Vi har et problem med vores 3-årige pige, og da det har stået på i op mod 1,5 år synes vi ikke længere vi bare kan sige "det er en fase" eller at det er pga hendes alder...
Hun er ekstremt tæt knyttet til mig, og er meget ofte direkte modbydelig overfor sin far - som ellers er en super god far, på mange måder en betydelig bedre forælder end mig.
Lidt baggrundsviden, som måske kan spille ind:
Hun blev født med en misdannelse, og vi var igennem en del i hendes første leveår med smerter, medicin, undersøgelser osv. Hun blev opereret da hun var 1 år, og har siden haft det fint.
Jeg havde det rigtig svært med tilstanden - fik ikke fødselsdepression, men noget jeg nok vil beskrive som stress - og det påvirkede da mit forhold til hende. Hvor hun nok havde brug for ekstra tryghed og kontakt, havde jeg svært ved at håndtere det hele og blev ofte meget vred på hende når hun pylrede. Generelt er jeg ikke den der pædagogiske mor-type, synes ikke babyer er specielt søde. Jeg er meget bedre til at ordne praktiske ting end fx at lege med børn. Jeg er meget streng og holder hende i forholdsvis kort snor.
Far var og er meget på banen, men selvfølgelig kun efter arbejde og i weekenden. Han er selv et stort legebarn - elsker alt lige fra vendespil, LEGO, tegne, gemme-/fangeleg, spille bold og musik med hende osv.
Hun elsker da også at lege med ham, men i mange situationer afviser hun ham på en meget led måde - råber NEJ og at han skal gå, eller nægter at sige godmorgen til ham osv. Hun er klart en MEGET bestemt lille dame der ved hvad hun vil, men vi forstår ikke rigtig hvorfor hun kan vende sådan på en tallerken - hun behandler aldrig mig på den måde (dog ser vi lidt det samme hos mormor/morfar, hvor morfar er favoritten. Hvis jeg er der, kan de dog begge rende og hoppe). Vi har skam forsøgt både at snakke og forklare at man skal være sød ved andre, men hun er ligeglad - medmindre der er konsekvenser, altså hvis jeg siger jeg ikke vil være venner med een der behandler andre på den måde, så er hun sød resten af den dag. Igår ville hun se IPad, og da vi sagde nej fordi hun havde været nasty fra morgenstunden, så sagde hun "jamen NU er jeg sød" - så hun er tilmed også ret udspekuleret....
Det virker lidt som om hun er jaloux på far og andre, og tror de tager mig fra hende. Engang var hun blevet hentet hos DP af mine forældre, jeg hentede hende så hjemme hos dem. Min mor kom ind i stuen og gik forbi os for at dække bord, E råber hysterisk "NEJ mormor" fordi hun vel troede at hun var på vej hen til os.
Hun blev storesøster for 6 uger siden, og siger ofte hun er ked af at jeg altid sidder med lillebror (ammer), men hun virker ikke jaloux/sur på lillebror - hun er utrolig sød overfor ham og siger han er sød og vil gerne hjælpe, hvilket hun får lov til.
Situationen igår var, at far og jeg havde byttet plads i sengen fordi jeg skulle sidde op ad væggen med den lille. Da hun vågner og opdager dette bliver hun møgsur og siger "jeg gider ikke far skal være der", og nægtede at snakke til ham.
Idag er han så favorit - de har leget og set fjernsyn sammen, hvor hun bad mig tage lillebror så hun kunne sidde hos far.
Som sagt så har det stået på rigtig længe, og far er da rigtig ked af at det skal være på den måde. Han er ind imellem lidt desperat, og forsøger alt fra at købe hende til at true med at NU køber han aldrig noget til hende igen. Dog skal det siges at han IKKE er særlig konsekvent, og det har hun jo forlængst gennemskuet - hun kan sno ham om sin lillefinger til enhver tid.
Vi forstår som sagt ikke hvorfor, især når han rent faktisk er sjov at være sammen med, og jeg mest er den "sure" strenge mor.
tak fordi I læste med, håber nogen kan gennemskue hvad årsagen måske kunne være, og/eller hvad vi skal gøre - afvente endnu længere, skælde ud, straffe eller hvad...??
