Jeg orker snart ikke mere

Jeg er desværre havnet i den situation at jeg har fået en depression og er derfor sygemeldt ... 

Jeg havde et arbejde men blev fyret til 31/3... 

Jeg orker virkelig ikke mere jeg føler jo start jeg render hovedet mod muren og ingen vejenes kommer .. 

Jeg kæmper en brag kamp for at komme på den anden side igen både med hjælp af anti depressiv medicin men og med hjælp fra psykolog ... Men lige nu føler jeg virkwlig jeg har nået bunden ... Jeg orker ingen ting jeg er træt konstant vil bare sove grave mig ned pg ønske det hele forsvinder af sig selv . 

Jeg vil bare være den glade kvinde keg i sin tid var , men der er intet glæde i mig , føler slet ikke jeg kan føle noget . Føler mig så udulig : som verdens væreste mor for de børn jeg har... 

Jeg drømmer så inderligt om det fantastiske lykkelige liv ... 

Men jeg kommer ingen vejene ... 

Jeg er så ødelagt , og min læge snakket allerede om en raskmelding inden for de næste 6 måneder , bare det stresser mig min krop og jeg bliver endnu mere ked af det ... 

Ville ikke noget tror bare jwg havde brug for at lufte mine tanker måske andre har stået der og kan komme med lidt råd .. 

Anonym skriver:

Jeg er desværre havnet i den situation at jeg har fået en depression og er derfor sygemeldt ... 

Jeg havde et arbejde men blev fyret til 31/3... 

Jeg orker virkelig ikke mere jeg føler jo start jeg render hovedet mod muren og ingen vejenes kommer .. 

Jeg kæmper en brag kamp for at komme på den anden side igen både med hjælp af anti depressiv medicin men og med hjælp fra psykolog ... Men lige nu føler jeg virkwlig jeg har nået bunden ... Jeg orker ingen ting jeg er træt konstant vil bare sove grave mig ned pg ønske det hele forsvinder af sig selv . 

Jeg vil bare være den glade kvinde keg i sin tid var , men der er intet glæde i mig , føler slet ikke jeg kan føle noget . Føler mig så udulig : som verdens væreste mor for de børn jeg har... 

Jeg drømmer så inderligt om det fantastiske lykkelige liv ... 

Men jeg kommer ingen vejene ... 

Jeg er så ødelagt , og min læge snakket allerede om en raskmelding inden for de næste 6 måneder , bare det stresser mig min krop og jeg bliver endnu mere ked af det ... 

Ville ikke noget tror bare jwg havde brug for at lufte mine tanker måske andre har stået der og kan komme med lidt råd .. 

jeg vil lige give et da jeg ved lige præcis hvordan du har det da jeg selv har været der.

hvor lange har du taget medicin???

hvis du stresser dig selv ved at tænke på raskmeldingen om ½ år så gå der nok længere før du bliver raske men du skal prøve at slappe af og lade være med at tænke på alt det der stresser dig (ved det er svært) og så gøre tingene i dit tempo.

og det med at være en dårlige mor. så længe du yder det bedste du kan så kan du ikke gøre meget mere, så må manden/kærsten tage lidt over hvis du har sådan en 

jeg har fået det en del bedre end jeg har haft det og det er blevet meget bedre efter jeg kan gøre tingene i mit tembo i stedet for at stresse over alt det jeg ikke når, men jeg har stådig perioder hvor at er noget lort, og har lært at leve med at det sådan vil jeg altid have det i perioder 

for at det snart gå frem ad

Jeg har hørt at det faktisk først at når man giver slip og accepterer at man ikke kan leve op til de ting man gerne vil, men i stedet må sætte pris på de små ting som så lykkedes, så skuden kan vende. Måske det der med at nå bunden.. 

Men kan godt forstå det er hårdt - især når du har børn. Prøv at lade være med at tænke på raskmelding osv. Følger du en psykolog? Så vil jeg anbefale at lade denne være den som udtaler sig om varighed osv. Det er din læge slet ikke tæt nok på dig til at kunne.

Er der nogle små ting som giver dig glæde?

helle85 skriver:

jeg vil lige give et da jeg ved lige præcis hvordan du har det da jeg selv har været der.

hvor lange har du taget medicin???

hvis du stresser dig selv ved at tænke på raskmeldingen om ½ år så gå der nok længere før du bliver raske men du skal prøve at slappe af og lade være med at tænke på alt det der stresser dig (ved det er svært) og så gøre tingene i dit tempo.

og det med at være en dårlige mor. så længe du yder det bedste du kan så kan du ikke gøre meget mere, så må manden/kærsten tage lidt over hvis du har sådan en 

jeg har fået det en del bedre end jeg har haft det og det er blevet meget bedre efter jeg kan gøre tingene i mit tembo i stedet for at stresse over alt det jeg ikke når, men jeg har stådig perioder hvor at er noget lort, og har lært at leve med at det sådan vil jeg altid have det i perioder 

 

for at det snart gå frem ad

Tusind tak for dit kram . 

Jeg hat taget medicin i halvanden måned nu . Så ikke specielt længe ... 

Jeg forsøger inderligt at prøve og slappe af men jeg kan slet ikke , ikke engang når jeg sover hjernen køre 24/7 på mig . 

På alt det jeg skal nå alt det jeg ikke nåede hvad med økonomi hvordan klare vi det og det og det . Ja alt .. 

Jeg har en dejlig kæreste som støtter mig enormt meget , og siger jeg skal være syg i alt den tid jeg har behov for , ingen skal presse mig ud i job igen jeg stod præcis sammen sted for bare 10 måneder siden ... ������ 

Jeg ville ønske jeg kunne finde noget indre ro i mig selv og tro pp alt bliver godt igen , den følelse har jeg bare ikke , jwg føler alt er min egen skyld jeg aldrig bliver noramal . Osv 

Anonym skriver:

Jeg er desværre havnet i den situation at jeg har fået en depression og er derfor sygemeldt ... 

Jeg havde et arbejde men blev fyret til 31/3... 

Jeg orker virkelig ikke mere jeg føler jo start jeg render hovedet mod muren og ingen vejenes kommer .. 

Jeg kæmper en brag kamp for at komme på den anden side igen både med hjælp af anti depressiv medicin men og med hjælp fra psykolog ... Men lige nu føler jeg virkwlig jeg har nået bunden ... Jeg orker ingen ting jeg er træt konstant vil bare sove grave mig ned pg ønske det hele forsvinder af sig selv . 

Jeg vil bare være den glade kvinde keg i sin tid var , men der er intet glæde i mig , føler slet ikke jeg kan føle noget . Føler mig så udulig : som verdens væreste mor for de børn jeg har... 

Jeg drømmer så inderligt om det fantastiske lykkelige liv ... 

Men jeg kommer ingen vejene ... 

Jeg er så ødelagt , og min læge snakket allerede om en raskmelding inden for de næste 6 måneder , bare det stresser mig min krop og jeg bliver endnu mere ked af det ... 

Ville ikke noget tror bare jwg havde brug for at lufte mine tanker måske andre har stået der og kan komme med lidt råd .. 

Jeg kan desværre ikke komme med nogen gode råd til dig men ville ikke gå her fra uden at give dig et kæmpe

Jeg er selv arbejdsløs og har været det i snart 1 år og løber desværre kun på låste døre og uforstående mennesker der ikke forstår hvorfor jeg ikke bruger min uddannelse og ikke ved hvad jeg ellers vil med mit liv ud over at have et barn nu som i LIGE NU! hvilket folk helder ikke forstår at jeg vil "ødelægge" min ungdom med en baby i stedet for at rejse verden rundt og gå i byen hver weekend som "alle andre unge"

jenny4 skriver:

Jeg har hørt at det faktisk først at når man giver slip og accepterer at man ikke kan leve op til de ting man gerne vil, men i stedet må sætte pris på de små ting som så lykkedes, så skuden kan vende. Måske det der med at nå bunden.. 

Men kan godt forstå det er hårdt - især når du har børn. Prøv at lade være med at tænke på raskmelding osv. Følger du en psykolog? Så vil jeg anbefale at lade denne være den som udtaler sig om varighed osv. Det er din læge slet ikke tæt nok på dig til at kunne.

Er der nogle små ting som giver dig glæde?

Ja jeg følger en psykolog ... 

Jeg har enormt svært ved at acceptere at jeg er sådan her , det var på ingen måde mit ønske eller drøm at jeg skulle blive sådan jeg føler mig enormt anderledes og slet ikke som andre ... 

Hvorfor kan jeg ikke bare have et normalt liv . Med livsglæde overskud .

jeg har svært ved at se glæde ved noget lige nu ..

Mine børn  gør mig selvfølgelig altid glad uden tvivl . 

Anonymbebs skriver:

Jeg kan desværre ikke komme med nogen gode råd til dig men ville ikke gå her fra uden at give dig et kæmpe

 

Jeg er selv arbejdsløs og har været det i snart 1 år og løber desværre kun på låste døre og uforstående mennesker der ikke forstår hvorfor jeg ikke bruger min uddannelse og ikke ved hvad jeg ellers vil med mit liv ud over at have et barn nu som i LIGE NU! hvilket folk helder ikke forstår at jeg vil "ødelægge" min ungdom med en baby i stedet for at rejse verden rundt og gå i byen hver weekend som "alle andre unge"

Tusind tak for kram .. 

Jeg fik selv børn tidligt 21 år ved den første og 23 år ved nr to .

jeg blev begge gange rådet til at vælge abort jeg skulle færdiggøre min udd i stedet nyde min ungdom og lære min kæreste at kende , vores første var ikke direkte planlagt . Men meget megt ønsket . 

Drømmen om endnu en er enorm hos mig men samtidig vil jeg slet ikke sætte flere børn i verdenen til den mor jeg er på nu ærende tidspunkt jeg vil være glad nyde mine børn . 

Anonym skriver:

Ja jeg følger en psykolog ... 

Jeg har enormt svært ved at acceptere at jeg er sådan her , det var på ingen måde mit ønske eller drøm at jeg skulle blive sådan jeg føler mig enormt anderledes og slet ikke som andre ... 

Hvorfor kan jeg ikke bare have et normalt liv . Med livsglæde overskud .

 

jeg har svært ved at se glæde ved noget lige nu ..

Mine børn  gør mig selvfølgelig altid glad uden tvivl . 

Men det er nok også vigtigt at huske at som du er nu, det er jo ikke dig. Det er en sygdom på lige fod med så mange andre alvorlige sygdomme og man kan ikke bare kurere sig selv - heldigvis findes der en kur og den lyder det til at du er godt igang med.

Prøv at lade være med at bebrejde dig selv - det gavner ikke noget overhovedet. Det gør til gengæld accept af din sygdom og det hårde forløb du er igang med.

Håber på det bedste for dig.

jenny4 skriver:

Men det er nok også vigtigt at huske at som du er nu, det er jo ikke dig. Det er en sygdom på lige fod med så mange andre alvorlige sygdomme og man kan ikke bare kurere sig selv - heldigvis findes der en kur og den lyder det til at du er godt igang med.

Prøv at lade være med at bebrejde dig selv - det gavner ikke noget overhovedet. Det gør til gengæld accept af din sygdom og det hårde forløb du er igang med.

Håber på det bedste for dig.

Tusind tak for dit meget brugbare svare . 

Vil helt sikkert tage det til mig og huske på det ... 

Anonym skriver:

Tusind tak for kram .. 

 

Jeg fik selv børn tidligt 21 år ved den første og 23 år ved nr to .

jeg blev begge gange rådet til at vælge abort jeg skulle færdiggøre min udd i stedet nyde min ungdom og lære min kæreste at kende , vores første var ikke direkte planlagt . Men meget megt ønsket . 

Drømmen om endnu en er enorm hos mig men samtidig vil jeg slet ikke sætte flere børn i verdenen til den mor jeg er på nu ærende tidspunkt jeg vil være glad nyde mine børn . 

Selv tak

Vi er selv 21 og 24, har været sammen i 4,5 år og bor sammen. Vi planlægger at starte PB til efteråret jeg fylder 22 et par måneder efter start , men møder ikke forståelse over for vores beslutning og jeg har svært ved at stå fast på min beslutning når jeg får af vide det er forkert (grundet oplevelser i min barndom).