Min kærestes barn, 2,5 år, vil ikke sove hos sig selv

Hejsa.



Jeg har nu været i et forhold med en fyr i snart 5 måneder.

Han har et barn på 2,5 år, som han har hver eneste weekend. (Fra fredag aften til søndag aften)



Vi har talt om nu, at barnet skal lære at sove inde hos sig selv, selvom det nok bliver en hård omgang.

Vi har prøvet at fortælle ham at han er blevet for stor, og at der ikke er plads til ham (for det er der virkeligt ikke, jeg har flere gange måtte sove på sofaen pga. ham), men han vågner 20 gange i løbet af natten grædende og vil ind.



Hvordan vil i bedst arbejde på at få ham til at sove inde hos sig selv? Er der nogen der har erfaringer?

Min kæreste har haft svært ved at sige fra, da han jo kun har ham i weekenderne, men er begyndt at blive stresset og træt af at han ikke kan få en god nats søvn i weekenderne (arbejder fra 7-17:30 i hverdagene), og han er samtidig træt af at han ikke ser mig meget..

Hans søn afprøver også mange grænser af når han er hos hans far, hvilket også kører ham træt. (altså min kæreste)



Det hele ville gøre det meget nemmere for os allesammen, og ville gøre at hans søn ville få en meget bedre weekend, da vi begge ville være mere friske til at stå op og lege.



Håber der er gode råd at hente.



M.v.h. S

Han er da bare et helt normalt lille barn, der viser jer, at det her går for stærkt for ham!

Han er kun 2.5 år skriver du, han har været vant til at sove inde hos sin far lige indtil du kom ind i billedet, og da i jo kun har været kærester i 5 mdr., må jeg sige, at i må væbne jer med tålmodighed.

Tænk på, at han jo altid har været vant til at have sin far helt alene, været vant til, at der kun var ham og hans far, og nu kommer du, og sætter ham til side, sådan føler han det.

Han er alt alt for lille til at forstå, at han skal sove hele natten i sin egen seng, han har brug for trygheden ved det han kender så godt, nemlig hans far. Og ja, jeg forstår godt at i to voksne gerne vil sove for jer selv, men det må i vente med. 

Den lille purk skal have tid til at vænne sig til, at han ikke længere er alene om sin fars opmærksomhed. 

Måske kunne i starte med at tage hans seng ind i soveværelset igen, eller alternativt en madras, som han kan lægges ned på når i går i seng, i hans fars side vel og mærke, så han stadig føler han hører til. Han har brug for at være nær sin far, sådan som han reagerer. 

Og så må i tage kampen, når han er blevet større og har vænnet sig til at du også forbliver der, det vil sige, at når han kan finde ud af at sove i egen seng og sove godt, så kan der, måske om et halvt års tid, blive tale om at gøre hans værelse til noget attraktivt, lave det til et fedt rum.... Så er han også blevet et halvt års tid ældre.... 

Du er den der tager hans far fra ham skal du huske på, og det er helt normalt at han reagerer som han gør, og vil forsøge at gøre opmærksom på det....

Helt enig med altid kloge Titte. Det er altså også 'unormalt' for sådan en størrelse at skulle skifte sovested flere gange om ugen + han er i den alder, hvor der sker RIGTIG meget andet i ham. Så må du som den voksne sætte dine behov til side to nætter om ugen - ellers bliver du aldrig andet end den 'onde stedmor' og der er ingen af jer tjent med. Tålmodighed nu, så han er tryg og får alle omvæltningerne i et tempo, som han kan håndtere oven i alt det der ellers sker i sådan en lille knægts liv/krop - så får I det mangefold tilbage senere.

Har du ham lidt alene nogensinde? Eks. bare en times tid, mens far handler (eller går en tur) - netop for at du og lillemanden kan få lidt tid til at komme ind på livet af hinanden alene - så bliver han nemlig hurtigere tryg ved dig, når han oplever, at far godt tør lade ham være i din varetægt?

For det første vil jeg ikke have at i ser mig som 'den onde stedmor'. Selv når jeg ikke sover der, får min kæreste ingen søvn, og det er ham der vil tage kampen op, da han bogstaveligtalt ikke magter det mere. (Spørger derfor på vores begges vejne)



Han er her kun hver weekend, og hans mor er ikke villig til at samarbejde om noget som helst, hvilket gør det svært. Han er nu også begyndt at rende rundt at sige 'Mor siger S. er dum' (altså mig). Dette mener han selvfølgelig ikke. Han er tryg ved mig, og det er også til tider mig han kalder på om natten når han vågner. Det skal siges at forholdet mellem mor og far ikke just er venligt, der er tit råberi fra hendes side og sønnen skal tit høre på at far er en stor idiot.

Jeg har haft ham alene et par gange, og leger tit med ham imens far er igang med noget andet. Henter ham også af og til fra middagssøvnen, når han vågner.



Vi har talt om nu, at det måske ville være en idé at lære ham at falde i søvn af sig selv først. (Og så samtidig få en madras ind) 

Min kæreste bruger op til en time (nogle gange mere) på at få ham til at sove, og det burde jo ikke være sådan.



Det er lidt en svær situation, og virkeligt synd for barnet, da han er hos sin far hver weekend, og hans mor tit tager ham med hjem til mormor og morfar og sover - derfor er han måske usikker på hvor han hører hjemme?



Vi vil helst gøre det bedste for ham, og gøre det på den rigtige måde.

Det duer bare ikke at om jeg er der eller ej, at der er stress og irritation, for det går ud over drengen.

 

hey genibas

jeg læste lige inlægne der er lagt under dit spørgsmål. efter det sidste indlæg du har skrevet ville jeg sige at det med at du er der og ikke er der har du ret i at det vil forvirre ham endnu mere hvis det var sådan og at det er rigtig godt at du er så meget med ind over.

det med sovetiden hvis det var mig ville jeg prøve at finde hans værelse interesant at sove i, lade ham sove med en bamse eller lign og så holde fast i de samme soverutiner hver gang han er hos jer, f.eks

1. bleskift (hvis han stadig bruger det) og nattøj

2. børste tænder

3. finde en bamse eller lign han vil sove med og sut (hvis han bruger det)

4. så kan man evt lade ham vælge en god bog han vil have læst som godnat historie i hans seng

og så sige godnat og gå ud eller blive siddene ved hans seng for at vise at man er der og passer på ham men uden at snakke til ham andet end at sige godnat og lægge ham ned igen hvis han rejser sig (det kan godt være hårdt de første par gange men skulle meget hurtigt blive bedre hvis man holder ved)

en madras i soveværelset er godt og også at fortælle ham at det er hans madras han kan komme ind og sove på hvis han vågner om natten.

har selv en datter på 2½ og jeg har hende godt nok hele tiden da jeg er sammen med faren men jeg kan ikke bare lægge hende ind i seng for så kravler hun ud og løber rundt så vi har faste rutiner hver aften og jeg sider udenfor hendes værelse hvor hun kan se mig og kun har en form for sutteklud med hoved og arme (købt i babysam) og så har hun et får som en spilledåse lign ting der sad på trammesengen da hun havde sådan en men nu sider den på vægen så hun kan se den og en lampe der ikke lyser så skarpt og legetøjet er ryddet op så der ikke ligger for meget på kan forstyrre hende i at falde i søvn... det fungere for os og med tandpørstning, bleskift og det hele bruger vi en time max halvanden og så sover hun for det meste hele natten

håber det kunne hjælpe lidt

Hej!



Jeg synes faktisk det er det vi gør, men han er generelt meget opmærksomhedskrævende. F.eks. kan man ikke tale i telefon uden at han står og råber og skriger efter en, og han kan f.eks. heller ikke finde ud af at lege selv.



Men måske aftenrutinerne ikke er helt så faste som jeg går og tror? Jeg vil helt sikkert sige det videre til min kæreste, og så skal vi ellers finde ud af hvordan vi gør m.h.t. madrassen. Min kæreste kan allerede høre ham for sig: 'op i sengen til far'.. Men vi må jo bare være stædige, det er bare svært når man er meget træt.



Men tusind tak for svaret! :-)

Jeg tror, du selv har fat i kernen i problemet: 'Det er lidt en svær situation, og virkeligt synd for barnet, da han er hos sin far hver weekend, og hans mor tit tager ham med hjem til mormor og morfar og sover - derfor er han måske usikker på hvor han hører hjemme?' + en mor der er jaloux på dig og det faktum at eks'en er kommet videre + de helt almindelige alderrelaterede ting for sådan en lille fyr.

Ofte skal der ikke mere en en 3-4 dage til for at bygge en ny rutine op...men det har I jo bare aldrig. Hvad er mulighederne for at I får ham mere...lyder som om I har mere overskud end moren- netop fordi I er to?

Ellers er der nok ikke andet for end at give ham den tryghed han har brug for lige nu og her og så laaaaangsomt lempe ham ned på en madras ved siden af far (eller dig) hvor der nu er bedst plads - og derefter laaaangsomt ind i egen seng uden at gøre et stort nummer ud af det. Det lyder som om han har rigeligt om ørerne til også at få sat ord på sin 'sovesituation'.

Så vidt jeg husker fra min egen + et par års arbejde i vuggestue, så er der ikke ret mange drenge på 2 1/2, der reelt leger selvstændigt...men de kan ofte 'købes' til at 'lege' selv ved eks. at skrælle en gulerod eller kartoffel, mens I andre laver maden, hvis han må være med ved siden af...sidde på køkkenbordet, så han kan nå og se...og en stor kartoffel tager laaaaaang tid at skrælle ;-)

 

Det kunne jeg ikke have skrevet bedre... Tror du har ret Polyp! 

Tak for svar!



Vi har fået en madras til ham.

Desværre er det en træls weekend - han plejer at være så nem (han plejer ikke at beklage sig i hvert fald) til at sove i sin egen seng.

Desværre, både igår OG i dag, inden man næsten når at sige til ham at han skal i seng, bryder han ud i gråd.



Igår tog det 2 timer at få ham til at sove, han græd og græd og græd, og i dag er det samme problem.

Min kæreste vil gerne forsøge at lære ham at falde i søvn selv (simpelthen gå den vej, og så efterfølgende lære ham at sove hos sig selv), men det er svært når han er så ulykkelig.



Dog sov vi alle godt i nat, og da han vågnede ved en 5:30 tiden, og græd og ville ind, lagde vi ham på madrassen - hvilket han accepterede ret hurtigt! Alene dette gjorde at vi alle var klar på en ny dag med leg og ballade.

Hvor godt at noget af det gik godt... Men husk at være tålmodig, det lyder til at denne lille dreng har rigtig mange ting at kæmpe med, og det er naturligt at han reagerer når han er hos jer, hvor han er tryg og ved hvad der gælder... Pøj pøj og glem ikke at opdatere os om hvordan det går!