Råd søges, fik sen abort og nu går alt ned af bakke

Kan det være hans reaktion på aborten at han er sådan? Vi gennemgik en abort (dog meget tidligere og ufrivilligt fordi den var død) men min kæreste reagerede også med vrede og synes jeg var PISSE irriterende at jeg hylede konstant. Hun skubbede mig helt væk og gik i byen og drak sig sprit stiv en hel weekend! Det tog 1 mdr tid. Jeg måtte til sidst acceptere at vi følte det sammen men reagerede fuldstændig modsat. Hun havde simpelthen ikke overskud til min sorg oven i hendes egen. Måske du skal snakke med din kæreste om han er ked? Om han fortryder? Hvad han tænker og føler? Måske han bære inde med en masse du ikke kender til. Jeg begyndte at ligge låg på mine tude ture, og hun kom mere og mere til sig selv

Mia2 skriver:

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 

Hej mia2

jeg vil meget gerne i kontakt med dig da jeg skal have en senabort i udlandet evt hvis ankenævnet afviser min klage i morgen...kan du hjælpe mig med info på det sted i England du var....vil bare være forberedt....du kan kontakte mig på tabita@kobberhjelmen.dk

Som en anden har nævnt er det vist meget normalt at de to parter reagerer forskelligt. Da vi mistede i sommers græd jeg også meget, og følte mig forkert og i vejen når tårene kom når vi var sammen. Han sagde at han havde brug for at tænke på noget andet, så i de første to uger var han ude af lejligheden det meste af tiden. Når vi senere har snakket mine tudeture har han forklaret at det var rigtig svært for ham at jeg var så ked af det over noget som han ikke kunne 'fikse'. Så han kunne ikke gøre noget for at fjerne min smerte. Noget af det var selvfølgelig ren sorg over at have mistet det barn vi havde glædet os til, men jeg tror altså at nogle tudeture var ren hormonella, for uanset hvordan det sker så er der et fald i hormoner som kroppen reagerer på.

Selv om en abort er frivillig er det jo aldrig et nemt valg, så det er helt okay at være ked af det. Nu har det også været en meget uheldig situation nu hvor du troede at du var beskyttet, og det så er for sent at gøre noget i forhold til dansk lovgivning. 

Jeg tænker det er en klar reaktion på jeres valg om en sen abort. Mon han fortryder? Og måske bliver mindet om det, noget der ikke kan gøres om, hver gang han mærker og ser din sorg? 

Det er en kæmpe beslutning, og jeg vil sige, at det du skriver netop er en (af mange) grunde til at det ikke bare lige er noget der gøres i Danmark. I har taget et valg, og uanset hvor frygtelig situationen er, så må i jo ha tænkt tingene igennem inden i tog afsted, og (jeg håber) i har været klar over at det ikke bare er noget der "klares" på en mdr eller et halvt år..... Det er noget i skal leve med i rygsækken resten af jeres liv. 

Jeg vil foreslå en psykolog , et intensivt forløb for jer BEGGE 

Kære trådstarter,

Du har ramt mig lige i maven af særligt én grund - du må love mig, at du ikke stiller spørgsmål ved psykologs kunnen i dit tilfælde. De er simpelthen så dygtige. Sidste år fik jeg en kirurgisk abort i uge 10. Min kæreste viste sig at være bindegal, og jeg ville ikke være bundet til ham. Efterfølgende gik jeg hos en psykolog, og jeg ville aldrig nogensinde have været det foruden. Jeg har fået bearbejdet min sorg og skam, og selvom jeg også troede, at jeg var verdens stærkeste og kunne klare det hele selv, så er det virkelig dejligt at få sat ord på sine følelser og tanker. Selvfølgelig er det hårdt, og du vil græde, men det er den bedste investering i dit fremtidige ve og vel. 

Hvis du vil passe på dig selv, så gå til en psykolog. Nu! 

Føler med dig og håber, at du kommer sund og stærkere ud på den anden side. 

Mia2 skriver:

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 

Det lyder til, at du har det svært i øjeblikket. Og desværre er der ikke noget - quick fix-.

Din reaktion er sund og ganske normal. Du er i en sorg og krise tilstand, hvorfor du reagerer voldsomt og derfor stiller du spørgsmålstegn ved dig selv og dit livs grundlag.

Dit fundament er blevet ruster.

Jeg er helt uenig i, at den rette vej går gennem en psykolog. Du skal tale med din kæreste og sammen skal i bearbejde dine, og hans, følelser. 

Livet gør ondt en gang imellem, men som en klog mand sagde: vi bliver til det, vi gør med det, der bliver gjort ved os.

Og husk endelig på at din reaktion i øjeblikket er et sundhedstegn.

TS er ikke længere medlem på siden og læser højst sandsynligt ikke med.

Mia2 skriver:

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 

Må jeg spørge hvad i gav for aborten i England? Og hvad klinikken hedder? Jeg skal selv til at det samme igennem nemlig. Ved godt det er et gammelt opslag, men håber du kan hjælpe med at gøre mig klogere �� 

Michelle93 skriver:

Må jeg spørge hvad i gav for aborten i England? Og hvad klinikken hedder? Jeg skal selv til at det samme igennem nemlig. Ved godt det er et gammelt opslag, men håber du kan hjælpe med at gøre mig klogere �� 

Når

navnet er gråt betyder det at profilen er slettet så du skal nok ikke vente på svar. 

Dernæst så vil jeg råde dig til at tænke dig om der er en grund til man ikke bare laver sene aborter i Danmark.