Ihh. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu.
Vores dejlige sorte labra "Nixon" strøg igen i aftes afsted på tur.
Det har han gjort 100 vis af gange, og vi kvitterer hver gang med at låse døren, så han må vende hjem og sove i køkkengangen. Hver gang har er han kommet hjem og har set meget flov ud, når vi åbner døren til morgen.
Det samme skete i aftes, men der lå ikke nogen flov nixon på måtten, da jeg åbnede døren til morgen. - Og han har stadig ikke vist sig.
Jeg har brugt formiddagen på at køre rundt ved de lokale veje og op mod togskinnerne, som løber ca. 500 meter herfra. Vi har selvfølgelig ringet til politiet og fået ham opført som efterlyst, og derudover har jeg cyklet op til de steder, man kan komme til ved togskinnerne. Det ville selvfølgeligt ikke være sjovt at finde ham påkørt, men jeg vil hellere have vished. Men man kan bare ikke komme til ved skinnerne. Der er gravet dybe grøfter, og jeg vil jo heller ikke gøre nogen nervøs ved at rende rundt dér og ligne en "springer"
Stemningen er helt forkert herhjemme, for vi er jo sådan lidt i uvished - og vi går vel begge og forestiller os det værste. - Og hvad hvis han er blevet kidnappet - og hvad hvis han ligger et sted og er blevet ramt af en bil?
Ihh mand - jeg er helt færdig over det.
Hvis bare nogen ville ringe og fortælle, de var kommet til at køre ham ned - så ville vi da vide, hvad der er sket.
Nå - jeg måtte bare lige ud med det. Han er jo trods alt det eneste barn, vi har haft i 9 år. Og åhh hvor skulle han bare få den største flæskesteg og så mange kys og kram, hvis han kom ind af døren lige nu.
- Helle - forfærdelig ked af det
Anmeld
