what a morning! 
Min lille dreng, som altid har været en vidunderlig dreng 
blev 3 år forleden dag, de sidste par uger eller 3 har han været meget i trods, og har testet grænser, men i morges er jeg sikker på han nåede toppen
Jeg stod op som jeg plejer, åbner døren ind til drengene og siger godmorgen, NEJ bliver der råbt tilbage af Lukas 
okayyy bad morning, det har vi haft før, så jeg ved vi bare skal sige okay, og lade ham komme når han lige er vågnet rigtigt, der går 10 minutter, og rigtigt nok han kommer ud, han har det sureste fjæs på og trods man smiler med alle tænderne får man ikke engang en lille bue op jaaaa okay, de får morgenmad, som normalt bliver spist pænt hurtigt, men ikke idag, Lukas vælger at snakke med storebror/drille ham, og i det hele taget være alle andre steder end opmærksom på sin morgenmad, efter 30 min siger han jeg kan ikke spise mere, jeg må sige okay trods han mangler halvdelen af sin skål og tænker, nå så må børnehaven give lidt morgenmad. .
efter småskænderier om tøj, ble, sko og jakke og en pap der må stå op (efter nattevagt) og lige give en repremande kommer vi ud i bilen, jeg tænker åhhh my good! bliver godt at få pustet ud. men nope 
vi ender i børnehaven, hvor de har en mellemgang, vi når dertil, hvor Lukas ender med at smide sig 
jeg siger kom nu Lukas, men NEJ! jeg syntes det er ved at være for synd for storebror, og siger nu stopper du! og tager storebror med ind og lader Lukas side og være muggen i mellemgangen med døren på klem. .
Forklare pædagogerne om Lukas og hans morgen, og efter 5-10 minutter går en med ud som børnene normalt er meget glad for! han forsøger at spørge Lukas om han ikke vil med ind og lege, men han får bare NEJ! og Lukas begynder bare at skrige uden hverken tåre eller noget, men bare skrige direkte. . jeg gir ham et valg, med hjem og ind på værelset og side der, eller ind og lege og få en god dag, men han vil HJEM!
Efter 30 minutter hvor selv storebror er ude og forsøger, får jeg nok da han smækker døren i hovedet på ham! og siger SÅ DET NOK! min grænse fik nok!, sagde farvel til storebror og gik med Lukas traskende bagefter. .
Da vi kom hjem fik han sin taske med mad, en drikkedunk og så blev der peget på værelset!, nu sidder han der og siger ikke en ord og jeg sidder og koger indvendigt!! 
org altså . . nu må han snart gerne være færdig med det trods 
er gravid med tvillinger nu, så mine hormoner gør jeg bare er meget følsom, så jeg måtte kæmpe for ikke at tude da jeg stod i børnehaven, og nu sidder jeg og kæmper med en masse følelser og forsøger at finde ud af hvad pokker jeg skal gøre for min dreng igen bliver min dreng! for det her, det er vildt,. storebror var ikke lige så slem, men min mor siger at Lukas er direkte snydt ud af hvordan jeg selv var som lille såå puuu min stakkels mor hihi
For det første er jeg enig med de andre, jeg ville ikke have givet ham valget. Nu ved han at han kan te sig ustyrligt hvis han gerne vil hjem.
Jeg ville have sagt farvel, jeg elsker dig, nu kommer (pædagog) og tager over, og så være gået. Ringet igen en halv time efter for at høre om alt var okay. Og hvis han her stadig var dybt ulykkelig, havde jeg nok hentet, da jeg mener at det er super afgørende at kunne skelne imellem hvad der er grænsetest og hvad der er reel ked-af-det-hed/tryghedsbehov.
Dernæst, altså... Det du beskriver med morgenen derhjemme lyder helt normalt for en dreng på den alder. Jeg kan ikke lade være med at tænke om I måske håndterer det forkert, hvilket fører til en eskalering af problemet, som ender med krisen i børnehaven? Måske handler det fra starten om at drengen meget hellere vil være hjemme med mor end i børnehave, og derfor yder modstand? Måske man kunne have løst problemet tidligere, hvis man havde taget sig tiden til at holde fast i den positive indstilling, prøve at lave sjov med situationerne hvor han f.eks ikke gider tage tøj på, sidde lidt med ham på skødet, tage en pause i morgenritualerne for at læse en bog, hvad ved jeg. Det kan også være at intet havde gjort en forskel.
Men jeg kan bare mærke på min dreng når han har de morgener, at det ofte hjælper hvis jeg sætter mig på hug, kigger ham i øjnene, hiver et kvarter ud af planen og bare laver et eller andet han har lyst til. Og så videre i programmet bagefter. Det er selvfølgelig ikke altid man har mulighed for det hvis morgenen er travl.
Du er gravid, og det virker helt naturligt at der dukker en masse svære og modstridende følelser op hos ham i den sammenhæng. Tænker også at det er vigtigt at snakke med ham om de følelser og bekræfte ham i at du vil elske ham ligeså højt når babyerne kommer o.s.v.
Jeg ville desuden aldrig straffe med ind på værelset, men det er så en helt anden diskussion.
Og: hvis du går hjemme nu, så giv ham nogle fridage inden du skal føde. Det virker som om han har brug for at mærke mor og tilbringe mere tid sammen med dig. Ja, man skal stå fast i sin opdragelse, men man skal også forstå at overflod af kærlighed nogle gange er den helt rigtige kur.
