Eksperthjælp: Mit barn stammer

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.071 visninger
0 svar
0 synes godt om
8. maj 2015

Helle Hansen

Kære Helle

Jeg har en dejlig datter, der fylder tre år til sommer. Hun har altid været meget foran i sin udvikling, især på det sproglige plan. For cirka halvanden måned siden begyndte hun pludseligt at stamme. Hendes stammen varierer meget og er eksempelvis mest udtalt, når hun bliver træt. Hun stammer desuden primært herhjemme, hvorimod det ikke er et problem i vuggestuen. Hendes stammen bliver også forværret over weekenderne, og forsvinder faktisk i løbet af ugen (formentlig pga at hun i løbet af ugen går i vuggestue). Hun stammer heller ikke, hvis hun er på besøg ved bedsteforældre alene.

jeg har efterhånden læst alt materiale, som man kan finde på nettet om stammen, og vi følger alle eksperternes gode råd om øjenkontakt, lader hende tale ud, ikke færdiggøre hendes sætninger osv. Vi har også talt med hendes pædagoger, der "der på ingen måde er bekymrede". De er sikker på, at det vil forsvinde igen.

Hendes stammen er da også blevet bedre i løbet af den halvanden måned, hvor det har stået på. Nu har vi dog haft storebededagsferie (hvor hun naturligvis har været meget sammen med os), og nu stammer hun igen lidt mere.

Det giver mig en kæmpe skyldfølelse, at hendes stammen forværres, når hun tilbringer meget tid sammen med os. Jeg føler mig som en dårlig forælder, der må gøre noget galt. Samtidig gør det så utrolig ondt at høre min dygtige pige, der normalt kan sige og udtrykke alt, pludselig gå i stå ved et almindeligt ord som eksempelvis "op", "jeg" eller "må".

Tror du, at jeg har grund til at være bekymret?og hvis det fortsætter, hvornår bør man da inddrage en talepædagog i hendes vanskeligheder?



Helles svar

Kære bekymrede mor,

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan sagtens forstå din bekymring, og jeg ser det rigtig tit hos forældre.

Først og fremmest tillykke med at du har en dejlig og dygtig datter! Du beskriver at din datter bliver 3 år til sommer og at hun har haft en hurtig sproglig udvikling. Mange børn med en hurtig sproglig udvikling har en periode, hvor de har noget ikke-flydende tale. Det lyder som stammen, men behøver ikke være det. Du skriver at det har stået på i 11/2 måned. Det kan være svært at spå om, hvor længe det varer, men man ved at for ca 80% af børnene, der stopper det igen. Men det kan altså sagtens vare flere måneder.

Du lyder meget velinformeret om stammen, og det er fint, at du har søgt viden om, hvad i evt selv kan gøre. Du beskriver at hun primært har noget stammen hjemme, men ikke i institutionen. Det ser vi også ofte. Det er ikke fordi i gør noget forkert! Træthed, ændrede rutiner og mange aktiviteter kan være medvirkende til at der kommer lidt mere ikke-flydende tale. Og det kan måske være det der har præget jeres bededags-ferie? Det ser man ofte, og andre gange er der bare ændringer, som ikke kan forklares.

Det i kan tænke på er, hvor faste er jeres rutiner derhjemme? Får hun sovet nok? Hvordan er i sammen med din datter? Hvis i har mange aktiviteter, så prøv i en periode at skære lidt ned, og se om det giver hende mere ro. Desuden kan man med fordel sænke sit eget taletempo. Det vil også være med til at give mere ro. Det kræver ofte lidt øvelse.

Som udgangspunkt vil jeg råde dig til at lytte til pædagogerne, og have lidt tålmodighed i et par måneder. Jeg kan ikke sige om det udvikler sig til reel stammen eller ej, men jeg ved at børn ofte kan mærke forældres bekymringer. Så hvis du forsat er bekymret, så tag kontakt til den lokale talepædagog, og tal med hende om din bekymring.

Jeg håber du kan bruge mit svar,
De bedste hilsner
Helle



Helle svarer på spørgsmål om dit barns sproglige udvikling, om hvor man kan søge hjælp, hvis ens barn har brug for en talepædagogisk indsats, om sprogstimulering mm. Helle holder desuden foredrag om børns tidlige sproglige udvikling i mødregrupper og på barselscafeer.

Se Helles hjemmeside: www.sprogligudvikling.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.