Krise - hjælp!

Mama85 skriver:

Det er jo fantastisk i sig selv! Men tror du ikke at han er i en panik-situation? For hvis han ikke vil se jeres ufødte barn, hvad med jeres første? Det giver ikke rigtig nogen mening..

Prøv at forestil dig bare et øjeblik, at du er bange for du skal sige farvel til dit barn. Forestil dig tankerne der hvirvler rundt i hovedet om, at du skal se dit barn i øjnene for sidste gang og du ved når dit barn kigger væk, så har dit barn fået påført en smerte som det skal leve med resten af livet - smerten ved at have mistet dig alt for tidligt. 

Det barn er der, man fortryder ikke det barn. Man vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at leve videre for det barn. Og kan man ikke det så i det mindste for at det barn skal leve med så lidt smerte som muligt. Ville du ønske at sætte endnu et barn til verden, før du turde tro på du ikke skulle sige farvel? Turde du lade det nye barn elske dig for at miste dig?

At få kræft, gør man ser døden i øjnene også selvom man bliver helbredt. Man skal lære at leve med kræften.

jeg forstår ham - måske fordi jeg har haft kræft så tæt på i mit liv op til flere gange og har forsøgt at forstå alle tankerne selvom det var svært.

lineog4 skriver:

Prøv at forestil dig bare et øjeblik, at du er bange for du skal sige farvel til dit barn. Forestil dig tankerne der hvirvler rundt i hovedet om, at du skal se dit barn i øjnene for sidste gang og du ved når dit barn kigger væk, så har dit barn fået påført en smerte som det skal leve med resten af livet - smerten ved at have mistet dig alt for tidligt. 

Det barn er der, man fortryder ikke det barn. Man vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at leve videre for det barn. Og kan man ikke det så i det mindste for at det barn skal leve med så lidt smerte som muligt. Ville du ønske at sætte endnu et barn til verden, før du turde tro på du ikke skulle sige farvel? Turde du lade det nye barn elske dig for at miste dig?

At få kræft, gør man ser døden i øjnene også selvom man bliver helbredt. Man skal lære at leve med kræften.

jeg forstår ham - måske fordi jeg har haft kræft så tæt på i mit liv op til flere gange og har forsøgt at forstå alle tankerne selvom det var svært.

Det er et  meget svært valg. For selvfølgelig kæmper man for sine børn, og vil ikke påføre dem smerte, og slet ikke når de ikke kan forstå den uretfærdige situation- for det vil det jo være, uanset hvad. Jeg forstår ham også, men tænker at der må være noget angst, forvirring og en masse andet inde over, som TS skal forstå, for at  hun ikke skal tro at det er hende der er gal på den- for netop i hans tilfælde er det mere end lovligt undskyldt at ikke tænke rationelt.

Han har sagt OK til PB i september 15? Og du smed P-pillerne allerede nu? Vidste han dét? 

Jeg forstår ham godt, og ærligt talt ville jeg sige, at du skulle vælge abort i dette tilfælde. 

Mama85 skriver:

Det er et  meget svært valg. For selvfølgelig kæmper man for sine børn, og vil ikke påføre dem smerte, og slet ikke når de ikke kan forstå den uretfærdige situation- for det vil det jo være, uanset hvad. Jeg forstår ham også, men tænker at der må være noget angst, forvirring og en masse andet inde over, som TS skal forstå, for at  hun ikke skal tro at det er hende der er gal på den- for netop i hans tilfælde er det mere end lovligt undskyldt at ikke tænke rationelt.

Det er også en smerte inde i en selv - jeg ville personligt aldrig selv sætte et barn til verden i en tid hvor jeg følte jeg kunne få en potentiel dødsdom en gang om ugen ved svaret for blodprøver.

Det handler ikke om at nogen er gal på den (med mindre den kære mand ikke har anet han dyrkede sex uden brug af prævention, men der bliver jeg så gal i skralden så det forventer jeg bare ikke er tilfældet). Men det handler om et menneske, som ts formodes at holde en del af, der står midt i en livskrise, jeg synes faktisk ikke det er ts der står i en krise (jo hun er gravid, og jo hun må nok se i øjnene at den graviditet ikke skal blive til noget med mindre hun vil skabe en situation med en konflikt). Og man kan sagtens tolke på, hvorfor mon manden tænker sådan om en graviditet, men faktum er det gør han, og han har endda været rimelig klar også før graviditeten: det vil jeg slet ikke nu, om et år (at jeg så ikke forstår han har dyrket ubeskyttet sex er en anden historie).

Og jeg synes han har alt muligt ret til at: det kan jeg simpelthen ikke overskue nu midt i min livs kamp. Det betyder ikke at han ikke vil se sit levende barn, men der betyder han ikke vil knytte sig til er barn mere mens han ikke aner om han måske får kræft igen. 

At få kræft er for næsten alle lig død i tankerne, at det ikke er det i virkeligheden er jo så ligegyldigt. Og sandsynligheden kan man gå ind og google på de forskellige kræftformer. Men det ændrer jo ikke på det følelsesmylder, der er i en når man får at vide man har kræft. 

Jeg ved det ikke, det undrer stadig mig at de har dyrket ubeskyttet sex, men det er nok bare mig....

lineog4 skriver:

Det er også en smerte inde i en selv - jeg ville personligt aldrig selv sætte et barn til verden i en tid hvor jeg følte jeg kunne få en potentiel dødsdom en gang om ugen ved svaret for blodprøver.

Det handler ikke om at nogen er gal på den (med mindre den kære mand ikke har anet han dyrkede sex uden brug af prævention, men der bliver jeg så gal i skralden så det forventer jeg bare ikke er tilfældet). Men det handler om et menneske, som ts formodes at holde en del af, der står midt i en livskrise, jeg synes faktisk ikke det er ts der står i en krise (jo hun er gravid, og jo hun må nok se i øjnene at den graviditet ikke skal blive til noget med mindre hun vil skabe en situation med en konflikt). Og man kan sagtens tolke på, hvorfor mon manden tænker sådan om en graviditet, men faktum er det gør han, og han har endda været rimelig klar også før graviditeten: det vil jeg slet ikke nu, om et år (at jeg så ikke forstår han har dyrket ubeskyttet sex er en anden historie).

Og jeg synes han har alt muligt ret til at: det kan jeg simpelthen ikke overskue nu midt i min livs kamp. Det betyder ikke at han ikke vil se sit levende barn, men der betyder han ikke vil knytte sig til er barn mere mens han ikke aner om han måske får kræft igen. 

At få kræft er for næsten alle lig død i tankerne, at det ikke er det i virkeligheden er jo så ligegyldigt. Og sandsynligheden kan man gå ind og google på de forskellige kræftformer. Men det ændrer jo ikke på det følelsesmylder, der er i en når man får at vide man har kræft. 

Jeg ved det ikke, det undrer stadig mig at de har dyrket ubeskyttet sex, men det er nok bare mig....

vi er helt enige, men det der slår knuder, er at TS's x der melder klart ud at han vil vente med barn nr. 2, og at de, formoder man, smider P-pillerne og dyrker ubeskyttet sex. Godt nok er hans sædkvalitet nedsat, men hvis han er villig til at dyrke ubeskyttet sex også selvom at han har nedsat sædkvalitet, og ikke vil tage konsekvenserne, ja så handler han da meget mærkeligt..derfor at jeg i starten skrev at han måske er i en "panisk" fase, der gør at hans ord og handlinger ikke helt hænger sammen rent rationelt, hvilket er helt forståeligt når man er i hans sted, dermed ikke sagt at TS problemstilling er helt uforståelig, for jeg kan da godt forstå at hun er helt rundt på gulvet ift. Hvilke valg hun skal træffe, med de konsekvenser der må følge med. 

Jeg tror aldrig jeg ville råde nogen til abort, men under her tilfælde er jeg godt nok tilbøjelig til at tænke at det måske er det bedste - af alle jeres ovenstående grunde vedr hensyn til far, men også at hensyn til fremtiden med det ufødte barn. Hvis far virkelig mener det alvorligt at han ikke ønsker at have nogeted barnet at gøre hvordan skal ts så forklare det til barnet, som ikke kan forstå at far ikke ønsker noget med mig at gøre, men gerne vil se min storebror? Og når vi først er ude i det spor, så kunne der måske være en risiko for at forholdet mellem far og storebror også ryger fordi de simpelthen er for svært og mærkeligt det hele.

Men nu er ovenstående tanker udsprunget af det ts har skrevet, og jeg er lidt nysgerrig på om fars reaktion er fra første gang han får meldingen om graviditeten eller om I har talt om det her flere gange, hvor hans holdning er den samme?

og så er jeg ligesom de andre nysgerrig på at vide om din x vidste at du havde smidt pillerne?