Teenage spørgsmål - igen

Puhaa den er ikke sjov. Kan sgu godt forstå du er ved at have fået nok. Man kunne forvente en lille smule taknemmelighed i form af ordentlig opførsel når nu du huser ham (og hans kæreste) frivilligt.....

Der er ikke en eller anden voksen som han kan tale godt med og som han lytter til der kunne prøve at banke lidt fornuft ind i hovedet på ham?

Jeg husker altså ikke at jeg selv var sådan - jeg var gravid med mit første barn i den alder   ..... Han virker som om han laller lidt derudaf. Måske som følge af det han har oplevet med sin mor osv. Men han må snart se at tage lidt ansvar selv (efter min mening).

Synes det er fint at du siger at nu er det nok. Håber han begynder at tænke lidt over tingene.

Han bliver klogere en dag og vil forhåbentlig kunne se det senere....

Hvor er faren henne  i alt det her ?.

Han lyder som noget af en mundfuld, hvad sagde han til han skal flytte hjemmefra d. 2 okt ?.

Faderen er en ok fyr.. Jeg har det fint med ham. Snakker ikke meget med ham (han er ikke min far ).. Han lavede for 3 år siden den kæmpe bøf at være min mor utro...med naboen...og derefter flytte der over, hvor både søn og mor kunne se ham. han var langturschauffør så min bror så ikke meget til ham alligevel...meeeen det gør man ikke ustarffet i en teenage hjerne. Èt er at falde for en anden.. ikke smart, men det sker, men det er sq ikke så kvikt lige at flytte over på den anden side.. Så Michael vil ikke ha noget med ham at gøre... Faderen spørger til ham, sender gaver osv.. Jeg synes han maks glimre ved sit fravær og mener der var meget mere han kunne gøre - hvis han ville. Men men men det er min mening og den reaktion jeg ville ha hvis mit barn ikke ville ha noget med mig at gøre MEN jeg øjnede en chance nu hvor den anden forældre manglede... 

Jeg kontaktede jo kærestens mor for lige at høre om det nu kunne passe at de AAAALLLDRIIG skulle hjælpe med noget og de fik bare lov at være dem selv... Viser sig jo faktisk at de laver 10 gange mere dèr end hèr (selvfølgelig )... 

Fornemmede desværre ikke meget hjælp dèr fra da hun mener at det er helt fint han tager der ned 'for så er han ikke dit problem så længe' Nej men det er sq lidt princippet og stoltheden. Jeg kan ikke klare ham, og så skal jeg sende ham ned til èn der godt nok er pædagog og vant til 'udviklingshæmmede med frontallaps skader'... 'hvis jeg altså vidste hvad det betød...' Jooo det bør jeg da mene ... 

Jamen han sad og kiggede ondt på mig og kunne næsten se det skrevet i hans blik 'JA, se selv der er ingen voksne der gider mig - og jeg er total misforstået '. (formoder det er læst i et ung-blad for den dreng har ved gud fået kærlighed)

Spurgte ham til sidst om han var enig eller uenig og det var nu han skulle komme med et modsvar... svaret var 'ja ja, fint nok'.. og så har jeg ikke set ham siden... Normalt kører vi ham ind til Odense for at tage toget men her til morgen listede han ud af døren og gik op til bussen, og vi kørte så 10 minutter senere.... 

På èn side har jeg lyst til at give knægten et kram og sige at han altså ikke er alene, og samtidig give ham et cirkelspark lige midt i hans egoistiske snæversynede fjæs... 

For mig lyder det til at du måske skal gøre begge dele. Fortælle ham at du rigtig gerne vil ham, at det er derfor du har ham boende og ikke bare var ligeglad, men at han er næsten voksen og derfor er nødt til at tage del i det hele - rydde op efter sig osv og vigtigst af alt : svare din søn og bruge bare en lille smule tid på ham. Måske kan du drage en parallel til det han siger om sig selv : prøv at spørge om han har tænkt på hvordan din søn føler når han bliver ignoreret af en han ser så meget op til.

Spørg hvad han gerne vil have du/I gør anderledes og hvad der ville gøre ham glad. Og fortæl ham så hvad du forventer af ham (og her er det måske vigtigt at understrege at du kommer til at stille de samme krav til din egen søn).

Vi har faktisk været igennem det . Flere gange... Og i denne samtale fortalte jeg ham også at jeg interesserede mig for ham, at han altså ikke var så alene som han selv gik og mente, osv.... Jeg undlod dog krammet .. 

Men tøsen har lidt problemer og ved ikke om det er det der fylder hele hans hjerne. At hun skal reddes, så fuck resten af verdenen.... 

Forklaringer kan der findes nok af - men jeg vil sq ha en ordentlig opførsel i mit hjem.

Hvad med bare at vise ham denne tråd? Oven i alt det andet - så kan han jo se, at du ER bekymret for ham, hans ve og vel OG hans fremtid...også så meget, at du spørger vildt fremmede til råds på en sober og nuanceret samt hudløst ærlig måde og dermed udstiller din egen sårbarhed.

Gu' har han da haft det svært oveni alt det, der bare følger af hormonernes rasen, men i sidste ende er der kun én til at tage ansvar for hans liv...og det er ham selv...og han er da vildt HELDIG at have en søster OG hendes familie, der vil ham...han kunne jo ligeså godt være endt på en institution, når nu mor ikke kan, og far sådan set jo heller ikke evner/gider forældrerollen nok til at have gjort noget ved det.

Non-kommunikation og skræmmekampagner er aldrig acceptabelt...knægten lyder jo ikke til at være uintelligent, så han véd da udmærket at sådan en besked gør jer bekymrede - og det er uacceptabel adfærd. Det mindste man kan gøre, er altid at give besked om sin færden, når den er uregelmæssig...det gør vi 'rigtige' voksne jo også, når noget er anderledes end aftalt