Bange børn!

Jeg har ingen børn...endnu. Så jeg kan ikke tale som mor, men jeg kan tale som en, der selv havde det sådan som barn.

Fra jeg var 10 til jeg blev 15, havde jeg ofte perioder hvor jeg var bange for at blive voldtaget, eller at dø. For mig startede det fordi jeg overhørte nyhederne i fjernsynet, og troede at de overfald og onde ting jeg hørte om også ville ske for mig. Det betød at jeg efter skole gik lange ture for ikke at være alene i huset og spurtede hjem fra veninder om aftenen.

Jeg turde ikke at fortælle nogen om det, og endte til sidst med at skrive et word dokument på mine forældres desktop, så de ville læse det. Det gjorde de heldigvis hurtig og tog fat i mig. Det hjalp mig rigtig meget at der var nogen der hørte på mig og at de tog mine bekymringer alvorligt. Jeg blev anerkendt i mine følelser uden at de blev godkendt. Dvs at jeg fik at vide at det var klart at jeg var bange når jeg gik med de tanker, men at det ikke var tanker der var nødvendig at gøre sig.

Jeg havde aldrig brug for psykologhjælp, men havde en aftale med mine forældre om at jeg kunne ringe eller sms'e når jeg var nervøs, og at jeg altid kunne hive fat i dem.

Jeg synes det er super sejt at din søn selv har taget fat i jer.

//MediaAnarchy - som stadig kan være bange engang imellem.

Jeg kan huske at jeg som barn også havde perioder hvor jeg var bange for forskellige ting, og jeg tænker at det et naturligt med sådanne perioder i takt med at man bliver mere "voksen" og bevidst om verden og alle dens nuancer. 

Jeg kan bare ikke huske at jeg var bange 24/7 lige meget hvad jeg lavede, og at det var lange perioder, som min søn beskriver det.

Mom skriver:

Jeg kan huske at jeg som barn også havde perioder hvor jeg var bange for forskellige ting, og jeg tænker at det et naturligt med sådanne perioder i takt med at man bliver mere "voksen" og bevidst om verden og alle dens nuancer. 

Jeg kan bare ikke huske at jeg var bange 24/7 lige meget hvad jeg lavede, og at det var lange perioder, som min søn beskriver det.

Spurgte jeg min søn om han var bange for at dø hele tiden, ville han i de dårlige perioder sige: ja. Men jeg ved jo godt inderst inde, at det ikke er rigtigt - han glemmer frygten midt i legen, men så kommer den som en boomerang og så husker han det som det er heeeeeele tiden.

Lige før påske var han nede og lege med en kammerat og pludselig ringede det på døren og han var for første gang i sit liv gået alene hjem - han var blevet bange for jeg var blevet væk og havde spontant gået hjem (han havde dog heldigvis sagt farvel). Han var grædende og da jeg spurgte: hvordan kom det? Sagde han også: det er der bare hele tiden - men spørger jeg en dag hvor han har det fantastisk, så er svaret ikke det samme.

Min datter kan også i de perioder fortælle det er hele tiden hun er bange for der vil ske hende noget når hun går alene.

men selvsagt skal man da ikke bare slå ud med hånden og sige: det er ingen ting, man skal lytte til sine børn, være med til at fortælle at den angst ikke skal hæmme, men den er naturlig. Og at det bare er så fantastisk de kan komme og fortælle om det. 

Mom skriver:

Godaften.

Min 9 årige søn har her til aften fortalt mig, at han er bange hele tiden. Han er bange herhjemme, i skolen, hos legekammerater osv. Han er bange for at blive dødelig syg, for ildebrand og for at han skal blive slået ihjel.

Han siger at han har haft det sådan i lang

Hvordan er det med jeres børn, er de (eller var de) også bange i den alder? Eller er det noget jeg skal være mere end almindeligt opmærksom på?

Det lyder ikke rart. Selvfølgelig kan det være for meget, så der er tale om angst eller lignende. Men! Det er helt normalt at børn skal igennem sådan en periode. Har set det flere gange. Måske kan der være noget der har trigget det, måske er det bare et udviklingstrin han er kommet til nu af sig selv. Har han haft det sådan før?

Min søn har haft en periode nu her. Han er så 7 år. Og har som sagt set det før. Her hjælper opmærksomhed, tryghed, skrue ned for evt stress hos forældre og så ellers bare prøve at rumme ham.

Det er svært at se sit barn have det sådan, men på et tidspunkt skal man jo indse at ingen er udødelig og det kan godt være et hårdt slag! 

Håber han snart får det bedre. Og ved godt at det er hjerteknusende 

lineog4 skriver:

Jeg vil ikke tale det ned, men jeg vil alligevel lige byde ind så der ikke males fanden på væggen.

Ja mine børn har også haft perioder hvor de er bange så det grænser til hvad man kunne tro var angst. Og ja de perioder kan vare rimeligt længe.

Min store pige på 12 år, kan i perioder hver aften når lyset slukkes blive enormt bange for at miste, og det ender i gråd og en masse ord - heldigvis fortæller hun om det. Hun ryster når det sker og kan så i de perioder sove inde hos os.

Hun fortæller også hun er bange hver dag fx når hun går på gaden, om der sker noget.

Min dreng på 7 er som din rigtig bange for at dø, eller at jeg forsvinder. Han er enormt bange for hjertestop og fx løber han for at få hjertet til at banke hurtigere for så er der i hans logik nemlig mere sandsynlighed for at han ikke dør af et hjertestop   Derudover er han enormt bange for kometer vil ramme jorden og jorden går under (han har læst en bog om solsystemet), det får vi nogen panikanfald med en gang imellem.

Jeg kunne sikkert blive ved, jo fx stakkelben kan sende alle 3 børn i panikhelvede... Men det jeg ville med det, var at sige at frygt jo også er sundt. Når min den mindste på snart 5, forsvinder fra os i Givskud ZOO så angsten for han er drønet ind til næsehornene står malet i mit ansigt så er det meget meget usmart. Det er derimod enormt smart at være lidt bange for at blive væk - frygten er jo også for at regulere til de handlinger der er hensigtsmæssige. Da jeg som 5 årig gik ind på marken til alle hestene og satte mig ned, var det en dårlig handling, jeg burde have haft en lille smule frygt for de store dyr og vide hvordan jeg skulle gebærde mig qua den lille frygt. Da jeg ikke turde springe ned fra det høje rutchebanetårn som 5 årig var det en smart frygt, for hende der gjorde det da jeg ikke turde brækkede armen.

Frygt er ikke partout dårligt, kun hvis det hæmmer, hvis man ikke tør tale om det, tage frygten frem i strakt arm og se på den og finde ud af hvordan man arbejder med den og bruger den konstruktivt.

Jeg har personligt overhovedet ikke overvejet psykolog eller andet, så længe frygten føles naturlig og kan tales om, og den ikke hæmmer. Men de har det sørme begge to.

Vil bare lige sige at det er et super godt svar!

Og til ts: det er ikke for at negligere din eller din søns angst og bekymring, men jeg synes man skal passe på med at sygeliggøre noget der kan være helt normalt.

Det er hårdt for os alle at se døden i øjnene, men det er jo desværre sådan vilkårene er.

Tænker også hvis i reagerer med psykolog, læge osv så vil han da for alvor tro der er noget galt med ham. Prøv at rumme hans følelser og fortæl at alle bliver bange mv. Ja det hele står jo sådan set i Lineog4's fine svar.

Det er ikke unormalt i hans alder at være bange for sådanne ting, hjernen er netop begyndt at kunne forstå død og ødelæggelse.

Men det er en god idé at skærme dem lidt fra nyheder osv. For det er det nyheder osv. Ofte omhandler ... det er meget grimt at skulle håndtere.

Og så tag snakke med ham om at der også sker gode ting i verden og sætte det i rigtige proportioner inde i hans hoved.

Jeg kan ikke se at jeg har skrevet at vi vil sende ham til psykolog, men selvfølgelig er det noget vi tænker over, specielt hvis det bliver værre eller ikke bliver bedre.

Og selvfølgelig er det noget vi rummer og taler med ham om