Anonym skriver:
Tusind tak for dit kram .
Jeg hat taget medicin i halvanden måned nu . Så ikke specielt længe ...
Jeg forsøger inderligt at prøve og slappe af men jeg kan slet ikke , ikke engang når jeg sover hjernen køre 24/7 på mig .
På alt det jeg skal nå alt det jeg ikke nåede hvad med økonomi hvordan klare vi det og det og det . Ja alt ..
Jeg har en dejlig kæreste som støtter mig enormt meget , og siger jeg skal være syg i alt den tid jeg har behov for , ingen skal presse mig ud i job igen jeg stod præcis sammen sted for bare 10 måneder siden ... ������
Jeg ville ønske jeg kunne finde noget indre ro i mig selv og tro pp alt bliver godt igen , den følelse har jeg bare ikke , jwg føler alt er min egen skyld jeg aldrig bliver noramal . Osv
nå du kun har fået medicin i 1½ mdr så har de sikkert ikke fundet den helt nødargtig kombination endnu og der skal gå længere tid for at være sikker på det er den rigtig (regner med at du gå til psykiater også)
ja det bedste er at få så meget styr på økonomien som man nu kan, da det tynger rigtig meget (det problem har jeg hver mdr, da jeg aldrig få det samme udbetalt)
kender du nogen der kan det der mindfulness??
jeg havde en familie konsulent som kunne det og hun lavede det 2 gange med mig, så jeg nu bruger lidt af det nå der er for mange ting der fylder, nå jeg skal sove.
lidt ligesom at tænke på at problemerne flyver væk på en sky, og tænke nogen gode ting frem, det har hjulpet mig en del (selvom det lyder mærkeligt)
de ting du ikke nå, der er det rigtig vigtig at du lader vær med at dunke dig selv oven i hovedet med det, for det få du det vær af, til gengæld er det vigtig at du tænker på de ting du har fået gjort.
og ellers kan du lægge en plan med de ting du skal, ting du ved du kan klare(et mål kan også sagtens være at du har lavet noget med børnene eller bare støvsuget osv) også udvid det nå du få det lidt bedere også lade kæresten klare resten.
jeg tror på at, troen på at det nok skal gå, kommer nå du få det lidt bedre.
nu ved jeg ikke hvorfor du er endt så langt nede men du er helt sikkeret helt normal.
alle folk har en begrænsning for hvor meget man kan klare, og den er forskelligt for alle, man skal bare lære hvor ens grænse gå for hvor meget man kan klare og det er rigtig svært men skal nok lykkes 
jeg er glad for at høre at du har en kæreste der støtter dig 100 %
du er velkommen til at skrive pb hvis det er
