Ev skriver:
Hej alle
Jeg har en søn med min tidligere ekskæreste. Vi gik fra hinanden, da vores søn var 1 1/2 år gammelt. Vi er mega gode forældre sammen og får det hele til at køre ordentligt.
Vi snakkede om at få et barn mere sammen, selvom vi hverken er kærester eller bor sammen.
Min søns far, fik konstateret kræft september 2014, og er helbredt (indtil videre), man er stadig i 'høj-risiko gruppen' 12 måneder frem efter operationen dvs. han har høj risiko for at få kræft et nyt sted de næste 12 mdr. Han går jævntligt til kontrol og får taget blodprøver én gang om ugen.
Vi snakkede om at få et barn mere sammen. Det har været i december måned vi tog emnet op. Han havde sagt, omkring 1 års tid kunne vi snakke om det. Vi fik foretaget en sæd-analyse for egentlig at vide, hvor 'meget' der var tilbage.. Det så ikke for godt ud. Der var omkring 20.000 sædceller pr. ml. Jeg smed p-pillerne efter 4 år, for der ville alligevel næsten være UMULIGT at opnå en graviditet på den naturlige måde.
Der gik 'kun' 3 mdr. så blev jeg gravid.
Jeg er omkring 6 uger henne, og Han vil IKKE have barnet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Vi har snakket frem og tilbage, og til sidst sagde han til mig: 'Jeg er ikke til at rokke i. Jeg kan ikke overskue det nu. Og hvis du vælger at få det, kommer du til at så helt alene med det.'
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og det fylder ALLE mine tanker, og har skriftlige eksaminer om 14 dage!!!!! (Studerer på universitetet). Jeg er 25, og han er 34.
Jeg søger VIRKELIG gode råd!!
Jeg tror ikke helt jeg forstår. I er ikke kærester men I har regelmæssig sex (eller i hver fald sex nok til at kunne blive gravid) og det uden brug af prævention selvom I ikke vil have barn nu? Er det rigtigt forstået?
Nå, men ud over jeg ikke forstår situationen. Så forstår jeg i høj grad din ex. Han har levet med en dødsdom, og den er ikke taget fra ham endnu. Ja det kan være han aldrig kan få flere børn, men jeg vil tro det er en meget lille bekymring i forhold til han måske slet ikke kan se det barn han har vokse op.
At forholde sig til en kræftdom gør man har ret til at være irrationel, man har ret til at træffe nogen for andre mærkelige valg. Og han ønskede jo netop at komme over de kritiske 12 mnd før han ville overveje at sætte endnu et barn i verden (må nød til at spørge om han vidste I ikke brugte prævention?).
for mig er det jeg frygter mest, udover igen at skulle begrave et af mine børn, at jeg skal dø fra mine børn mens de er små. Tanken om at beføre dem den smerte, den udfordring i livet, gør så ondt så jeg næsten ikke kan trække vejret ved tanken. Tanken om jeg skal kunne sige farvel til dem, mens jeg ser ind i deres smukke børneøjne. At jeg må opgive jobbet som mor der kan passe på dem - bare tanken og det er som verden skrider under mig.
Og jeg har endda ingen indikationer på det skulle ske, men det har din ex. Han har formodentlig tænkt tanken tusind gange, han har måtte se i øjnene, at der er en sandsynlighed for han skal påføre den smerte til sit barn. Og nu skal han forholde sig til der kan være endnu et barn han påfører den smerte. Endnu et barn han måske ikke kan beskytte, ikke kan se som voksen. Jeg kan sagtens forstå han slet ikke kan tænke den tanke til ende, og det så er nemmere at slet ikke rumme det barn, ikke tage det barn ind, ikke blive far til det barn andet end på papiret.
nu er du så gravid, og det er er stort offer at få en abort. Men jeg ville ikke kunne gennemføre en graviditet med en der bumlede med så meget og klart meldte fra. Tiden nu handler om din ex, om han skal blive rask og om han skal lære at leve med at døden kom så tæt på - det er ikke nemt at leve med kræften også selvom man bliver helbredt.
