Råd søges, fik sen abort og nu går alt ned af bakke

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

5.457 visninger
18 svar
64 synes godt om
26. maj 2015

Mia2

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

26. maj 2015

Mom

Profilbillede for Mom
Mia2 skriver:

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 



Min eneste råd er: kontakt en psykolog!

Anmeld Citér

26. maj 2015

Mor-til-Alfred

Profilbillede for Mor-til-Alfred
Gravid

 Åh det er vidst netop derfor at senabort ikke er tilladt herhjemme medmindre at der er noget galt med fostret. Det er SÅ meget hårdere psykisk end først antaget og ja det mærker du nu. Jeg ville straks kontakte lægen med henblik på en psykolog! 

Anmeld Citér

26. maj 2015

Mia2

Okay, tak for rådet og det er rart at høre det fra nogle andre.. Jeg har også selv overvejet det, men har tænkt at jeg ville se om jeg fik det bedre, for har aldrig følt at det ikke er noget jeg ikke kunne klare selv 

Anmeld Citér

26. maj 2015

namaha

Som andre skriver så en psykolog er en god ting, og måske efter et par behandlinger hos ham/hende, din mand kan komme med, så du få sat nogen ord på det, og det kan han også, det kan gøre at der redder hele jeres forhold.

 

Det kan være et tabu at man har brug for psykisk hjælp, men du er stærk den dag du indrømmer over for dig selv at du ikke kan klare alt selv, det tog mig flere år at indse, og psykolog var vejen vidre for mig.

Anmeld Citér

26. maj 2015

Mia2

namaha skriver:

Som andre skriver så en psykolog er en god ting, og måske efter et par behandlinger hos ham/hende, din mand kan komme med, så du få sat nogen ord på det, og det kan han også, det kan gøre at der redder hele jeres forhold.

 

Det kan være et tabu at man har brug for psykisk hjælp, men du er stærk den dag du indrømmer over for dig selv at du ikke kan klare alt selv, det tog mig flere år at indse, og psykolog var vejen vidre for mig.



Jeg har bare den forventning om at en psykolog ville gøre tingene sværere og at jeg ville blive mere ked af det? Forstår hvad du siger, og ja måske jeg ikke helt ved hvordan det hjælper hos psykologen? 

Anmeld Citér

26. maj 2015

Rockertand

Profilbillede for Rockertand
Mia2 skriver:

Hej læsere 

Jeg fik en sen abort for 5 uger siden, og det meste er gået ned af bakke for mig efterfølgende.. Jeg anede ikke at jeg var gravid, havde fået menstruation, har været på ppiller de sidste år, og ingen tegn på graviditet.. Jeg gik til lægen pga mistanke om svamp og bum, jeg var 18 uger henne... Det var et hårdt slag og er ikke klar til at få børn, selvom jeg er 21.. 

Der var intet at gøre herhjemme og derfor rejste min kæreste og jeg spontant til England dagen efter hvor vi havde været så heldige at få en akut tid.. Beslutningen var klar og min egen, og det er det rigtige for mig. Operationen gik godt og vi kunne flyve hjem igen efter en overnatning på hotel..

Efter vi kom hjem har jeg grædt å meget, i staten var det den dårlige samvittighed over at have slået mit første barn ihjel.. Det skære mig rigtig meget i hjertet.. Dernæst var det forandringen af mine bryster, de blev mælkespændte og efterfølgende mere slappe og mistede volumen.. Det har tager så meget på min selvtillid og har aldrig døjet med det før. Jeg er en flot pige, og inderst inde ved jeg hvor skørt det er, men det nager mig så meget.. Efterfølgende er det ikke kun brysterne men nu også kroppen jeg synes dårligt op, synes jeg er for spinkel, synes ikke om mit hår og synes ikke jeg er attraktiv på samme måde.. Jeg vil helst undgå at se på mit eget spejl billede, det er utrolig hårdt og har så let til tåre.. Min kæreste har bakket mig utrolig meget op men det er også begyndt at nage ham at jeg er så trist .. Jeg græder nok 4 gange i ugen ca.. Der skal kun små ting til som fx at min kæreste her den anden dag havde set porno.. Det gjorde at jeg går helt i stå, jeg bliver stille og får en knuse i maven og hvis min kæreste så tog mig ind til ham når han kunne se det, ville det nok hjælpe. Men her på det sidste er han blevet mere gnaven, og sagde fx i dag 'årh ikke igen' og kan godt forstå ham, det må da være træls.. Men jeg kan bare ikke ligge låg på det her og når han reagere sådan bliver det 100 gange værre og jeg begynder

at græde.. Vi går totalt forbi hinanden og kan ikke kommunikere, jeg har fortalt ham skåret ud i pap hvordan jeg får det og hvad jeg har brug for.. Men det sker ikke mere og nok er måske også nok for ham.. 

Det er kun derhjemme i min kærestes selvskab at jeg bliver ked og går i stå og hvorfor det aner jeg ikke! På arbejde og andre steder er jeg helt mig selv og er glad. Jeg kan ikke finde en løsning på hvorfor. Efter en diskussion hvor jeg altid ender med at græde og vil være alene, føler jeg mig usikker på vores forhold. Jeg føler at jeg har brug for noget andet, en som ville kunne forstå mig og bare have tålmodigheden til at lade det tage den tid det tager.. Jeg har fået afvide fra lægen at reaktionen først kommer noget tid efter og føler derfor at det her er okay, og at det er okay at græde og lade det tage sin tid, men min kærestes tålmodighed er i hvert fald sluppet op, og føler at det får mig til at tage lidt afstand.. Jeg ved at jeg nok skal komme oven på men hvornår og hvordan ved jeg ikke nu... Jeg ved ikke hvor jeg står med min kæreste, vi bor sammen i en lejlighed og ved ikke om jeg skal flytte for mig selv. Jeg elsker ham enormt højt, mere end nogen anden og et brud med ham ville gøre utrolig ondt.. Jeg føler bare ikke at han er tilstrækkelig mere i min situation og hver gang vi har skændes, føler jeg at jeg bliver bedre til at håndtere mig selv og få mig selv i bedre humør, uden ham.. Ved ikke hvad jeg skal gøre 

i må gerne komme med meninger og hvis i har oplevet noget lignende.... 

 



En lille undren herfra: Hvem af jer bragte senabort på banen? Det er en voldsom og drastisk beslutning og mildest talt også en naiv tro, at man bare tager på en lille tur og får problemet ud af verden, og så går verden videre.

I min verden vil en gravid kvindes instinkt inderst inde være at beholde barnet (specielt så sent i graviditeten), og hvis I havde valgt at stå sammen om den nye situation, så havde I nok også klaret det....så føler du et svigt fra din kæreste, der ikke kun bunder i, at han ikke støtter dig nu, men at der i bund og grund ligger en nagende følelse af, at I kunne have klaret det sammen?

Under alle omstændigheder har jeg enormt ondt af dig, både af den ene og den anden grund.

Anmeld Citér

26. maj 2015

Mia2

Rockertand skriver:



En lille undren herfra: Hvem af jer bragte senabort på banen? Det er en voldsom og drastisk beslutning og mildest talt også en naiv tro, at man bare tager på en lille tur og får problemet ud af verden, og så går verden videre.

I min verden vil en gravid kvindes instinkt inderst inde være at beholde barnet (specielt så sent i graviditeten), og hvis I havde valgt at stå sammen om den nye situation, så havde I nok også klaret det....så føler du et svigt fra din kæreste, der ikke kun bunder i, at han ikke støtter dig nu, men at der i bund og grund ligger en nagende følelse af, at I kunne have klaret det sammen?

Under alle omstændigheder har jeg enormt ondt af dig, både af den ene og den anden grund.



Det var min egen beslutning og var klar over det inden min kæreste fik sagt noget, han ville være der med mig i begge situationer men vi begge vil gerne vente nogle år.. men selvfølgelig nager tanken mig. Og nej forstår hvor seriøs situationen var, især i mit tilfælde, nu jeg var så langt henne.. Så det var en kæmpe beslutning og det er rigtig hårdt at vide hvad der er sket nu tingene gik så stærkt, og også er det er forfærdeligt at tænke på alle de moralske aspekter der ligger i det. Den korte tid jeg vidste at jeg havde en sund og rask baby i maven, har i hvert fald ændret mig meget og følelsen var god og lykkelig at vide at man selv havde lavet det.... Noget man ikke føler før man har prøvet det... Men samtidig er jeg sikker på at beslutningen er rigtig selvom det er meget hårdt 

Anmeld Citér

26. maj 2015

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod
Mia2 skriver:



Det var min egen beslutning og var klar over det inden min kæreste fik sagt noget, han ville være der med mig i begge situationer men vi begge vil gerne vente nogle år.. men selvfølgelig nager tanken mig. Og nej forstår hvor seriøs situationen var, især i mit tilfælde, nu jeg var så langt henne.. Så det var en kæmpe beslutning og det er rigtig hårdt at vide hvad der er sket nu tingene gik så stærkt, og også er det er forfærdeligt at tænke på alle de moralske aspekter der ligger i det. Den korte tid jeg vidste at jeg havde en sund og rask baby i maven, har i hvert fald ændret mig meget og følelsen var god og lykkelig at vide at man selv havde lavet det.... Noget man ikke føler før man har prøvet det... Men samtidig er jeg sikker på at beslutningen er rigtig selvom det er meget hårdt 



Først et kæmpe kram.

Forestiller mig der er en meget ensom situation at stå i, både fordi det nok ikke mødes af mange med forståelse at man vælger en senabort, og når man så har valgt det så skal man ikke også påvirkes af det.

Og kan forestille mig, at det ikke er noget man drøfter med særlig mange, ja måske er der endda ikke særlig mange der ved det.  

Derfor ville mit råd om at få der snakket igennem igen og igen og igen, være skudt helt forbi. Med mindre det handler om at få det talt igennem med en professionel. Og ja det er rigtigt det kan være en psykolog kan få vendt nogle ting som før det føles det bliver værre i nuet, men på den lange bane vil det hjælpe. Tænker fx det skal bearbejdet før du står og vil er planlagt gravid og måske er så heldig at mærke spark i 18. Uge, eller i 15. Uge betaler for en kønsscanning mm. 

Jeg ved ikke hvordan en senabort foregår i England, for her i DK ville det være en fødsel og det var muligt både at se barnet og i få oplysninger om barnet. Ved ikke om det kan hjælpe, så du på en eller anden måde får sagt farvel, for du skriver som du alligevel opfatter det som dit barn og ikke "bare" en abort.

Anmeld Citér

26. maj 2015

Mia2

lineog4 skriver:



Først et kæmpe kram.

Forestiller mig der er en meget ensom situation at stå i, både fordi det nok ikke mødes af mange med forståelse at man vælger en senabort, og når man så har valgt det så skal man ikke også påvirkes af det.

Og kan forestille mig, at det ikke er noget man drøfter med særlig mange, ja måske er der endda ikke særlig mange der ved det.  

Derfor ville mit råd om at få der snakket igennem igen og igen og igen, være skudt helt forbi. Med mindre det handler om at få det talt igennem med en professionel. Og ja det er rigtigt det kan være en psykolog kan få vendt nogle ting som før det føles det bliver værre i nuet, men på den lange bane vil det hjælpe. Tænker fx det skal bearbejdet før du står og vil er planlagt gravid og måske er så heldig at mærke spark i 18. Uge, eller i 15. Uge betaler for en kønsscanning mm. 

Jeg ved ikke hvordan en senabort foregår i England, for her i DK ville det være en fødsel og det var muligt både at se barnet og i få oplysninger om barnet. Ved ikke om det kan hjælpe, så du på en eller anden måde får sagt farvel, for du skriver som du alligevel opfatter det som dit barn og ikke "bare" en abort.



Nej har ikke fortalt det til andre end min kæreste og en af mine bedste veninder.. I England var det 'heldigvis' sådan at du er i fuld narkose, da jeg vågnede kunne jeg ikke mærke noget som helst fysisk, ingen smerter eller følelse af at noget var kommet ud. Så det er meget surrealistisk, at du knap nok husker at du bliver lagt i søvn og når du vågner er barnet fjernet... Man får ikke noget at vide om barnet.. Oplevelsen var rigtig god og de var så flinke set i forhold til da jeg var til min eneste scanning i Danmark for at se hvor længe jeg var henne, sygeplejersken havde kun en ting i hovedet og det var at jeg skulle beholde det barn.... Tak for beskeden 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.