skal vi gå ned i kælderen". Vi har haft en dejlig eftermiddag uden konflikter overhovedet. Men det har været godt at blive mindet om at inddrage leg og at hun jo så altså KUN er 3 år.

mor:) skriver:

Men alligevel dunker du hende i hovedet? 

Tak for din opbakning.

A. Nonymsen skriver:

Først, det er helt normalt at børn i den alder ter sig og prøver grænser af... Vi er endeligt ved at komme over den periode. 

 

Vi har også haft vores kampe og kunne også blive enormt frustreret. For her var det kampe om AlT, uanset hvad man sagde blev man ignoreret eller hun fjollede videre selvom der intet sjovt var. Vi blev enige om at vi måtte hjælpe hinanden med at bevare roen, når man kunne mærke at man var lige ved hidse sig op, tog den anden over. For når vi først mistede tålmodigheden, blev det endnu værre 

 

Jeg er nok ikke den mest korrekte mor, men det hjælper, vi har også lavet konkurrencer ud af at få tøjet på, hvis det ikke hjalp jamen så "gik" jeg bare lidt før, som du selv siger for så kommer der fart på. Når hun ikke gad deltage, jamen så måtte hun blive hjemme.. Ville selvfølgeligt aldrig gå fra hende, men det behøver hun jo ikke at vide  men jeg slap for at hidse mig op, før hun kom i gang

 

tandbørstning har aldrig været et problem her, vi har altid fortalt om karius og baktus, min kæreste har genetisk ikke gode tænder og vi har vist vores datter konsekvenserne af ikke at børste tænder. Så hvis hun ikke gider børste tænder, siger jeg bare "nå okay, så må vi ikke håbe karius og baktus spiser dine tænder i nat" så kommer hun løbende og vil have dem børstet...

 

Gud hvor lyder jeg led, men det hele her hjemme foregår med et smil på læben, vi joker meget. Synes det fungere, at hun kender konsekvenserne af ikke at få ordnet de ting der bare skal gøres, også vælger hun (indtil videre ) det rigtige 

God ide med konkurrencer.

Desværre er jeg blevet alene med min datter. Så jeg har ikke nogen, der kan aflaste, når jeg ikke har mere tålmodighed. Ellers ville jeg godt nok også have benyttet mig af det 

modesty skriver:

Udover de råd der allerede er kommet, kan jeg tilføje at herhjemme hjælper det i påklædningssituationer simpelthen at tage ham i hånden og føre ham hen til hvor tøjet er. Sætte ham ned foran bukserne der skal tages på. Tage sokken og give ham den i hånden. Han har brug for at ordene bliver fulgt op med en fysisk handling. Det var et råd vi fik fra en pædagog i børnehaven som siger at det for børn i den alder kan være enormt vigtigt at fysikken og ordene følges ad (jeg snakker ikke tvang her, men at venligt føre ham hen til tøjet og placere hans hænder på det). Her virker det i de fleste tilfælde.

Og så er det også et godt tip at gøre det til en leg/konkurrence: Hvem kan tage strømperne hurtigst på?? Det er ikke altid den virker herhjemme, dog.

Tak for dine råd. Godt at blive mindet om at følge ord med en handling.

Bebsen skriver:

Hehe, sidste efterår endte det med at jeg bar min søn ud i bilen i undertøj fordi han ikke ville tage tøj på - og var klar til at køre ham i børnehave, men så ville han godt tage tøj på, og siden da har problemet ikke været der  og tro mig, jeg havde kørt ham derop i undertøj!! 

Prøv evt at lade hende selv vælge tøj - for tiden starter min dreng dagen med at gå ud og tisse og børste tænder og så går han ud og vælger tøj og tager på, derefter tid til morgenmad osv. 

 

Noget der har hjulpet mig og stadig hjælper mig, er når jeg kan mærke jeg begynder at blive irriteret over at han feks ikke hører efter, siger jeg inde i mit hoved, "Xander 4 år, Xander 4 år", for så bliver jeg lige mindet om hvad det er for en lille størrelse jeg har med at gøre og min irritation bliver mindre. Han er 4!! år, og mine voksen metoder duer ikke på en 4 årig, jeg skal ned i et plan hvor en 4 årig kan følge med, ellers bliver det et nederlag og min drengs smukke brune øjne bliver fyldt med tårer over mine voksen forventinger han ikke kunne møde --- de knuser mit hjerte 

Tak for dit svar jeg har også prøvet at min datter ikke ville have sko på, hvor jeg så sagde, at så måtte hun gå i fakta på strømpesokker. Det gjorde hun så. Så desværre virkede det ikke helt efter hensigten

SandraXOXO skriver:

Nej det gør jeg faktisk ikke, men tak for opmærksomheden 

Desværre var det sådan jeg oplevede det. Og havde jeg ikke siddet på arbejde, havde jeg stortudet, da jeg læste din besked. Men jeg er glad for at du skriver, at det ikke var det der var hensigten.

Jeg ønsker ikke at dette skal fylde i debatten. Syntes bare du skulle vide hvordan din besked blev opfattet af mig.

Bebsen skriver:

Hehe, sidste efterår endte det med at jeg bar min søn ud i bilen i undertøj fordi han ikke ville tage tøj på - og var klar til at køre ham i børnehave, men så ville han godt tage tøj på, og siden da har problemet ikke været der  og tro mig, jeg havde kørt ham derop i undertøj!! 

Prøv evt at lade hende selv vælge tøj - for tiden starter min dreng dagen med at gå ud og tisse og børste tænder og så går han ud og vælger tøj og tager på, derefter tid til morgenmad osv. 

 

Noget der har hjulpet mig og stadig hjælper mig, er når jeg kan mærke jeg begynder at blive irriteret over at han feks ikke hører efter, siger jeg inde i mit hoved, "Xander 4 år, Xander 4 år", for så bliver jeg lige mindet om hvad det er for en lille størrelse jeg har med at gøre og min irritation bliver mindre. Han er 4!! år, og mine voksen metoder duer ikke på en 4 årig, jeg skal ned i et plan hvor en 4 årig kan følge med, ellers bliver det et nederlag og min drengs smukke brune øjne bliver fyldt med tårer over mine voksen forventinger han ikke kunne møde --- de knuser mit hjerte 

Det er et virkelig godt råd at "meditere" lidt over barnets navn og alder. Det tror jeg virkelig godt jeg kan få glæde af. Tak for det.