Min kærestes barn, 2,5 år, vil ikke sove hos sig selv

Så er det weekend igen, og vi har atter fået ham herhjem.

Igen, ligesom sidste weekend, er han DYBT ulykkelig inden han overhovedet skal op og sove, og siger han ikke vil sove inde på hans værelse.

Vi ved slet ikke hvad vi skal gøre.. Vi vil jo ikke ligge ham ind til os, inden vi overhovedet er gået i seng.. men lyder til at det er det vi er nødt til.



Øv øv..

Har nogen en idé om hvordan han kan være så ulykkelig? Der sker ikke noget som der ikke normalt sker eller sådan, og vi når knap nok at sige at han skal i seng.





Han græd også i telefonen, og græd da de ankom og ville ikke ind.

Det er hårdt.

Jeg tænker at i er nødt til at få nogle professionelle fagfolk indover, for det lyder til at det barn i den grad er et dybt splittet barn, der ikke kan finde ud af hvor han hører til, og slet slet ikke kan klare de skift han bliver udsat for. Hvad der sker hos moderen kan i ikke blande jer i, men det lyder da til at det ikke er den sjoveste tilværelse den lille fyr har. 

Jeg synes at din kæreste bør tage kontakt til PPR i kommunen, og bede dem om hjælp, alternativt at kontakte statsforvaltningen... 

Hej

Kan levende sætte mig ind i jeres frustration. Vores børn er nu 6,5 og godt på vej til 5 år.

Vi er stadig sammen og har med begge vores børn kæmpet en brav kamp. Og de gængse opfattelser om at det ordner sig hvis bare man står fast 14 dage igennem hvor man holder ved og gør alt helt ens, har aldrig virket hos os. Vi har taget miniput skridt med dem begge. og til sidst er det lykkes at de sover selv. Det skal siges at de begge led af mellemørebetændelser oven i, hvilket jo ikke just hjælper på situationen. Det seneste vi har fundet ud af er at begge lider af kronisk astma og efter de har fået forebyggende medicin har vores nat ændret sig radikalt til det bedre og der er ikke så mange udsving i vores nattesøvn mere, men det er tydeligt at der er udsving når de har det skidt.

Så mit råd er at I tager den lille purk alvorlig og søger efter en forklaring om den er fysisk eller psykisk er svært at sige men den er jeres opgave som forældre. Det er super at han er så tryg ved dig at han kan kalde på dig når der er noget galt.og det viser jo bare et du er en af hans forældre og at du bør deltage i løsningen uden at du kommer til at forhaste dig ind i noget. Jeg synes det er super at du er så meget med. og det er slet ikke den onde stedmor jeg ser.

I stedet for PPR som ikke nødvendigvis vil hjælpe jeres lille dreng så synes jeg at I skal prøve en privat sundhedsplejerske som har hjulpet os helt utroligt meget da det var værst for os, både med at takle vores børn og deres udbrud, men også med at takle os selv når man har mest lyst til at gøre alt det som man ikke må og ikke har lyst til, men som man har mest lyst til alligevel fordi man er drevet der ud pga manglende søvn og slet ikke fungerer ordentlig - for det gør man ikke når man bliver frarøvet sin søvn.

Jeg synes det er rigtig godt at I har lagt en madras ind hos jer som er hans. overvej at gøre som os.

Vi lagde 2 madrasser ovenpå hinanden så kom de op over undersiden af bunden på vores seng og kom næsten op i højden så vi kunne nå hinanden blot med en arm eller hånd, det gør at man kan være der for dem uden at vågne helt og dermed føles det ind i mellem som om vi havde sovet en nat med os. Hos os passer det med at de putter mellem væggen og vores seng. Det giver dem tryghed og nærhed, noget som skal til i jeres ulykkelige situation. Hende jeg vil anbefale er Anette Optrup, æblebørn. Hun er bare helt fantastisk og tillidsvækkende og man kan roligt åbne helt op for hende, så hjælper det hele meget bedre.

Google hende og prøv at maile hende som sagt hun er helt fantastik.

Held og lykke 

Hej alle.



Jeg vil fortælle at soverutinerne går fantastisk godt!

Han sover på madrassen, og i dag ville han endda ind og sove til middag i sin egen seng!

Han accepterer det, og vi er nu begyndt at lære ham at falde i søvn selv, hvilket også bare går som smurt brød! 



Vi stryger enten tøj, og går lidt frem og tilbage og så falder han bare i søvn.

I dag blev han puttet, der blev sagt godnat, og så sov han!





Det eneste problem er nu barnets mor, som konstant kører i en dårlig tone og mener at vores metoder er dårlige. - hun er sygeligt jaloux.



Vi må se hvad der sker, og ellers ender det i statsforvaltningen.

Tusind tak for støtten herinde!

Ih altså hvor er det dejligt at høre, at det går meget bedre for jer! 

Det går stadig fint emd madrassen,

dog begynder sønnen mere og mere at kravle op i sengen og ligge sig der, og jeg synes kun det bliver mere og mere. Min kæreste siger bare god for det, og skubber til mig så hans søn også kan være det.

Det er fint han kommer op og putter om morgenen, men det er som om han kommer mere og mere, og tidligere og tidligere så han kan sove oppe hos os.



Er bange for at rutinen ændrer sig igen grundet dette. Skal jeg være nervøs?



Har også tænkt om man skulle prøve at evt. bare ved middagslurene, ligge madrassen ind på hans værelse, og se om han ville få mere tryghed derinde (vi kommer jo alligevel ikke op og sover ved middagstid, så han burde sove i sit eget værelse?) .. det gør han dog ALDRIG..

Ville det være forkert at prøve?

nej - go for it!

Vi forsøgte men han er meget bestemt på at han vil sove i soveværelset.

Jeg mener dog at det nu bare er fordi han får lov - så gør han det selvfølgelig da det er hyggeligst.



Hans mor siger at han sover i egen seng hos hende, så det burde han jo også her!



Selvfølgelig svært det hele når han generelt er så ustabil.