grinny skriver:
Hvor er jeg dog glad for at jeg kunne sætte nogle ord på dine perioder også. Jeg har altid været meget lige til, og derfor har jeg heller ikke lagt skjul på disse følelser og perioder.
Jeg prøvede dog lige som dig at arbejde mig ud af dem i starten, men til sidst gav det voldsomt bagslag og jeg endte med at bryde sammen da en kollega sagde du ser træt ud - det var alt hvad der skulle til og jeg fandt ud af hvordan jeg reagerede når jeg pressede mig krop til ikke at reagere på mine helt forståelige og normale følelser. Puha, man må ikke gå imod sig selv!
Jeg har lært at klare en arbejdsdag trods de dårlige drømme og søvnløse nætter, men når de begynder at komme flere dage i træk så falder hammeren og jeg skal puste ud.
Det vigtigste for mig har været at jeg ikke har følt mig som en svagpisser, men hele tiden bekræftet mig selv i at det her er altså helt okay - men det er svært når man er nystartet i en virksomhed og bare gerne vil vise at man er en pisse god kollega.
For Johnnis skyld har vi valgt at der ikke skal for meget Isaac med på vores bryllupsdag, han har simpelthen ikke styrken endnu til at acceptere hvad der er sket og det vil ødelægge mere for ham end det vil gavne, derfor gør vi det først dagen efter 
Ja hvorfor kan du ikke trylle Line? 
Det ville altså være meget nemmere og billigere hvis du kunne trylle, haha 
Nå men vi glæder os lige så meget til at kunne fortælle det som i glæder jer til at høre det - det kan jeg godt love
I de første par år vidste jeg også godt hvad det handlede om, for der ramte lynet og lynet hed Lia. Men her som tiden er gået, bliver Lia nok ikke så nærværende heller ikke i de dumme perioder, der opleves de bare som ja at jeg bukker under for presset og presset er alt: arbejde, forventninger, familie, livet, regnvejr og ja så også Lia. Så tak for du mindede mig om der hvor armen føles som to tons der kan det i lige så høj grad også være sorgen og mangler der banker på og kræver ain plads.
Får Johnni noget hjælp ude fra? Ikke at man skal, men han lyder bare hårdt ramt. Luciano holdt sit inde, men var nok et andet sted fordi han samtidig var den enormt stolte far, så hver gang han så sit snit til det så viste han billeder, fortalte og og og og....
