Redskaber til at håndtere konflikter med 3-årig

Jeg tillader mig at være anonym i denne tråd, da jeg faktisk er ret flov over min måde at håndtere konflikter med min datter på.

Min datter bliver 3 år til august. Og jeg har så dårlig samvittighed over den måde jeg håndterer konflikter på. Men jeg mangler redskaber.

Et par eksempler:

1. Mig: "Jeg har brug for din hjælp så vi kan blive færdige og komme i dagpleje. Jeg vil derfor gerne have at du tager strømper på nu".

Min datter leger videre uden at gøre notits til at tage strømper på.

Mig: "Du skal tage dine strømper på nu. Jeg har snart klar til at køre, og jeg vil gerne have dig med".

Stadig ingen reaktion fra min datter. Jeg bliver nu utålmodig og det er her min dårlige samvittighed nu begynder. Jeg hiver hende op fra sofaen hvor hun ligger. Sætter hende hårdt op og siger "Nu skal du tage din strømper på".

Hun bliver dybt ulykkelig og sætter sig til at græde og kaster med sine strømper. Men stadig ingen strømper på. Jeg prøver at give hende ro og går ud på toilettet lidt. Når jeg kommer tilbage er strømperne stadig ikke på og hun sidder stadig og hyler. Nu taler jeg højt og siger "Nu kan du altså godt se at få de strømper på". Stadig intet. Først da jeg giver tegn til at jeg er på vej ud af døren får hun travlt. Så kommer strømperne på. Men vi er nu begge dybt ulykkelige. Hende fordi jeg er blevet sur og mig fordi jeg har brugt min voksne "magt" både fysisk men også i form af at tale højt.

2. Tandbørstning.

Min datter lukker meget ofte munden og vil ikke åbne den. Hun får at vide, at hun kan åbne den frivilligt eller også finder jeg vej for tandbørsten alligevel. Men så bliver det knap så sjovt, da det godt kan gøre ondt. Alligevel åbner hun ikke munden. Konsekvensen er derfor at jeg tvinger tandbørsten ind. Nogle gange bliver det ved det. Andre gange bliver hun ved med at hive den ud igen med sine hænder.

Jeg fortæller hende, at hvis hun bliver ved med at tage tandbørsten ud, så holder jeg hendes hænder fast. Det er aldrig sjovt når jeg gør det. Hun hyler og bliver ked af det. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ellers skal gøre for at få børstet de tænder.

Jeg mangler virkelig redskaber til at håndtere situationer som disse. Jeg ønsker virkelig ikke at vise min "overmagt" ved at være fysisk overfor hende. Jeg hader når jeg fastholder hende. Og hader når min tålmodighed løber af med mig, og jeg tror at det nytter hende at vise hvad jeg mener, ved at tage hårdt fat i hende. Jeg hader også at råbe ad hende. Det nytter ikke, og det er i hvert fald ikke at vise hende respekt. Herudover tænker jeg også at det for hende må være SÅ ubehageligt at blive råbt af og holdt fast.

Jeg føler stor skyld over at håndtere situationer på denne måde. Jeg har derfor ikke brug for kritik. Hvad jeg har brug for er derimod redskaber og ideer til hvordan jeg kan håndtere situationer som disse. Jeg ved at jeg kan komme langt med god tid, men det er jo altså bare ikke altid at vi har det. Og helt ærligt... Nogle gange ville det også bare være rart at hun virkelig forstår at jeg mener at det skal være NU!

Håber I vil tage jer tid til at komme med jeres indspark.

For det første tror jeg mange har stået i den situation hvor følelsen af afmagt tager over og man kommer til at råbe. 

Det her virker her (dog ikke hver gang) 

1. Tøjet skal på som det allerførste. Før der bliver spist eller leget. 

2. Afledning. Det hjælper hos os at tale om noget spændende mens tøjet kommer på 

3. Et godt humør. Når han ikke tager tøjet på, siger jeg sådan helt glad og seriøst at så må han komme i børnehaven i boksershorts. Det bliver sørme koldt. Nå men nu vil jeg gøre mig klar. Så kan han finde på at sige "jeh vil ikke tage tøj på" hvorefter jeg siger "okay lillemand. Men det bliver nok lidt koldt og jeg fortsætter med det jeg skal. Så begynder han selv at tage tøjet på

mht. Tandbørstning - så har han aldrig noget imod det. Jeg ved ikke om det er måden der gør forskellen.

Han sidder på mit skød, sådan så vi vender mave mod mave. Det synes han er hyggeligt de få gange han ille ville har jeg sagt at man ikke kan få slik til disneyshow hvis man ikke vil børste tænder. Vi taler også om carius og baktus

 Ellers siger jeg i god tid at vi skal til at gå sådan så der er tid til at være på tværs uden at jeg bliver stresset 

håber du kan bruge noget af det  . " 

Jeg får helt ondt i maven af dit indlæg. Min datter er 2 år og 6 mdr og jeg ville aldrig behandle hende sådan. Du kan kontakte din datters sundhedsplejerske, hun har nok nogle gode råd og bøger om børn du kunne have godt af at læse. Og sp er der jo netop for at hjælpe og vejlede så du kan være sikker på de ikke dunker dig i hovedet men hjælper med fremadrettede løsninger. 

SandraXOXO skriver:

Jeg får helt ondt i maven af dit indlæg. Min datter er 2 år og 6 mdr og jeg ville aldrig behandle hende sådan. Du kan kontakte din datters sundhedsplejerske, hun har nok nogle gode råd og bøger om børn du kunne have godt af at læse. Og sp er der jo netop for at hjælpe og vejlede så du kan være sikker på de ikke dunker dig i hovedet men hjælper med fremadrettede løsninger. 

Men alligevel dunker du hende i hovedet? 

Kan sagtens sætte mig i dit sted med de situationer du beskriver.

Jeg synes jeg har erfaret at det med tøjet kan afledes (til tider) og tit gør vi det til en konkurrence, hvem der bliver først færdig og det elsker hun. (Er selvfølgelig også lidt ældre end din)

Men tandbørstningen har længe været noget juks, indtil hun selv accepterede at sådan er det.

Men ellers tænker jeg at prøv så vidt muligt (selvom det er pisse svært) at bevare roen, og uanset hvor irriteret du bliver så sig til hende;

Jeg vil gerne have du tager strømper på. Og hvis hun ikke gør det, så hjælper du hende. (Har du prøvet at hjælpe hende med dem, selvom hun selvfølgelig selv kan)

Det samme med tandbørstning. Vi har sagt;

"Jeg kan godt se du ikke gider have børstet tænder, men det skal du, ellers får du av i tænderne" - og så har vi altså måtte holde hende fast i de situationer hvor hun ikke har gidet sidde og få det gjort, for det er for vigtigt til at lade glippe fordi det ikke passer dem....

Jeg har ikke nogle konkrete råd lige pt. Men ville bare fortælle, min datter er snart 5 år, og vi har stort set altid bøvlet med tandbørstningen. 8 ud af 10 gange så sidder jeg på toilettet, mens jeg holder hende med den ene arm og ben, mens min hånd åbner hendes mund, samtidig med jeg bruger den anden hånd til at børste med. 

Jeg tror det er fordi hun egentligt ikke kan magte situationen, træthed efter en lang dag osv og det lige inden sengetiD. Så hun har brug for, at der er en som gør det for hende, og tit ligger hun faktisk og griner imens, fordi jeg fortæller fjollede historier. 

Nogle ville kalde det tvang, og ja det er det også på et vis plan - men det er vel bedre end hendes tænder falder ud :-) 

Anonym skriver:

Jeg tillader mig at være anonym i denne tråd, da jeg faktisk er ret flov over min måde at håndtere konflikter med min datter på.

Min datter bliver 3 år til august. Og jeg har så dårlig samvittighed over den måde jeg håndterer konflikter på. Men jeg mangler redskaber.

Et par eksempler:

1. Mig: "Jeg har brug for din hjælp så vi kan blive færdige og komme i dagpleje. Jeg vil derfor gerne have at du tager strømper på nu".

Min datter leger videre uden at gøre notits til at tage strømper på.

Mig: "Du skal tage dine strømper på nu. Jeg har snart klar til at køre, og jeg vil gerne have dig med".

Stadig ingen reaktion fra min datter. Jeg bliver nu utålmodig og det er her min dårlige samvittighed nu begynder. Jeg hiver hende op fra sofaen hvor hun ligger. Sætter hende hårdt op og siger "Nu skal du tage din strømper på".

Hun bliver dybt ulykkelig og sætter sig til at græde og kaster med sine strømper. Men stadig ingen strømper på. Jeg prøver at give hende ro og går ud på toilettet lidt. Når jeg kommer tilbage er strømperne stadig ikke på og hun sidder stadig og hyler. Nu taler jeg højt og siger "Nu kan du altså godt se at få de strømper på". Stadig intet. Først da jeg giver tegn til at jeg er på vej ud af døren får hun travlt. Så kommer strømperne på. Men vi er nu begge dybt ulykkelige. Hende fordi jeg er blevet sur og mig fordi jeg har brugt min voksne "magt" både fysisk men også i form af at tale højt.

 

2. Tandbørstning.

Min datter lukker meget ofte munden og vil ikke åbne den. Hun får at vide, at hun kan åbne den frivilligt eller også finder jeg vej for tandbørsten alligevel. Men så bliver det knap så sjovt, da det godt kan gøre ondt. Alligevel åbner hun ikke munden. Konsekvensen er derfor at jeg tvinger tandbørsten ind. Nogle gange bliver det ved det. Andre gange bliver hun ved med at hive den ud igen med sine hænder.

Jeg fortæller hende, at hvis hun bliver ved med at tage tandbørsten ud, så holder jeg hendes hænder fast. Det er aldrig sjovt når jeg gør det. Hun hyler og bliver ked af det. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ellers skal gøre for at få børstet de tænder.

 

Jeg mangler virkelig redskaber til at håndtere situationer som disse. Jeg ønsker virkelig ikke at vise min "overmagt" ved at være fysisk overfor hende. Jeg hader når jeg fastholder hende. Og hader når min tålmodighed løber af med mig, og jeg tror at det nytter hende at vise hvad jeg mener, ved at tage hårdt fat i hende. Jeg hader også at råbe ad hende. Det nytter ikke, og det er i hvert fald ikke at vise hende respekt. Herudover tænker jeg også at det for hende må være SÅ ubehageligt at blive råbt af og holdt fast.

Jeg føler stor skyld over at håndtere situationer på denne måde. Jeg har derfor ikke brug for kritik. Hvad jeg har brug for er derimod redskaber og ideer til hvordan jeg kan håndtere situationer som disse. Jeg ved at jeg kan komme langt med god tid, men det er jo altså bare ikke altid at vi har det. Og helt ærligt... Nogle gange ville det også bare være rart at hun virkelig forstår at jeg mener at det skal være NU!

Håber I vil tage jer tid til at komme med jeres indspark.

Først, det er helt normalt at børn i den alder ter sig og prøver grænser af... Vi er endeligt ved at komme over den periode. 

Vi har også haft vores kampe og kunne også blive enormt frustreret. For her var det kampe om AlT, uanset hvad man sagde blev man ignoreret eller hun fjollede videre selvom der intet sjovt var. Vi blev enige om at vi måtte hjælpe hinanden med at bevare roen, når man kunne mærke at man var lige ved hidse sig op, tog den anden over. For når vi først mistede tålmodigheden, blev det endnu værre 

Jeg er nok ikke den mest korrekte mor, men det hjælper, vi har også lavet konkurrencer ud af at få tøjet på, hvis det ikke hjalp jamen så "gik" jeg bare lidt før, som du selv siger for så kommer der fart på. Når hun ikke gad deltage, jamen så måtte hun blive hjemme.. Ville selvfølgeligt aldrig gå fra hende, men det behøver hun jo ikke at vide  men jeg slap for at hidse mig op, før hun kom i gang

tandbørstning har aldrig været et problem her, vi har altid fortalt om karius og baktus, min kæreste har genetisk ikke gode tænder og vi har vist vores datter konsekvenserne af ikke at børste tænder. Så hvis hun ikke gider børste tænder, siger jeg bare "nå okay, så må vi ikke håbe karius og baktus spiser dine tænder i nat" så kommer hun løbende og vil have dem børstet...

Gud hvor lyder jeg led, men det hele her hjemme foregår med et smil på læben, vi joker meget. Synes det fungere, at hun kender konsekvenserne af ikke at få ordnet de ting der bare skal gøres, også vælger hun (indtil videre ) det rigtige 

Anonym skriver:

Jeg tillader mig at være anonym i denne tråd, da jeg faktisk er ret flov over min måde at håndtere konflikter med min datter på.

Min datter bliver 3 år til august. Og jeg har så dårlig samvittighed over den måde jeg håndterer konflikter på. Men jeg mangler redskaber.

Et par eksempler:

1. Mig: "Jeg har brug for din hjælp så vi kan blive færdige og komme i dagpleje. Jeg vil derfor gerne have at du tager strømper på nu".

Min datter leger videre uden at gøre notits til at tage strømper på.

Mig: "Du skal tage dine strømper på nu. Jeg har snart klar til at køre, og jeg vil gerne have dig med".

Stadig ingen reaktion fra min datter. Jeg bliver nu utålmodig og det er her min dårlige samvittighed nu begynder. Jeg hiver hende op fra sofaen hvor hun ligger. Sætter hende hårdt op og siger "Nu skal du tage din strømper på".

Hun bliver dybt ulykkelig og sætter sig til at græde og kaster med sine strømper. Men stadig ingen strømper på. Jeg prøver at give hende ro og går ud på toilettet lidt. Når jeg kommer tilbage er strømperne stadig ikke på og hun sidder stadig og hyler. Nu taler jeg højt og siger "Nu kan du altså godt se at få de strømper på". Stadig intet. Først da jeg giver tegn til at jeg er på vej ud af døren får hun travlt. Så kommer strømperne på. Men vi er nu begge dybt ulykkelige. Hende fordi jeg er blevet sur og mig fordi jeg har brugt min voksne "magt" både fysisk men også i form af at tale højt.

 

2. Tandbørstning.

Min datter lukker meget ofte munden og vil ikke åbne den. Hun får at vide, at hun kan åbne den frivilligt eller også finder jeg vej for tandbørsten alligevel. Men så bliver det knap så sjovt, da det godt kan gøre ondt. Alligevel åbner hun ikke munden. Konsekvensen er derfor at jeg tvinger tandbørsten ind. Nogle gange bliver det ved det. Andre gange bliver hun ved med at hive den ud igen med sine hænder.

Jeg fortæller hende, at hvis hun bliver ved med at tage tandbørsten ud, så holder jeg hendes hænder fast. Det er aldrig sjovt når jeg gør det. Hun hyler og bliver ked af det. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ellers skal gøre for at få børstet de tænder.

 

Jeg mangler virkelig redskaber til at håndtere situationer som disse. Jeg ønsker virkelig ikke at vise min "overmagt" ved at være fysisk overfor hende. Jeg hader når jeg fastholder hende. Og hader når min tålmodighed løber af med mig, og jeg tror at det nytter hende at vise hvad jeg mener, ved at tage hårdt fat i hende. Jeg hader også at råbe ad hende. Det nytter ikke, og det er i hvert fald ikke at vise hende respekt. Herudover tænker jeg også at det for hende må være SÅ ubehageligt at blive råbt af og holdt fast.

Jeg føler stor skyld over at håndtere situationer på denne måde. Jeg har derfor ikke brug for kritik. Hvad jeg har brug for er derimod redskaber og ideer til hvordan jeg kan håndtere situationer som disse. Jeg ved at jeg kan komme langt med god tid, men det er jo altså bare ikke altid at vi har det. Og helt ærligt... Nogle gange ville det også bare være rart at hun virkelig forstår at jeg mener at det skal være NU!

Håber I vil tage jer tid til at komme med jeres indspark.

Tror at rigtig rigtig mange forældre nikker genkende til de situationer du beskriver. Jeg nikker selv genkende til det med tandbørstningen, hvor jeg flere gange har måtte holde min datter fast og tvunget tandbørsten ind fordi hun bare ikke har ville samarbejde, men have børstet tænder det skal de jo altså. Jeg siger til hende når hun skal have børstet tænder nu, og hun er modvillig at indten så åbner hun munden og så går det lynhurtigt eller også så må jeg holde hende fast og gøre det, og 9 ud af 10 gange så samarbejder hun nu. Hun er 2 år. 

Tror også de fleste har prøvet at hæve stemmen i afmagt, men som du selv skriver så er det ikke den rigtige vej at gå for at få sine børn til at høre efter. Jeg ville sige fx. "Jeg kan godt se at du ikke vil have strømper på, men om lidt skal vi gå, så det er vigtigt at du tager dem på nu", altså at prøve at møde hende mere i sine følelser. Hvis hun ikke tager strømper på indenfor et par minutter så må du give hende dem på, for det skal hun og så ville jeg igen sige til hende hvis hun bliver ked af det, at du godt kan se hun ikke har lyst, og at hun bliver ked af det, men det altså er koldt udenfor så derfor skal hun have strømper på. Det kan kræve lidt tålmodighed men min erfaring er positiv hvis man som voksen anerkender deres følelser.

Håber du kunne bruge det 

Anonym skriver:

Jeg tillader mig at være anonym i denne tråd, da jeg faktisk er ret flov over min måde at håndtere konflikter med min datter på.

Min datter bliver 3 år til august. Og jeg har så dårlig samvittighed over den måde jeg håndterer konflikter på. Men jeg mangler redskaber.

Et par eksempler:

1. Mig: "Jeg har brug for din hjælp så vi kan blive færdige og komme i dagpleje. Jeg vil derfor gerne have at du tager strømper på nu".

Min datter leger videre uden at gøre notits til at tage strømper på.

Mig: "Du skal tage dine strømper på nu. Jeg har snart klar til at køre, og jeg vil gerne have dig med".

Stadig ingen reaktion fra min datter. Jeg bliver nu utålmodig og det er her min dårlige samvittighed nu begynder. Jeg hiver hende op fra sofaen hvor hun ligger. Sætter hende hårdt op og siger "Nu skal du tage din strømper på".

Hun bliver dybt ulykkelig og sætter sig til at græde og kaster med sine strømper. Men stadig ingen strømper på. Jeg prøver at give hende ro og går ud på toilettet lidt. Når jeg kommer tilbage er strømperne stadig ikke på og hun sidder stadig og hyler. Nu taler jeg højt og siger "Nu kan du altså godt se at få de strømper på". Stadig intet. Først da jeg giver tegn til at jeg er på vej ud af døren får hun travlt. Så kommer strømperne på. Men vi er nu begge dybt ulykkelige. Hende fordi jeg er blevet sur og mig fordi jeg har brugt min voksne "magt" både fysisk men også i form af at tale højt.

 

2. Tandbørstning.

Min datter lukker meget ofte munden og vil ikke åbne den. Hun får at vide, at hun kan åbne den frivilligt eller også finder jeg vej for tandbørsten alligevel. Men så bliver det knap så sjovt, da det godt kan gøre ondt. Alligevel åbner hun ikke munden. Konsekvensen er derfor at jeg tvinger tandbørsten ind. Nogle gange bliver det ved det. Andre gange bliver hun ved med at hive den ud igen med sine hænder.

Jeg fortæller hende, at hvis hun bliver ved med at tage tandbørsten ud, så holder jeg hendes hænder fast. Det er aldrig sjovt når jeg gør det. Hun hyler og bliver ked af det. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg ellers skal gøre for at få børstet de tænder.

 

Jeg mangler virkelig redskaber til at håndtere situationer som disse. Jeg ønsker virkelig ikke at vise min "overmagt" ved at være fysisk overfor hende. Jeg hader når jeg fastholder hende. Og hader når min tålmodighed løber af med mig, og jeg tror at det nytter hende at vise hvad jeg mener, ved at tage hårdt fat i hende. Jeg hader også at råbe ad hende. Det nytter ikke, og det er i hvert fald ikke at vise hende respekt. Herudover tænker jeg også at det for hende må være SÅ ubehageligt at blive råbt af og holdt fast.

Jeg føler stor skyld over at håndtere situationer på denne måde. Jeg har derfor ikke brug for kritik. Hvad jeg har brug for er derimod redskaber og ideer til hvordan jeg kan håndtere situationer som disse. Jeg ved at jeg kan komme langt med god tid, men det er jo altså bare ikke altid at vi har det. Og helt ærligt... Nogle gange ville det også bare være rart at hun virkelig forstår at jeg mener at det skal være NU!

Håber I vil tage jer tid til at komme med jeres indspark.

Udover de råd der allerede er kommet, kan jeg tilføje at herhjemme hjælper det i påklædningssituationer simpelthen at tage ham i hånden og føre ham hen til hvor tøjet er. Sætte ham ned foran bukserne der skal tages på. Tage sokken og give ham den i hånden. Han har brug for at ordene bliver fulgt op med en fysisk handling. Det var et råd vi fik fra en pædagog i børnehaven som siger at det for børn i den alder kan være enormt vigtigt at fysikken og ordene følges ad (jeg snakker ikke tvang her, men at venligt føre ham hen til tøjet og placere hans hænder på det). Her virker det i de fleste tilfælde.

Og så er det også et godt tip at gøre det til en leg/konkurrence: Hvem kan tage strømperne hurtigst på?? Det er ikke altid den virker herhjemme, dog.

Min sundhedsplejerske lånte mig denne 

Den er rigtig god