Jeg gik selv som barn ned til mine forældre indtil jeg var meget gammel - jeg vågnede og var rædselsslagen uden at vide hvorfor. De var klart nok dødtrætte af at have et stort barn i sengen, og der var da heller ikke rigtig plads til mig. Kan huske en nat jeg ikke kunne være der, så sov jeg på kummefryseren der stod under en åben trappe ved siden af soveværelsesdøren. Af alle steder var det da mega uhyggeligt der, men jeg synes åbenbart det var bedre end mit værelse.
Så det var bestemt ikke bare en dårlig vane, jeg var virkelig bange. Det skiftede da jeg havde lært at læse (mine forældre siger da jeg var 9), så tændte jeg lyset og læste hvilket fik tankerne væk fra hvad det nu end var jeg var bange for (det må jo have været mareridt, dog uden at jeg kan mindes at kunne huske dem).
Min pige på 3 har også et stort tryghedsbehov, og med mine egne minder i baghovedet vil jeg til enhver tid opfylde hendes behov. Vi har ikke plads i sengen (kun 140cm) men har til gengæld en stor seng inde på hendes værelse som jeg kan ligge mig i.
Anmeld
Citér