grinny skriver:
Ja jeg tænker at jeg lige vil komme med en update på alt hvad der omhandler Isaac og vores liv som engleforældre. Meget handler jo, selvfølgelig, om bryllup - men ej at forglemme at vi jo troede vi skulle giftes som forældre til en lille dreng.
Tiden flyver jo afsted.. Til tider stopper jeg lige op og puster en gang, for det er ikke altid min hjerne kan følge med. Jeg tog faktisk mig selv her den anden dag i at sige, da vi mistede sidste år... Johnni siger stille fra siden af "det var altså i 2013" - gud ja! Det var i '13 og '15 er snart halvvejs? 
For to år siden, i starten af juni, så vi for første gang vores lille reje med det bankende hjerte, og her sidder vi, dagene går sin gang - man glemmer faktisk lidt hvad der er sket, lige indtil man lige har 10 minutters ro og det går op for en, eller man ser familien med barnevognen, den lille dreng der vakler afsted - bang! og man er tilbage i "nå ja, vi har jo mistet et barn"-verdenen.
Men livet skal leves, og det gør vi, det bliver vi jo nød til - det hele kan ikke gå i stå selvom jeg stadig ønsker det gjorde.
Jeg får stadig nogle dårlige perioder hvor jeg må være sygemeldt i et par dage fra arbejde fordi min krop lukker helt ned. Jeg ved ikke det kommer, men på et tidspunkt bliver mit hoved så fyldt at min krop automatisk lukker ned og fortæller mig at jeg skal slappe af. Jeg har heldigvis en god arbejdsplads og de forstår mig og mine "jeg skal bare være alene"-dage. Så tager jeg 1 eller 2 dage hvor jeg sover, ligger i min seng, drikker the og ser fjernsyn og vupti, så er jeg 110% tilbage.
Stopper de perioder nogensinde?
Johnni har det stadig meget svært. Han har svært ved at overskue en hel arbejdsuge, og gerne når vi kommer til torsdag bryder han ned, bliver sur og tvær og arbejdet er bare noget lort. Jeg er heldigvis god til at læse ham og ved hvordan jeg skal få ham op igen, men det er hårdt både for ham og mig. Johnni kommer ikke videre før han bliver far igen - så please snart 
Vores forhold har måtte tage sine slag. Det har kostet blod, sved og tåre - men en ting er helt sikkert, vi har ALDRIG været tæt på at gå fra hinanden. For sørens da hvor har vi været uvenner, råbt af hinanden, sagt grimme ting - men sådan har det bare været, og man skal stå i situationen før man kan forstå hvor presset man kan blive af sine egne og modpartens følelser. Men forhelvede hvor jeg elsker den mand 
Brylluppet nærmer sig og det gør ondt at han ikke skal være med. Vi er blevet enige om at brudebuketten skal over til Isaac dagen efter brylluppet, han skal også være med
Det blev længere end jeg troede, men det er også lang tid siden at jeg har skrevet i denne gruppe.
Isaac min engel, min søn
Tak for du satte ord på nogle perioder, jeg ikke har kunne forklare end ikke for mig selv. Har bare følt mig som en svagpisser, pjækker hvad ved jeg. Men din forklaring kunne jeg nikke til - jeg har nemlig lige pludselig dage hvor det eneste jeg kan overkomme er at sidde på sofaen, læse eller se marathonserier på netflix. Jeg er ikke rigtig syg, men det hele lukker ned og bare at løfte armen føles som en kraftanstrengelse på størrelse med et marathon.
Mine omgivelser har kaldt det stress, sidst jeg havde det var jeg selv overbevist om jeg havde en depression. Men 2 - 3 dage så er jeg mig selv igen. Men jeg skal give mig selv pausen (har prøvet at arbejde gennem perioden og så forlænger jeg den).
Hmm det var jo så svar på om de perioder er væk efter 8 år: det er de jo så ikke. Egentlig synes jeg de begynder at slå mig mere ned, måske fordi jeg ikke som dig ved hvorfor det sker og jeg derfor heller ikke kender opskriften til at komme op igen. Så tak det gør jeg nu, og tror jeg med den viden kan klare perioderne bedre.
Nå nok om mig, kæmpe tillykke med jeres bryllup lige om lidt. Isaac er med på sin egen facon, vil tro alle til brylluppet vil have billede af en lille trold der skulle have været på arm med sit lille jakkesæt. Det er ikke kun jeg der mangler ham i det billede. Mit råd er at tænke over om I kunne få ham med så alle ved de kan tale om ham og det at han mangler sådan en stor dag.
Vi blev gift halvanden år efter vi mistede Lia og vi tog fra rådhuset via kirkegården med alle de der ville med og lagde min buket på graven. Vi holdt brylluppet her hjemme så det var lidt nemmere at have billeder frem uden det virkede opstillet, og fordi man kunne pege på et billede så var det nemmere for alle at bringe Lia med ind i samtalen. Ikke at vi talte meget om Lia, for det var netop en glædes dag, en dag hvor vi viste at ligesom jer var vi blevet stærkere. Men det var bare rart at det var okay at sige hun manglede.
Og hvor ville jeg dog håbe jeg kunne trylle og sende to streger i din hånd, nå nu jeg ikke kan trylle Isaac tilbage. Det gør ikke man ikke mangler, det gør ikke man smider sorgen væk, men der betyder en del af livet går videre og det egentlig er okay pludseligt at livet går videre. Det er også dobbelt for man står mellem en higen efter at komme tilbage og en trang til at komme frem med det barn man venter og får (for det gør man og sådan er det bare, man får et barn og det lever.). Jeg personligt glæder mig til din Update om du er gravid og ved det vil give en klump i halsen.
