Bryllups dilemma - skal/skal ikke?

SH-Baby skriver:

Jeg ville helt sikkert fortælle ham det. Så får han i det mindste glæden af at vide, at hans datter har fundet den, hun ønsker at leve sammen med. 

Min mor døde for 3 måneder siden - også af kræft. Min lillebror havde, to dage forinden min mor blev indlagt, friet til sin kæreste og fortalt hele familien det. Hun blev så glad  

Min far har efterfølgende fortalt, at min mor havde ro i tankerne ift. at skulle fra mig og min bror, fordi hun vidste, at vi begge var godt på vej i livet. Jeg tror, du vil fortryde det så meget efterfølgende, hvis han når at dø inden brylluppet om tre måneder, og du ikke engang har nået at fortælle ham det. 

Mange tanker til dig og din familie - det er frygteligt at ens forælder er syg 

Uanset ville vi fortælle det, min kæreste ønsker bare selv at gøre det. 

Spørgsmålet er mere om man skulle vente helt med brylluppet så han ikke vidste hvad han gik glip af eller hvad man siger. 

Men det er rigtigt, bare det at han kan nå at give min kæreste "tilladelsen" (det betyder meget for min kæreste at få den snak) og han ved at jeg bliver taget af, er nok en rar ting for ham

og hvor er jeg ked af at høre om dit sab, det er så modbydeligt.. Det er en møg sygdom når man ser ens nærmeste sygne hen 

De3Guldklumper skriver:

Personligt så havde jeg smidt alt hvad jeg havde i hænderne og fremrykket mit bryllup - lige så meget for min egen skyld da det betyder alt for mig at min far får lov til at følge mig op af kirkegulvet. 

Hvis det går så hurtigt med ham så er det ikke sikkert at han har overskud og kræfter til overhovedet at være med selvom han stadig lever om 3 mdr. en fra min familie har selv stået i det - og de måtte efter kirken besøge den kræftramte på sygehuset. 

Så igen personligt ville jeg lade eksamener være eksamener og tage sygeeksamen og så få mit livs dag mens min far stadig var her og også kunne være med

Nu er der også andre ting end eksamener der gør det hele lidt kompliceret. Ønsker bare ikke at udlægge hele mit liv her inde

men tro mig havde det kunne lade sig gøre, blev vi også gift nu.

jeg har aftalt t såfremt min far lever, kan min mor køre ham i kørestolen op ad kirkegulvet, så han giver mig væk selvom han ikke fysisk er i stand til at gå så langt, der ud over skal det efterfølgende nok holdes hos noget familie, så min far kan få ro så meget han har brug for.

de er desværre umuligt at sige hvordan tingene ser ud med ham der, men kan mærke at jeg er nødt til at tro på at han lever om tre måneder, ellers bliver livet for hårdt

Da min far lå for døden med kræft, lagde han hånden på min mave og tårerne trillede og han sagde: den drøm får jeg aldrig lov at opleve blive til virkelighed.

du har muligheden for at virkeliggøre drømmen, havde jeg kunne trylle en graviditet og en fødsel og en baby frem på en måned havde jge gjort det også selvom det slet ikke var inde i planerne. Du kan trylle, du kan trylle en præst frem og gå op af kirkegulvet med din far under armen. Måske ikke drømme brylluppet, måske uden gæster, måske uden fest - men du kan trylle, du kan gøre en drøm til virkelighed før han dør, din og hans drøm. 

Så en gang en video af en far der skulle dø fra sin datter på 10-12 år, han gav hende og sig selv drømmen, en flot hvid kjole på og op af kirkegulvet, billedet mm. Han gav hende væk til kærligheden hun skulle møde.

Hvis det er en must do på din fars liste, så få det gjort, udskyd ikke, men giv ham drømmen, så han kan tage her fra med endnu et hak: det nåede jeg. Og I, I kan holde drømme brylluppet lige når I vil og på lige den måde I vil og endda med billedet af din far som gav dig væk.

Anonym skriver:

Nu er der også andre ting end eksamener der gør det hele lidt kompliceret. Ønsker bare ikke at udlægge hele mit liv her inde

men tro mig havde det kunne lade sig gøre, blev vi også gift nu.

 

jeg har aftalt t såfremt min far lever, kan min mor køre ham i kørestolen op ad kirkegulvet, så han giver mig væk selvom han ikke fysisk er i stand til at gå så langt, der ud over skal det efterfølgende nok holdes hos noget familie, så min far kan få ro så meget han har brug for.

de er desværre umuligt at sige hvordan tingene ser ud med ham der, men kan mærke at jeg er nødt til at tro på at han lever om tre måneder, ellers bliver livet for hårdt

Du behøver heller ikke at udlægge dit liv men som jeg skrev så for mig personligt ville alt andet i verden blive smidt til side og intet ville/skulle være til hinder for at jeg eller min far for den sags skyld kunne få drømmen opfyldt..

Man kan hvad man vil - hvis man vil det nok Men det er dit bryllup, din drøm og så skal du gøre op med dig selv hvad betyder mest for dig. Er det drømmebrylluppet med det samme - måske uden din far - eller er det at han får lov til at give dig væk mens han kan

Anonym skriver:

Jeg har tidligere oprettet en tråd om at vi vil giftes inden længe, da min far er døende.

Vi har snakket med præst og aftalt en dag om tre måneder. Vi kan ikke gøre det før da vi begge har eksamener, jeg er gravid og vi har en masse andre ting der gør at vi simpelthen ikke kan overskue det nu.

jeg har hele tiden tænkt at det var hans drøm at nå at følge mig op, (han har selv sagt at det er noget af det der gør mest ondt, at han ikke når det) og jeg selvfølgeligt vil prøve at lade det ske, både for hans og min skyld.

Nu lader det dog til at han næppe lever tre måneder endnu men vi har aftalt dag med præst osv og ønsker at blive gift.

min mor sagde så forleden "om han ikke bare ville blive mere ked af det at vi vil giftes fordi det er endnu en ting han ikke når at opleve" (vi har ikke fortalt ham om brylluppet endnu da min kæreste gerne vil bede om hans tilladelse) 

så nu er jeg forvirret, for hvad nu hvis vi er heldige at han kan nå og opleve det, ingen kan jo vide sig sikker?

hvad tænker i, vil det såre ham mere, end at glæde ham? Ved det er umuligt at svare på når i ikke kender ham, men han bliver let ked af det for tiden, fordi han ved han snart mister alt hvad han har kært, og at der er mange ting han ikke når at opleve

og mit sidste dilemma, hvis vi vælger at holde brylluppet, men han dør inden, ville i så gennemføre brylluppet? Tænker det vil være ulideligt hårdt at have planlagt bryllup for at min far nåede med, hvis han så ikke når det.

 

beklager det blev noget rodet, men er så forvirret om det hele. For vi skal jo til at planlægge hvis vi skal gøre det

Jeg ville have planlagt et meget lille bryllup nu med de allernærmeste til lidt god mad en aften så han kunne være med. Også havde jeg valgt at blive fremstillet i kirke senere med stor fest. Det ville nok give mig mest ro i sjælen. 

De3Guldklumper skriver:

Du behøver heller ikke at udlægge dit liv men som jeg skrev så for mig personligt ville alt andet i verden blive smidt til side og intet ville/skulle være til hinder for at jeg eller min far for den sags skyld kunne få drømmen opfyldt..

Man kan hvad man vil - hvis man vil det nok Men det er dit bryllup, din drøm og så skal du gøre op med dig selv hvad betyder mest for dig. Er det drømmebrylluppet med det samme - måske uden din far - eller er det at han får lov til at give dig væk mens han kan

Mærkeligt som jeg føler mig trukket hen mod dine indlæg og så siger du sørme det min døde mor altid sagde og som jeg lever efter: man kan hvad man vil, hvis man vil det nok. Godaften 

Hvis det var mig der stod i din situation, så ville jeg blive gift på rådhuset, og lade farmand følge dig udefra og ind. 

Og stadig holde det bryllup i kirken hemmeligt lige indtil sidste øjeblik

Håber alt godt for jer og din far

Jeg vil give de andre ret i at jeg synes du skal fortsætte med Bryllupsplanerne og give din far besked.

Jeg tror nemlig også på at det at han kan glæde sig til at være med kan holde ham i live længere.

Der er faktisk folk der forsker i den slags (kaldet positiv psykologi) og forskningen viser at håb er noget af det der booster vores imunforsvar, så hvis han kan håbe på at opleve brylluppet og måske endda sit barnebarn kan det meget vel være at det kan holde ham i live så længe.

Min mands farfar har også kræft og da han er en gammel mand valgte han at stoppe med sin kemo behandling omkring jul.

Vi troede allesammen at det derefter ville gå hurtigt ned ad bakke, så da han nogle måneder senere begyndte at inviterer og planlægge sin 80års fødselsdag d. 6. juni tænkte vi at det ville han nok ikke nå at opleve. Men vi tog fejl. Vi holdt en stor fest og fejrede ham med maner her i weekenden, og hele familien snakker om at det nok var det at se frem til festen der har været med til at holde ham i live.

Så mit råd er at fortsætte med bryllupsplanerne og lade ham være en del at det hele, så han har noget at se frem til.

UPDATE UPDATE UPDATE

vi har besluttet at blive gift om tre uger, og kun invitere vores forældre ud og spise bagefter. Så nu er det nogle helt andre spørgsmål.

ville i lave invitationer? 

Og vi ville jo blive rigtig glade hvis der kom nogen i kirken, kan man tillade sig at fortælle folk at vi skal giftes, men ikke holder noget, men at de er meget velkomne til globryllup? 

Anonym skriver:

UPDATE UPDATE UPDATE

 

vi har besluttet at blive gift om tre uger, og kun invitere vores forældre ud og spise bagefter. Så nu er det nogle helt andre spørgsmål.

 

ville i lave invitationer? 

Og vi ville jo blive rigtig glade hvis der kom nogen i kirken, kan man tillade sig at fortælle folk at vi skal giftes, men ikke holder noget, men at de er meget velkomne til globryllup? 

Hvor er det godt for jer! Har du fortalt din far det endnu? I så fald, hvad sagde han så? 

Og ja, selvfølgelig kan i tillade jer det - du kan evt, uden din fars viden, fortælle folk at det er for din fars skyld, så han kan nå at fælge dig op... Det er jeg sikker på at folk vil have stor forståelse for og ikke mindst respekt for!